Om Helene Uris ”Hvem sagde hvad? Kvinder, mænd og sprog” skrev Mai Misfeldt eksempelvis:
”Jeg vil i høj grad anbefale Helene Uris bog til alle køn.”
Claus Grymer var tilsvarende begejstret for Edvard Hoems stort anlagte slægts- og udvandrerkrønike og skrev om tredje bind, ”Landet ingen har set”, at den har ”et nærvær, der stort set aldrig svækkes”.
Om Marie Auberts ”Må jeg komme med dig hjem” skrev Anna Møller, at Aubert ”har et fantastisk blik for den type desperat ensomhed, hvor man uvildigt klistrer til sine omgivelser. Samtidig skriver den norske forfatter mesterlige replikker”.
Der var også ros til Karl Ove Knausgårds essaysamling ”I kyklopernes land” fra Michael Bach Henriksen, og særligt var der rosende ord til essayet ”Om skæbnen”:
”Det er fantastisk inspirerende læsning for alle med nysgerrigheden i behold. Her blandes modernitetsskepsis med fortidsforundring i en knausgårdsk kernetekst, der indeholder alt det gode ved den nye bog: Knausgårds stemme, hans vilje til at sætte sig selv på spil samt hans overrumplende generaliseringer.”
Endelig er der plads til at nævne de hele seks stjerner, som Damian Arguimbau gav til Lisa Aisato: ”Livet – illustreret” – en collage over livets mangfoldighed i form af en sammenhængende, smuk billedfortælling, som hylder livets forskellige faser, oftest med kærligheden som det gennemgående tema, som han skrev om bogen, der er solgt i over 120.000 eksemplarer i hjemlandet.