Prøv avisen
Boguddrag

Jens Christian Grøndahl: Med årene er jeg blevet glad for mit land

Jens Christian Grøndahl er aktuel med bogen "Europa er ikke et sted". Foto: Leif Tuxen

Verdensborgerfølelsen kan ikke relativere min kærlighed til Danmark, og måske er der virkelig tværtimod tale om, at nationalfølelsen er en forudsætning for også at kunne føle sig som europæer. Europa er ikke et sted, men mange steder, skriver forfatteren Jens Christian Grøndahl i sin nye bog ”Europa er ikke et sted”, som vi her bringer et uddrag fra

Sidst i august kørte jeg op gennem det nordøstlige Mors. Jeg ville tage færgen ved Feggesund, men undervejs faldt det mig ind at dreje ned til et sted, der hedder Ejerslev. En lille havn var det, nu kun med nogle få lystbåde, men der manglede hverken et kunstgalleri eller et cafeteria, hvor man reklame- rede med stegte ål. På den anden side af havnen rejste sig en stejl skrænt af moler, der adskilte fjorden fra en indsø ved navn Den Blå Lagune. Skrænten gik næsten lodret ned til den smalle strandbred. Den grågule flade var inddelt i tydelige lag, tværsnit af en tidsregning, man ikke kan forestille sig. Det er sådan nogle skrænter, der set ovre fra Thisted får Mors til at tage sig ud som en utilnærmelig fæstning.

Fra skrænten ved Ejerslev Havn kunne jeg se ud over Limfjordens bredeste strækning. Kysten, hvor Løgstør måtte befinde sig, var kun en smal flis af land, Livø ikke andet end en mørk, punktformet forstyrrelse i det uhåndgribelige møde mellem elementerne. Store, svampelignende skyformationer puffede sig op langt ude. Øjet forstår ikke, at der er tale om et indre farvand. Hvor må her have været ensomt, tager man sig i at tænke, men det er her jo stadig. Moderniteten er fuldt implementeret, men føles heroppe alligevel som et tog, der er passeret. Fremskridtet.

Vi havde besøgt Thisted dagen før. Anne havde lagt en buket på sin morfars grav. Gregor hed han, et navn med en imaginær bort af middelalderlig heraldik, guldstukken og eventyrlig som noget, J.P. Jacobsen kunne have fantaseret sig til. Måske i pavillonen, som Jens Peters far lod bygge til sin tuberkuløse søn, så han kunne ligge i en hængekøje og drømme. Bag den var der nu en McDonald’s, men dengang har han ligget og set ud over det blanke vand. Et indkøbscenter i beton er opkaldt efter byens berømte forfatter.

Anne viste mig også ejendommen, som Gregor med årene fik råd til at erhverve. To etager i rødt tegl opført i 1930’erne, fire lejligheder, hvoraf han og hans familie beboede den ene. Opgangens blå maling var den samme, sagde Anne, som da hun var barn og blev sendt på sommerferie med sine brødre, men det hele var kommet til at se nedslidt og mistrøstigt ud. Dengang var der en badeanstalt ved fjorden, med et springtårn. Hun kan huske en dreng, der sprang ned midt i en klynge brandmænd. Hvis han lever, må han have en erindring om smerten, eller husker han kun, at den var?

Gregor var født i Fly og døbt i den samme kirke som Jeppe Aakjær, men det var ikke hans hjemegn. Han blev født i dølgsmål, som det hed, et sted for kvinder, der var kommet galt af sted. Hans mor var tjenestepige hos en københavnsk grosserer. Han blev placeret hos sine morforældre, hvor han voksede op, indtil han som niårig blev sendt ud at tjene som røgterdreng. Han måtte sove i kostalden på et leje af halm ligesom de elendige i Jeppe Aakjærs roman ”Vredens børn” om landproletariatets vilkår. Senere i livet blev han repræsentant for Nilfisk i Thy og på Mors. Under krisen i

1930’erne cyklede han sommer og vinter rundt i de kuperede istidslandskaber med en Nilfisk på bagagebæreren. Han må have været god til det, for der går frasagn i familien om, hvordan det lyk- kedes ham at sælge støvsugere selv på de gårde, hvor man endnu ikke havde strøm. Nilfisken blev anskaffet i tillid til fremskridtets komme.

Gregor huskes af sine døtre og børnebørn som en rank, værdig, altid velklædt mand. Anne nævner hans pressefolder, hans filthat og strøgne, hvide skjorter. „Glem dig selv!“, plejede han at sige til min svigermor og hendes søster. Da han blev enkemand, fik han for vane at indtage sine aftensmåltider i Kvicklys cafeteria, som en gæst fra en anden tid.

Det sidste stykke af vejen til Feggesund er Mors ikke andet end en høj skråning. Fårene græsser på de grønne terrasser, et af dem strakte sig med et bagben hængende ud over kanten som en doven badegæst. Der var plads til otte biler på den lille færge, men den var ikke engang halvt fuld. Kvæget lå på den yderste tange og kiggede efter os. Jeg spurgte billettøren, hvor lang tid overfarten tog. ”Fire minutter,“ svarede han, ”når det ikke tager otte timer“. En jolle passerede os med en fisker i orange klapbukser og en buket af flagbøjer i bagstavnen. Han så også ud, som om han havde set vejr, der var værre. Jeg tog et billede med min telefon af våbenskjoldet malet på færgens skrog: Jomfru Maria med sit barn på armen.

Da jeg nåede op til Hø- vejen, drejede jeg fra ved Øsløs. Anne havde sagt, at jeg skulle standse og se Johan Skjoldborgs barndomshjem, et undseligt husmandssted ud til suset af biler fra Thisted eller Aalborg. Som dreng har han kunnet løbe direkte fra hjemmet ned til fjorden. Jeg kender ikke hans romaner, men ligesom Jeppe Aa-kjærs navn er Skjoldborgs forbundet med landet omkring Limfjorden. Huset var lukket for i år, men jeg kunne se det meste gennem de lave vinduer under stråtaget: rokken, alkoverne med ternet forhæng, bordets planker, en petroleumslampe hængende fra loftet og de runde strandsten lagt omkring gulvets mursten. I forstuen var der en forhøjning ved vinduet, sikkert så man kunne sidde uden at blive fodkold.

Det virkede rigtigt at besøge Skjoldborgs hus på den måde, foroverbøjet, med næsen mod ruderne og en hånd op for at undgå mit eget spejlbillede. Et spøgelse fra fremtiden, der kiggede ind i de tyste, dunkle stuer. Jeg googler: Forfatterens far var skomager, en oplyst mand, men fattig. Han fik den idé at sætte sønnens seminarieuddannelse på aktier med en livsforsikring som garanti. På en sten i haven er der et relief af husmændenes digter og under det en strofe: „Vi vil bygge nye huse, / nye hjem fra strand til strand …“ Alt er lykkedes, og ingen læser ham mere.

Længere østpå fortsætter hovedvejen på en tange med Løgstør Bredning til den ene side og indsøer til den anden. Græs og vand så langt øjet rækker, klynger af kvæg og ellers ingenting. Jeg måtte knibe øjnene sammen mod lyshavet, himmel foroven og himmel forneden. Blikket jubler i det store rum, og tanken følger efter som en undren over, at landet indad kan åbne sig med sådan en følelse af endeløshed.

Ved Birkelse kørte jeg nordpå over Aabybro, tværs over Store Vildmose. Der er kun lidt tilbage af vildskaben, tomheden blev nyttiggjort mellem de to verdenskrige, kartoflerne gror, hvor der før ikke var noget at komme efter. Det er ligesom med heden længere nede i Jylland, forvandlet fra ødemark til ager. Hvad udad tabes … Gevinsten i form af velstand gjorde Danmark større, men samtidig mindre, hvis man hører til dem, der ikke synes, at nytte er alt. Hvor mange er vi? Man kan godt skrive digte om en plovfure, men Limfjordens vande er der mere sang i. Rummets ødselhed, hvor man bliver lille og samtidig kan føle, at sjælen vokser ved at tage let på det store.

Med årene er jeg blevet glad for mit land. Glad på sådan en stille måde, der næsten ville have været ordløs, hvis det ikke var, fordi sangene i Højskolesangbogen allerede rummer det hele. De er ligesom en del af landet og vandet, der skærer sig gennem det, men hvad ville den 20- årige, jeg var engang, mon sige til den sætning, jeg skynder mig at afslutte her? Jeg er jo slet ikke ven med højskoledanskhedens villede jævnhed. Hele stemningen af for evigt at være bondegårdens opvakte ungdom. Den intellektuelle tradition i Danmark er stadig præget af højskolens og præstegårdens lidt påtagede lidenskabelighed. Heldigvis har vi også enerne, Kierkegaard, Bang, Blixen.

Egentlig har jeg ikke baggrund for at være så forbeholden. Min mors familie er fra Thy, hendes farfar bestyrede en indremissionsk skole. Hun tilbragte et år hos dem, skilsmissebarnet, der var blevet tilovers. Hun var fremmed over for bordbønnen og stueurets nedtælling til den yderste dag, men tryg nok ved trygheden, de havde at give. Jeg er opkaldt efter en gårdejer i den talrige skare af fætre og onkler. Mine eneste erindringer om ham er, at han kunne gale som en hane, og at jeg blev sat op på en hest, da jeg var to eller tre. Egentlig husker jeg det ikke, jeg har bare drukket billedet ind, når min mor fortalte om sin fars familie med vemodet hos den, der altid kun var gæst i forestillingen om hjemstavn.

Så snart jeg nåede Hirtshalsmotorvejen, blev hjemturen rutine. Efterretningstjenestens radarstation ved Hjørring, en myceliumkrans af hvide megaballoner mellem markernes pløjede dønninger. De afbarkede hegnspæle, hvor rovfugle troner upåvirket, som om de ikke blev set af den naturårvågne bilist. Regel nummer ét, hvis man er med i en film: Se ikke ind i kameraet, lad, som om du bare er. Og med i en film er vi alle, men intet er efterhånden bare, var det måske aldrig. Alt er som om. Så så man lige mig … Er det sekulariseringens endelige triumf, at øjet i det høje er blevet afløst af kameraerne langs motorvejene og på banegårdsperronerne, i indkøbscentrene og over skærmen på den bærbare?

Sådan kan man sidde i en bil, ubevægeligt i bevægelse, mens tankerne lander og letter som fugle, store eller små, ubeskedne eller tilfredse med en regnorm. Jeg nærmede mig Skagen, mit andet hjem. Dét var heller ikke meningen, men når jeg kører over Hulsig Hede, er jeg aldrig andet end lykkelig. På sådan en sensommerdag kan en skybræmme for solen få den til at kaste et gråligt, gustent halvlys over strå og klitter, mens indsøerne lyser så meget desto mere blå i det øde. Jeg ved en lærkerede. Det var heroppe, han skrev den, Harald Bergstedt. Skolelærer og socialdemokrat, senere nazist, men det har børnene i Skagen vel ikke mærket noget til. Solen er så rød, mor. Er den også inficeret? Georg Brandes har skrevet nedladende om ham i en beretning fra et besøg heroppe. Hvor- dan den laverestående digter trængte sig på, lige så forhippet og smiskende, for siden at bombardere ham med breve fulde af private betroelser. ”Bestandig paany denne Barbersvends klamme Fingre i mit Ansigt.“ Kollegerne kan være en forfatters himmel og helvede.

Brandes dukkede uventet op, da jeg en dag sad og bladede i Ole Wivels bog ”Rejsen til Skagen“. Wivel opridser den historiske erfaring, der forbandt skagensmalerne som generation, ”sårfeberen fra Dybbøl, tabet af Sønderjylland“, og han karakteriserer spændingen mellem romantikken, de var præget af, og realismen, de søgte. Livet, der var, for eksempel her, fiskernes liv. Var det en besværgelse at finde skønhed i deres hverdag? Ligger der under friluftsmalerierne fra Sønderstrand en skjult, idealiserende dagsorden, som bare har ventet på at blive dekonstrueret?

Et sted citeres Brandes: ”Det gælder om ikke at lade sig skræmme tilbage fra Hengivelsen i Nationalfølelsen, fordi vi i Højre ser denne Følelse vildledt eller forvrænget, og hos adskillige Socialister ser den modarbejdet og fornegtet, fordi de føler sig som Verdensborgere. Højre vil forpagte denne Følelse for sig selv – det er klogt af Højre. Socialisterne modarbejder den undertiden – det er ikke klogt af dem. Verdensborgerfølelsen er ikke blot vel mulig paa Grundlag af Nationalfølelsen, men den er unaturlig uden den …“.

Verdensborgerfølelsen kan ikke relativere min kærlighed til Danmark, og måske er der virkelig tværtimod tale om, at nationalfølelsen er en forudsætning for også at kunne føle sig som europæer. Europa er ikke et sted, men mange steder, og begynder altid i et hjørne, for eksempel her.

Med færgen over Feggesund på det nordøstlige Mors som afsæt skriver Jens Christian Grøndahl i sin nye essaysamling blandt andet om nationalfølelse, flygtningekrise og forfatteres samfundsansvar. Foto: Morten Rasmussen/Ritzau Scanpix