Nu har jeg ladet mig lede igennem Eske K. Mathiesens (født 1944) lyriske forfatterskab ved hjælp af Tobias Skiverens og Martin Gregersens fine lille bog om Mathiesen i Arenas Monografiserie.
Og jeg er enig i forfatterskabets sympati for små folk, stille eksistenser og undertrykte. Men jeg spørger mig selv med erfaringer fra et liv mellem små folk - om de læser poesi? Nej, det gør de ikke! Den poesi, de har, er set af et udenforstående jeg. Hvem er forfatterskabet så skrevet for?
Det er som megen anden lyrik skrevet for det skrivende jegs skyld, som - ved i dette tilfælde at have så stor sympati for det almindelige liv - stemmer sig selv ned fra høje forestillinger.
For Mathiesens digtning er jo i de to forfatteres øjne politisk korrekt overensstemmende med metropolens intelligentsias fortravlede meninger: de fattige overhalede i udkanten med det rigtigere, langsomme liv.
Mathiesens digte er både moralsk gode, grønne økologiske og røde politisk. Og jo, jeg har sympati for det alt sammen, men jeg forstemmes ved al denne korrekthed.
Hvor er al det nid og nag, den sladder og undertrykkelse af andre, som også findes mellem almindelige mennesker? Hvorfor flytter folk fra de små samfund, i udkanten, i langsomheden, i grønheden - til de store byer? For at blive fri for det helvede, de andre også er! Derude er også mennesker, der vil noget andet, nemlig bort fra det langsomme liv, og de er ikke nødvendigvis onde.
Som jeg opfatter Eske K. Mathiesen, er han en digter, der udtrykker sig selv og sine sjælskampe ved at skrive sig ind i andres eksistenser. Det følgende digt er sigende: ”Her/ vil jeg bo, her/ er mit hjem, her er der/ knive at skærpe, brød at bage,/ snore at flette/ som kan tøjre en sjæl, der ivrigt fabler/ om vinger og måner/ af drømmepapir” (fra 1986).
Denne tøjrede sjæl skriver han godt ind i stille eksistensers liv.
Som forfatterne til bogen om hans forfatterskab skriver på bagsiden: ”Denne digtning er nemlig småtteriernes digtning. Hverken i form eller indhold gør den store armbevægelser, men retter sig ofte mod det, der ellers forsømmes.”
Derfor er hans forfatterskab da også med urette blevet overset igennem mange år, men nu har Asger Schnack foranstaltet en samlet udgave af det omfattende lyriske forfatterskab fra 1975-2014 i tre bind af cirka 200 sider hver. Sidste bind rummer hovedværket ”Bonjour Monsieur Satie” (2009), hvor Mathiesen oplagt mæsker sig i komponisten Saties sans for mærkværdigheder.
Med god timing kommer bogen om forfatterskabet samtidig med de samlede digte, og den gør relevant rede for temaerne i Mathiesens digte: det formmæssige tvist i digtene, naturen, erotikken og politikken.
Ærligt fortæller de to forfattere, hvorledes det, de beskriver som metaforer i hans digtning, af Mathiesen selv opfattes som den rene og skære tingslighed. Naturen er for eksempel ikke et erotisk billede, den er selv erotisk, som havet mod stranden osv.
De kunne have forsvaret sig med, at metaforbeskrivelsen er en af litteraturvidenskabens måder at nå frem til de samme betydninger, som digteren skaber på anden vis. Men de ligger på deres manér på maven for digtningen, og det er al ære værd.
Tvistet er vel det greb, der kvalificerer Mathiesens digte. Uden det fik almindeligheden ikke det løft, der gør den til poesi. Her tager vi et lille haiku-agtigt digt ”Flammen”, der kan vise det: ”Hvis ikke mørket/ havde den i sin hule hånd,/ ville flammen i lygten/ snart blæse ud.” (fra 2009).
Et lille moment blæst op til stor betydning. For ud over modsætningen mellem mørke og lys som hinandens forudsætninger, så er digtet jo også et portræt af sjælen i det digtende jeg, som er afhængig af mørket i sindet.
Eller døden som mørket og livet som lyset. Men dertil er det jo tillige, lidt nostalgisk, en gammeldags lygte med åbent lys, ikke noget med batteri her! Tvistet er klart udtrykket ”i sin hule hånd”, som jo både er magt og beskyttelse som for eksempel tændstikken i den hule hånd til at tænde piben eller cigaretten med i rygernes tid.
Men i alle betydninger ligger der dobbeltheden: afhængighed og udfoldelse i ét udtryk, som mørket og lyset er afhængige. Dog, egentlig er det jo ikke mørket, men blæsten, der blæser lyset ud, så måske er der alligevel en billedforestilling på spil her og andet steds for at skabe tvistet?
Sådanne tvistede småtterier er der mængder af i Mathiesens digte. For det rette blik er de aldeles ikke små. Et sådant blik formidler den lille bog om forfatterskabet glimrende.