En af de største glæder ved at anmelde lyrik er, når man bliver overrasket af en bog, som er langt bedre, end man havde forventet. Kedeligt bliver det, hvis anmelderi bliver forudsigeligt, som når et dusin digtere med relation til Forfatterskolen og Gyldendal i disse år anmeldes indforstået af en gruppe litterater fra Københavns Universitet, som kan fortælle os, at den rigtige litteratur handler om økokritik og race og materialitet og identitetspolitik og prækariat. Og så er alle jo glade og oplyste, eller er de? Nej, faktisk ikke, for der udkommer jo en hel del i dette land, som ikke passer med den ovenstående lidt karikerede skitse, og hvis fællestræk er, at de sjældent bliver anmeldt.
Lavinia Chrestensens ”Digte om et irreversibelt substantiv”, der er udgivet på det ret ukendte selvudgiverforlag Skriveforlaget, er et eksempel på en forrygende god digtsamling, der bryder med alle forventninger. Digtsamlingen er, som titlen antyder, noget så usædvanligt som en samling metafysisk orienterede digte, der sætter billeder på en række af de psykologiske og sjælelige tilstande, som vi normalt ikke har begreber for. Og ud af det kommer der så nogle smukke og skarpe digte, der forener det konkrete og det almene – som i det følgende eksempel, hvor vi får en beskrivelse af en tilstand af hvileløshed og længsel: ”Jeg boede i en by,/ der lå og gemte sig/ bag Karpaternes tinder./ Jeg lå vågen en nat/ til den var blevet fem;/ og da solopgangen vævede sig ind i svalernes grå kvidren,/ stod jeg op/ og begyndte at pakke./ At være i bevægelse/ er den eneste måde/ at være levende på.”
Et andet digt handler om skyld og angst og indledes:
”Frederik 6./ måtte have grædt/ i det skjulte/ af magtesløshed,/ da hans imperium smuldrede i hans hænder/ lidt efter lidt/ gennem årene,/ for tegnene var tydelige/ fra starten af:/ Hvad der starter med vanvid/ ender i vanvid,/ afgrund avler afgrund.”
En lignende tekst om angst og undergangsfølelse lyder:
”Ekkoet fra skriget ved floden/ vil forfølge dig/ og vil få dig til at drikke dig fuld/ på en bar, der kunne hedde Mexico City -/ for faldet er fastlagt/ og uigenkaldeligt.”
Og så er der i samlingen nogle pragtfulde små, syleskarpe, eksistensfilosofiske kortdigte, der for eksempel lyder:
”Venskaber/ er/ nødvendige asymmetrier/ som/ mænd og mus.”
Eller helt lapidarisk:
”Vi smørrer/ og dolker/ med den samme kniv.”
Eller som et afsluttende virkelig imponerende kortdigt, der begår den genistreg at være fyldt med lange abstrakter, samtidig med at det i sin klang, sin præcision og sin originale tanke går rent ind:
”Plurariteten af dine masker,/ som du tager i brug på teaterscenen,/ konstituerer din singularitet.”
Om ”Digte om et irreversibelt substantiv”, der er Lavinia Chrestensens anden digtsamling, efter at hun i 2020 debuterede med ”At leve er et verbum”, skal det desuden nævnes, at bogen er forsynet med et fortræffeligt forord af Sørine Gotfredsen. Gotfredsen har her i et lille, stramt og elegant essay ladet sig udfordre af Chrestensens digte, og Gotfredsen argumenterer i pagt med digtene stille, men intenst for, hvorfor tilværelsen kan få større værdi, når den tilkendes en metafysisk-religiøs dimension. Et smukt håndkantslag leveres da også af Gotfredsen til tidens politisk korrekte synspunkter og diskussioner:
”Vi har meget mere til fælles, end vi måske tror, og i hvert fald meget mere end tidens identitetstænkning og minoritetskredsende samfundsanalyser lader os forstå.”
Lavinia Chrestensens digte er kort og godt ikke det fjerneste moderigtige, men ikke desto mindre fremragende. Lad os høre noget mere til denne digter!