Prøv avisen
Boguddrag

Jens Christian Grøndahl: Med årene er jeg blevet glad for mit land

Jens Christian Grøndahl er aktuel med bogen "Europa er ikke et sted". Foto: Leif Tuxen

Verdensborgerfølelsen kan ikke relativere min kærlighed til Danmark, og måske er der virkelig tværtimod tale om, at nationalfølelsen er en forudsætning for også at kunne føle sig som europæer. Europa er ikke et sted, men mange steder, skriver forfatteren Jens Christian Grøndahl i sin nye bog ”Europa er ikke et sted”, som vi her bringer et uddrag fra

Sidst i august kørte jeg op gennem det nordøstlige Mors. Jeg ville tage færgen ved Feggesund, men undervejs faldt det mig ind at dreje ned til et sted, der hedder Ejerslev. En lille havn var det, nu kun med nogle få lystbåde, men der manglede hverken et kunstgalleri eller et cafeteria, hvor man reklame- rede med stegte ål. På den anden side af havnen rejste sig en stejl skrænt af moler, der adskilte fjorden fra en indsø ved navn Den Blå Lagune. Skrænten gik næsten lodret ned til den smalle strandbred. Den grågule flade var inddelt i tydelige lag, tværsnit af en tidsregning, man ikke kan forestille sig. Det er sådan nogle skrænter, der set ovre fra Thisted får Mors til at tage sig ud som en utilnærmelig fæstning.

Fra skrænten ved Ejerslev Havn kunne jeg se ud over Limfjordens bredeste strækning. Kysten, hvor Løgstør måtte befinde sig, var kun en smal flis af land, Livø ikke andet end en mørk, punktformet forstyrrelse i det uhåndgribelige møde mellem elementerne. Store, svampelignende skyformationer puffede sig op langt ude. Øjet forstår ikke, at der er tale om et indre farvand. Hvor må her have været ensomt, tager man sig i at tænke, men det er her jo stadig. Moderniteten er fuldt implementeret, men føles heroppe alligevel som et tog, der er passeret. Fremskridtet.

Vi havde besøgt Thisted dagen før. Anne havde lagt en buket på sin morfars grav. Gregor hed han, et navn med en imaginær bort af middelalderlig heraldik, guldstukken og eventyrlig som noget, J.P. Jacobsen kunne have fantaseret sig til. Måske i pavillonen, som Jens Peters far lod bygge til sin tuberkuløse søn, så han kunne ligge i en hængekøje og drømme. Bag den var der nu en McDonald’s, men dengang har han ligget og set ud over det blanke vand. Et indkøbscenter i beton er opkaldt efter byens berømte forfatter.

Anne viste mig også ejendommen, som Gregor med årene fik råd til at erhverve. To etager i rødt tegl opført i 1930’erne, fire lejligheder, hvoraf han og hans familie beboede den ene. Opgangens blå maling var den samme, sagde Anne, som da hun var barn og blev sendt på sommerferie med sine brødre, men det hele var kommet til at se nedslidt og mistrøstigt ud. Dengang var der en badeanstalt ved fjorden, med et springtårn. Hun kan huske en dreng, der sprang ned midt i en klynge brandmænd. Hvis han lever, må han have en erindring om smerten, eller husker han kun, at den var?

Gregor var født i Fly og døbt i den samme kirke som Jeppe Aakjær, men det var ikke hans hjemegn. Han blev født i dølgsmål, som det hed, et sted for kvinder, der var kommet galt af sted. Hans mor var tjenestepige hos en københavnsk grosserer. Han blev placeret hos sine morforældre, hvor han voksede op, indtil han som niårig blev sendt ud at tjene som røgterdreng. Han måtte sove i kostalden på et leje af halm ligesom de elendige i Jeppe Aakjærs roman ”Vredens børn” om landproletariatets vilkår. Senere i livet blev han repræsentant for Nilfisk i Thy og på Mors. Under krisen i

1930’erne cyklede han sommer og vinter rundt i de kuperede istidslandskaber med en Nilfisk på bagagebæreren. Han må have været god til det, for der går frasagn i familien om, hvordan det lyk- kedes ham at sælge støvsugere selv på de gårde, hvor man endnu ikke havde strøm. Nilfisken blev anskaffet i tillid til fremskridtets komme.

Gregor huskes af sine døtre og børnebørn som en rank, værdig, altid velklædt mand. Anne nævner hans pressefolder, hans filthat og strøgne, hvide skjorter. „Glem dig selv!“, plejede han at sige til min svigermor og hendes søster. Da han blev enkemand, fik han for vane at indtage sine aftensmåltider i Kvicklys cafeteria, som en gæst fra en anden tid.

Det sidste stykke af vejen til Feggesund er Mors ikke andet end en høj skråning. Fårene græsser på de grønne terrasser, et af dem strakte sig med et bagben hængende ud over kanten som en doven badegæst. Der var plads til otte biler på den lille færge, men den var ikke engang halvt fuld. Kvæget lå på den yderste tange og kiggede efter os. Jeg spurgte billettøren, hvor lang tid overfarten tog. ”Fire minutter,“ svarede han, ”når det ikke tager otte timer“. En jolle passerede os med en fisker i orange klapbukser og en buket af flagbøjer i bagstavnen. Han så også ud, som om han havde set vejr, der var værre. Jeg tog et billede med min telefon af våbenskjoldet malet på færgens skrog: Jomfru Maria med sit barn på armen.

Med færgen over Feggesund på det nordøstlige Mors som afsæt skriver Jens Christian Grøndahl i sin nye essaysamling blandt andet om nationalfølelse, flygtningekrise og forfatteres samfundsansvar. Foto: Morten Rasmussen/Ritzau Scanpix