Prøv avisen
Opera

Mastodontisk, men ikke bevægende ”Mahagonny” på Operaen

3 stjerner
Det Kongelige Kapel under ledelse af Julien Salemkour spillede musikken til nyiscenesættelsen af Bertolt Brechts og Kurt Weills ”Mahagonny” fra 1930. Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto

Sjældent har man i en opera oplevet et så stort opbud af musikere, sangere, skuespillere og statister som det, Det Kongelige Teater i søndags præsenterede os for i en nyiscenesættelse af Bertolt Brechts og Kurt Weills ”Mahagonny” fra 1930

Sjældent har man i en opera oplevet et så stort opbud af musikere, sangere, skuespillere og statister som det, Det Kongelige Teater i søndags præsenterede os for i en nyiscenesættelse af Bertolt Brechts og Kurt Weills ”Mahagonny” fra 1930.

Min nærmeste ”sidekammerat” på ottende række, en køn yngre kvinde, virkede åbenlyst spændt, inden Det Kongelige Kapel under ledelse af Julien Salemkour spillede de første akkorder – hvorefter hun skyndsomst forlod sin plads: Det viste sig, at hun skulle op på scenen for at optræde som en af de seks glædespiger i ”Mahagonny”.

Da hun ved slutningen af forestillingen vendte tilbage til sin plads, var hun i løbet af et par timer ældet med flere årtier og forvandlet til en lille grå mus, som diskret bad mig holde sin stok.

Episoden er karakteristisk for det forfald, personerne i ”Mahagonny” oplever i den dystre tredje del af forestillingen. Men den er også kendetegnende for selve iscenesættelsen, hvor der ageres og synges nok så meget nede i salen blandt publikum og på rampen foran orkestergraven som på selve scenen.

Der leges med tidsperspektiv og virkemidler. Og den erfarne brite Graham Vick har tilladt sig nogle friheder i forhold til Brechts tekst og den omstændighed, at stykket foregår i USA i årene omkring det store børskrak i 1929.

På videoskærmen ser men således glimt fra den københavnske metro anno 2016 og Operaens facade, og over sceneåbningen opdaterer en lysavis os med aktuel dansk politik og samfundsforhold, ligesom den glimter kulørt med opfordringen APPLAUS – og publikum klapper artigt.

Muligvis er det tænkt som et eksempel på det berømte brechtske fænomen Verfremdung – vi skal rives ud af den illusion, at vi sidder og ser på et stykke virkelighed, det hele er jo ”bare” teater. Men man kunne blive fristet til at mene, at det er et udslag af det begreb, der kaldes ”anything goes” – som da vi ser en af Mahagonny-pigerne stå og vifte med det spritnye program til forestillingen, eller som da bogholderen Fatty undervejs lige skal konsultere sin iPad.

Men vist var det imponerende. Hvilken energi og hvilke massebud blev der ikke lagt for dagen for at få den stolte, men ikke uproblematiske skude ”Mahagonny” bragt sikker i havn, og hvor mange helhjertede enkeltpræstationer blev man ikke vidne til:

Randi Stene, Jens Christian Tvilum og Sten Byriel lagde alle deres kræfter i som de tre undvegne straffefanger, enken Begbick, Fatty og Treenighedsmoses, der grundlægger Mahagonny med al dens sex, whisky og (forlorne) livsglæde.

Sine Bundgaard synger glimrende, men forekommer for ”opera classic” i rollen som Jenny, mens Michael Kristensen trækker et tungt læs som Jimmy Mahoney, der i tredjeaktens nedtur ender sit liv i en affaldscontainer – samtidig med at de tre meterhøje versaler GOD (Gud) kollapser – en symbolik, der er til at tage og føle på.

Det er blevet et hæsblæsende og afvekslende show, men uden ret megen atmosfære, charme eller humor. Det Kongelige Teater spænder i hvert fald buen for hårdt, når man lover en forestilling ”fuld af dekadent 30’er-stemning”. Og selvom der bydes på prægnante udsagn som ”den største forbrydelse er ingen penge at have”, kommer Brechts lakoniske og ofte sylespidse stil kun sjældent til sin ret. Måske også fordi operaen synges på engelsk (med danske oversættelser).

I 1964 udgav Gyldendal en kongenial oversættelse af Poul Henningsen (PH) og Carl Nyholm. Og i samme årti kunne man opleve stykket på Gamle Scene – blandt andet med Poul Bundgaard i rollen som Fatty. Dengang var der usammenligneligt færre virkemidler, færre ”teatermuskler” at gøre godt med, men til gengæld mere af den brechtske tørhed og kabaretstil.