Matisse, videnskaben og lidenskaben

Matisse var en af det 20. århundredes mest viltre kunstnere. Det ser man nu ikke meget til i denne bog skrevet af en kunstpsykolog uden lidenskab

Henri Matisse var en ældre og svækket mand, da han efter krigen påbegyndte sit sene hovedværk, Rosenkranskapellet for dominikanersøstrene i Vence. Det indviedes i 1951.
Henri Matisse var en ældre og svækket mand, da han efter krigen påbegyndte sit sene hovedværk, Rosenkranskapellet for dominikanersøstrene i Vence. Det indviedes i 1951. . Foto: .

Denne uprætentiøse, klinisk hvide bog, der minder om overfladen på et køleskab, handler om en af det 20. århundredes mest viltre mestre.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Den er skrevet af Bjarne Sode Funch, der er doktor i psykologisk æstetik – og som ifølge pressemeddelelsen åbner Matisse op for en række tankevækkende overvejelser.

LÆS OGSÅ:Matisse-skulptur går til rekordpris

Matisse var en ældre og svækket mand, da han efter krigen påbegyndte sit sene hovedværk, Rosenkranskapellet for dominikanersøstrene i Vence. Det indviedes i 1951.

Det skorter ikke ligefrem på litteratur om dette hovedværk. Hanne Finsen er blandt de kunsthistorikere, der har været tættest på – og som har skrevet betagende om den kunstneriske proces.

Matisse boede i byen sammen med sin sekretær – fru Matisse var rejst til Paris.

Der sad han så med god tid og med beundrende mennesker omkring sig. Først og fremmest munken Rayssiguier og præsten Couturier.

Han udviklede og forfinede en række motiver og lærte noget om materialer som eksempelvis glas og terrakotta.

I den enkle stil fra papirklippene og stregtegningen, som han alle dage havde mestret som ingen anden, lykkes det ham at indtage det lyse kirkerum og give det en let karakter. Et afklaret værk. Et senværk. Et sart rum.

Bjarne Sode Funchs fremstillingsform ligger, om man må sige det sådan, langt fra den måde, man sædvanligvis ville skrive om parisermodernisme på.

Men måske er det slet ikke parisermodernisme, det handler om. Nej det kan være, at dette værk slet ikke har med den Matisse at gøre, som skabte brag på brag af odalisker, dans, strand, sol, erotik – den Matisse, der dekorerede en bar i Chicago.

Den Matisse, der kan male sort så det er sort. Det er, som om hele den parisermodernistiske baggrund forsvinder bort. Med nogen nedladenhed nævnes Picasso, Braque og Leger. Det er den aldrende Matisse, der her rendyrkes i en grad, så det er til at få religiøs fromhedskvalme af.

Det, der generer mest, er den højtidelige psykologiserende tone, der forsøger at forføre læseren til at tro, at Matisse sådan stort set er den eneste, der beskæftiger sig med kristendommen i det moderne. Selv enkle og ligefremme ikonografiske oplysninger serveres som var det friskopgravede guldhorn. I højtideligt fremskridende sætninger uden kommaers pøbelagtige skanderinger – så man bliver nødt til hele tiden at læse sætningerne om. Uden at man bliver ret meget klogere.

Bogen afsluttes med et metodisk afsnit.

En metode skulle jo gerne være noget, der kunne overtages af andre, men det består sådan set mest i forfatterens egen snak, for at sige det.

Det er muligt at nogle vil blive grebet af bogen. Det må man håbe. Der er skrevet meget om Matisse – der er nok på dansk og svensk og mere på andre tilgængelige sprog.

Det kan så måske være et supplement til den her hvide bog om koloristen Matisse.

kultur@k.dk

Bjarne Sode Madsen: Matissekapellet – et jordisk paradis. 160 sider. 248 kroner. Aarhus Univer-sitetsforlag.