Inden for kunsthistorien har det ikke været umiddelbart indlysende at se en forbindelse mellem Matisse og den danske polarforsker Knud Rasmussen. Men den er der, viser det sig på den aktuelle udstilling på Ordrupgaard. Her lægges yderligere alen til Knud Rasmussens heltestatus. Han kendte ikke Matisse, men Matisse kendte tydeligvis ham.
Matisse (1869-1954) er kanoniseret som Middelhavsområdets maler. Han var i store dele af livet bosat på den franske riviera og rejste til Marokko og Algeriet for at finde eksotiske motiver. Som andre af de store i sin generation - Picasso eksempelvis - var han intenst optaget af de såkaldte primitive kulturers kunstneriske og kultiske udtryksformer, herunder ikke mindst de afrikanske masker. I et forsøg på at revitalisere den europæiske billedkunst satte han sig i begyndelsen af det 20. århundrede igennem med et stiliseret, formforenklet og farvestærkt maleri, der har placeret ham som en af de helt store i kunstens nyere historie.
Men det var alene i hans ene liv. Matisse havde også et andet liv. Sådan kaldte han det i hvert fald selv. I 1941 gennemgik han en alvorlig kræftoperation, som han mirakuløst kom sig af. Det ”andet liv” og den gave, han hermed fik, satte han sig for at forvalte med alle de betroede talenter.
For svækket til at male, gav han sig til at klippe papirklip i stedet og til at tegne og radere med henblik på at skabe en lang række illustrationer til bøger over emner og kunstnere, han syntes var spændende. De papirklip, der kom ud af Matisses ”andet liv”, hører til det ypperste, han har frembragt som kunstner, og de har bidraget afgørende til hans fremtrædende placering i verdenskunsten. Hans tegninger og grafik er derimod mindre kendt, og noget er stort set ukendt. Som nu hans tegninger af eskimoer.
Et første hint om Matisses fascination af inuitter - eller eskimoer, som de blev kaldt før i tiden - fik offentligheden i 2010, hvor Musée département Matisse i hans fødeby, Le Cateau-Cambrésis i Nordfrankrig, åbnede en mindre udstilling med specielt fokus på emnet. Derfra har ideen forplantet sig til Ordrupgaard, som har bredt temaet ud og forankret det i det nordiske med en lang række arktiske indlån fra Nationalmuseets etnografiske samling, og selvfølgelig et udvidet perspektiv på Knud Rasmussen, herunder ikke mindst hans berømte, ja fuldkommen mageløse femte Thule-ekspedition fra 1921 til 1924, der bragte Rasmussen og hans folk Nordkalotten rundt.
Knud Rasmussen (1879-1933) indsamlede flere end 20.000 genstande på rejsen, og fotografen Leo Hansen tog en lang række markante fotografier af eskimoerne.
Knud Rasmussen skrev om den lange rejse i ”Fra Grønland til Stillehavet. Rejser og Mennesker fra 5. Thuleekspedition”, der kom i to bind i 1925-1927, og forvandlede Knud Rasmussen til en lysende stjerne. I den forkortede engelske oversættelse, ”Across Arctic America. Narrative of the Fifth Thule Expedition” (1927), blev værket en international bestseller.
Knud Rasmussens status efter rejsen kunne blandt andet aflæses i Johannes V. Jensens reaktion. Den ellers blufærdigt arrogante forfatter kastede sig på næsen i sneen og følte sig angiveligt ”tilintetgjort”. Selv havde han bare skrevet om den lange rejse - Knud Rasmussen havde foretaget den. I en blanding af forelskelse og beundring fantaserede Jensen om, ”hvilke organer den mand må have haft”!
Knud Rasmussens potente færd forplantede sig til New York, hvor Matisses svigersøn, Georges Duthuit (1891-1973) befandt sig i eksil under Anden Verdenskrig. Som kunsthistoriker, religionsforsker og forfatter blev Georges Duthuit en del af det surrealistiske miljø i New York sammen med blandt andre André Breton, Max Ernst og antropologen Claude-Levi Strauss. I deres dyrkelse af spontane livsytringer og ufiltreret ubevidsthed frekventerede de byens formidable naturhistoriske museum og så på indianernes og inuitternes ”primitive” kunst: masker, totems, fabeldyr, dansestave.
Det var også i New York, at Georges Duthuit fik fat i Knud Rasmussens amerikanske udgave af bogen om den femte Thule-ekspedition. Inspireret af mødet med de nordamerikanske og arktiske områders kultus, ikke mindst indianernes og inuitternes fester og magiske besværgelser, påbegyndte Georges Duthuit et stort hallucinerende og surreelt prosadigt ”Une fête en Cimmérie (En fest i kimærernes land). Digtets lange bevidsthedsstrømmende sentenser fortaber sig - med digterens egne ord - i ”den gnistrede interstellare brusen”.
Tilbage i Frankrig igen efter krigen gjorde Georges Duthuit og Matisses datter, Marguerite, Matisse opmærksom på Knud Rasmussens bog og eskimoernes kultur: ”Vi så med det samme, at der var masser af lighedspunkter mellem denne kunst og dit værk, og vil bede dig om at illustrere denne kultur.”
Det var ægteparrets ambition, at Matisses tegninger skulle bruges som illustrationer til en bogudgave af Georges Duthuits ”Une fête en Cimmérie”. Det skete også, omend sent og posthumt, da Duthuits bog udkom i to forskellige udgaver i 1963 og 64. Matisse fik opgaven stillet af sin datter og svigersøn i 1947.
Pludselig, som i en slags kunstnerisk åbenbaring, kunne Matisse se, at der var en forbindelse mellem hans oprindelige fascination af de afrikanske masker og eskimoernes masker. Hans første og hans andet liv. Matisse blev inspireret af maskerne, men han blev ikke mindre inspireret af ekspeditionsfotografen Leo Hansens portrætter af eskimoerne, og han syntetiserede begge indtryk i sit helt eget, stramt kalligrafiske og stiliserede udtryk. Pang!
Det er Ordrupgaards fortjeneste at folde hele historien om Matisse og eskimoerne ud, både visuelt og i ord. Publikum får syn for sagn. På den velkomponerede, underholdende og oplysende udstilling kommer publikum igennem Matisses kunstneriske udvikling, tidlige og sene inspirationskilder, ligesom epoken og den generelle optagethed af det arktiske i både film, forskning og fortælling får plads. Knud Rasmussens indsats får sit eget rum, og Matisse får sit i den afsluttende overbevisende eksponering af eskimoerne set med Matisses øjne.
Som den store kunstner Matisse er, bliver der ikke tale om, at kunstneren blot aftegner eller mimer eskimoernes masker eller Leo Hansens fotografier.
Matisse var lidenskabeligt optaget af menneskets ansigt, af portrættet. Men Matisse psykologiserede ikke, hans interesse var udelukkende plastisk, som han selv udtrykte det. Det er denne omsætning af særpræg og psykologi til plastisk form, ja nedbarberet enkelhed, der kan iagttages i kunstnerens mellemværende med eskimoerne. Matisse havde aldrig set dem i virkeligheden, men kun på film og i bøger som Knud Rasmussens. Hans interesse var ikke antropologisk, men rent kunstnerisk. Opgaven var mest intenst - kunstnerisk intenst - at omsætte eskimoernes udstråling. Det lykkedes. Matisses mest vellykkede portrætter er ikoniske.
Matisse er særligt optaget af et af Leo Hansens fotografier fra Knud Rasmussens bog. Nemlig portrættet af eskimokvinden Qingarruvdliaq, ”Næsetippen”. Hun smiler og griner på fotografiet, og dette grin omsætter Matisse i tegning efter tegning. Ses de i rækkefølge, forvandler de sig næsten til en fotografisk, ja cinematografisk frise, hvor hendes udtryk skifter fra liv til død. Der er humør, kraft og sine steder uhyrligt nærvær over Matisses enkle tegninger og grafiske prægnante værker. Man kan se, hvilken energisk injektion eskimoerne har skudt ind i den aldrende kunstner.
Perspektivet er vidt på udstillingen. På Ordrupgaard påvises det, hvordan arbejdet med de enkle, stiliserede eskimoportrætter får afgørende betydning for Matisses finaleværk, både papirklippene, malerier og sidst, men ikke mindst udsmykningen af kapellet i Vence. Matisses skildring af Sankt Dominikus bag kapellets alterbord ligger i direkte forlængelse af kunstnerens arbejde med skildringen af eskimoerne. Hans blik for den ”primitive” arktiske kult glider ubesværet over i dette usædvanlige religiøse senværk i hans produktion. En af de munke, Matisse arbejde sammen med i kapellet i Vence i 1950, husker, at Matisse selv henviste til eskimokvindens smil som et, han skulle have med sig ind i kapellet og dermed det ”andet liv”, der kunne udfolde sig her.
Matisse er takket været fremsynede samlere i det 20. århundrede rigt repræsenteret på danske museer. Men i denne sammenhæng har vi aldrig set ham før. ”Matisse og eskimoerne” er en øjenåbner.
kultur@k.dk