McCarthys USA er et sted så gudsforladt, at dets døde aldrig vil blive genrejst

Cormac McCarthy regnes af mange som USA's største nulevende forfatter. Fra sit hjem i New Mexico udsender han nu to romaner på én gang og de første i 16 år

Cormac McCarthy har på en måde altid været anerkendt  i USA, men fik et globalt gennembrud med romanen "Vejen", der også blev filmatiseret.
Cormac McCarthy har på en måde altid været anerkendt i USA, men fik et globalt gennembrud med romanen "Vejen", der også blev filmatiseret. . Foto: Professor Productions/Album/Ritzau Scanpix.

Flystyrtet er blevet et af den moderne litteraturs dunkle sindbilleder på et syndefald. William Goldings ”Fluernes herre” (1954) brugte et flystyrt til at udløse børns krig mod hinanden på en øde ø. Max Frisch’ ”Homo faber” (1957) anvendte nødlandingen i ørkenen som åbning til en tragedie om incest og personlig renselse. Popkulturen har siden været endnu vildere med motivet.

Af samme grund virker det stærkt dragende, at Cormac McCarthy lader sin første roman længe, den skyldtyngede ”Passageren”, begynde med et endnu mere dystert flystyrt. Dykkeren Bobby Western (som har dybdeskræk, men lader sig drage) skal bjærge et fly i det natmørke hav ud for Mississippi. Han finder ni lig i det aflukkede fly. Der skulle have været 10 og en sort boks.

Med så sikker en begyndelse er Cormac McCarthy (født 1933) tilbage. Han gælder som en af USA’s største nulevende romanforfattere, men havde ikke ladet høre meget fra sig i 16 år. Og så pludselig udkom den lange ”Passageren” i oktober 2022, efterfulgt af søsterromanen ”Stella Maris” i december. Gyldendal udgiver dem sammen, hvilket giver mening, fordi ”Stella Maris” handler om Bobbys søster. Ikke blot udfylder den hullerne fra Bobbys historie, den spejler også deres incestuøse forhold ved at udkomme som just det, en litterær søster. Nanna Lunds oversættelse truer en sjælden gang imellem med at ende i "danglish", men med tanke på opgavens omfang og McCarthys sære stil har vi at gøre med solidt boghåndværk i form og indhold og en selvskreven udgivelse.

Gådefulde optrin i tegnløs dialog

”Passageren” begynder som en højsymbolsk mysterieroman i de tidlige 1980’ere. Bobby kommer hjem fra bjærgningen, og derefter begynder en lang chikane af ham ved to FBI-men-også-mormon-agtige agenter i skjorteærmer. De er tydeligvis på jagt efter hemmeligheder i Westerns fortid. Bobby er for så vidt den typiske McCarthy-hovedperson: Halvtavs maskulin, forpint enspænder. Denne gang er han dog også et fysikgeni, der droppede universitetet til fordel for en karriere som Formel 2-kører i Europa.

Grunden til agentopmærksomheden og mordmysteriet synes at være den afdøde fader. Bobby og søsteren Alicia voksede op i Tennessee, fordi faderen var medarbejder ved det såkaldte Manhattan-projekt under Robert Oppenheimer, atombombens fader.

Disse gådefulde optrin fra Bobbys fortid afsløres løbende gennem en slags bar-roadtrip i delstater som Tennessee og Louisiana. Den flegmatiske Bobby er i princippet på flugt fra sine agentforfølgere, men broderdelen af plottet optages af lange filosofisk-videnskabelige, antydningsvise samtaler med diverse personer fra hans fortid. De fleste dialoger ender med Bobbys uoverstigelige savn af sin søster Alicia, der er død ved egen hånd godt 10 år tidligere.

Det er paradoksalt at tale om intensitet, da McCarthys knappe prosa og næsten tegnløse dialog modsætter sig den slags træk. Alligevel opnår de evige brudagtige dialoger indimellem en sådan bevægende intensitet, når Bobbys to problemer støder sammen: Savn og skyld. Han er skyldig per stedfortræder i faderens bedrifter – mulig ultimativ udslettelse af Skabningen – og han føler sig skyldig i søsterens selvmord ti år tidligere. De to søskende er/var begge selv videnskabelige genier og forstår tydeligvis det dæmoniske potentiale i videnskabens overvindelse af verden, eksempelvis ved at frembringe dens undergang. Hos Bobby kan det lyde sådan her: ”Til helvede med det. […] Jeg savner mine venner. Og hun havde jo ret. Folk vil gøre de særeste ting for at undgå den smerte og lidelse de fortjener. Verden er fuld af folk der burde have været mere villige til at græde.” Det gælder også dem selv – og måske sågar selve det moderne Amerikas sind.

Havets stjerne 

I ”Stella Maris” skifter perspektivet til Bobbys søster, der cirka 10 år tidligere, 1972, lader sig indlægge på en psykiatrisk institution af samme navn. Stella Maris, havets stjerne. Bortset fra en første sagsbeskrivelse – hvid, jødisk kvinde, 20 år gammel, godt udseende, muligvis anorektisk, lider af paranoid skizofreni – er alle 221 sider holdt som en dramatisk dialog mellem Alicia og en statist af en psykiater. Den finder tydeligvis sted, lige inden hun hænger sig selv i ”vintertræernes nøgne grå stammer”, som det læses i begyndelsen af ”Passageren”. Dialogen drejer sig hovedsageligt om, hvorfor hun ser syner, især en hallucination ved navn ”Drengen”. Godt en meter høj, en slags luffer i stedet for hænder, alderløst tyndhåret.

Lægen vil prøve at forstå, hvorfor denne dreng plager hende, men samtalen afspores hele tiden til fordel for familiehistorien, for atombomben (”epokal ondskab”) og matematikken som grænsen til en anden verden, og som sindssyge. Mørkest er dog den omfattende incestuøse kærlighed mellem de to søskende, der langsomt afdækkes.

De to romaner udgør tilsammen et heftigt eksperimenterende prosaværk, der ikke udelukkende klæder McCarthys forfatterskab. ”Passageren” skal læses først, men allerede denne foregår på utallige fortælleniveauer med kursiverede indskud om søsterens død, hendes tidligere samtaler med ”Drengen” og Bobbys egne komplicerede familieforhold før og nu. Samtidig lover romanen et klassisk narrativt element ved åbningsmysteriet, som den bevidst nægter at fuldbyrde. Den omfattende filosofiske ”Stella Maris” er i sig selv vellykket, men kan samtidig ikke forstås uden ”Passageren”, hvorved man kunne få den mistanke, at den måtte skrives, fordi eksperimentet i første bog mislykkedes.

Noget sært u-McCarthy’sk

Flere amerikanske anmeldere har sat pris på McCarthys forsøg på at ”udvikle sig” i denne eksperimenterende retning. Men hans ambitiøse øvelse i at genskrive Amerikas moderne mentalitetshistorie litterært og hans gnostiske sans for verdens faldne natur kunne sagtens klare sig uden disse meta-lag. Det kunne både den længere litteraturhistorie og det bredere læsende publikum nok også. Der er noget sært uamerikansk eller u-McCarthy’sk over det fortænkte.

McCarthys forfatterskab er berygtet for sin eksplicitte vold, men den er her forstummet. Desto mørkere runger det litterære univers. Litteraten Harold Bloom sagde engang om Shakespeares tragedie ”Macbeth”, at stykket kan virke kristent. Ikke på grund af noget velsignende udtryk, men fordi dets forestillinger om ondskab overstiger enhver naturlig forklaring. Han forsatte med at fremmane to ikoniske steder i den engelsksprogede litteratur: Heden fra Shakespeares ”King Lear” og havet i Melvilles ”Moby-Dick”. Det er steder så gudsforladte, at deres døde aldrig vil blive genrejst, som det så smukt hedder hos Bloom.

Med sit episk-historiske værk har Cormac McCarthy frembragt endnu sådan et sted: Det moderne USA. Frembragt af en ond gud bærer det syndens mærke: Fra romanen ”Blodets meridian” (1985) om vold i det vilde vesten, over ”Passageren”s (2022) radikalisering i form af incest og atombomber til ”Vejen” (2006) med dens postapokalyptiske ophør af civilisation. ”Passageren” og dens efterskrift ”Stella Maris” er de to værker, hvor der er dårligst overensstemmelse mellem form, ambition og indhold, men til gengæld det sted, hvor tematikken bruges mest radikalt.

Alicia fornemmer det selv. Hun ved, at der er ”ret meget omsorg” de fleste steder i denne verden, men aldrig omsorg nok til at dække behovet. ”Steder der har rummet store lidelser vil altid ende med enten at blive brændt ned eller forvandlet til templer.” Med sit samlede forfatterskab, nu fuldbyrdet, spørger McCarthy, hvilken vej USA tog – og tager.

Det betyder ikke, at McCarthys værk udtrykker foragt for USA. Som Harold Blooms store dæmoniske eksempler, og som både Bobby og Alicia udtrykker, er det steder, man kan sørge over, fordi de nægtes frelsen eller aldrig har vidst af den. Men savnets sorg er en stærk følelse af, at der alligevel var noget, der var værd at holde af.  

Cormac McCarthy: Passageren. Oversat af Nanna Lund. 480 sider. 300 kroner. Gyldendal

Cormac McCarthy: Stella Maris. Oversat af Nanna Lund. 222 sider. 280 kroner. Gyldendal