Prøv avisen

Med alderen kommer større klarhed

David Bowie, Bruce Springsteen, Bob Dylan og Leonard Cohen skriver alle om døden på deres seneste album. Ofte bliver sangskrivere mere dybe med alderen, mener forfatteren Jakob Brønnum. På billedet: Leonard Cohen

David Bowies seneste single, Where are we now?, er udtryk for en generel tendens blandt ældre sangskrivere og tidligere rebeller, mener forfatter og teolog Jakob Brønnum

Ord, der er mejslet ind i en gravsten, er som regel værd at lægge mærke til.

På sangeren og skuespilleren Frank Sinatras beskedne gravsten i Californien står der ikke I did it my way, som man måske kunne forvente, men derimod The best is yet to come det bedste er i vente.

LÆS OGSÅ:
Popsange slår salmer ved begravelser

Sinatras sidste ord til verden fokuserer altså ikke på hans egen måde at leve på, men på Guds nåde. Og Francis Albert Sinatra (1915-1998), som han faktisk hed, er ikke den eneste kunstner, der med alderen fokuserer mindre på sin egen selviscenesættelse og mere på det eksistentielle i tilværelsen.

Det gælder mange kunstnere generelt, men måske især sangskrivere.

Leonard Cohens seneste album, Old ideas (2012), udtrykker for eksempel en dyb eksistentiel længsel efter at forsone sig med døden. På åbningsnummeret, Going home, som han sidste år lod trykke som et digt i det anerkendte amerikanske magasin The New Yorker, før han udgav sit album, synger han for eksempel:

Going home

Without my sorrow

Going home

Sometime tomorrowTo where its better

Than before.

For Leonard Cohen er det bedste altså også i vente, hvad enten man læser teksten som et billede på morgendagen eller den store morgendag efter døden.

Mange fans er i øvrigt enige om, at Cohen også har gemt det bedste til sidst. For det er et mageløst nummer, den aldrende sangskriver har begået. Og det kan kun give bitter åndenød at tænke på, hvilke enestående sange vi er gået glip af, når Elvis, John Lennon og Kurt Cobain nu ikke blev ældre, hvis de altså også var blevet bedre med alderen.

Ifølge teolog og forfatter Jakob Brønnum, der blandt andet har skrevet en bog om det irske band U2s tekster, er det i hvert fald en generel tendens, at sangskrivere med tiden både bliver mere enkle og eksistentielle i deres tekster.

Der sker en ændring i teksterne, når sangskrivere bliver ældre. Kompleksiteten bliver knap så høj, men teksterne bliver dybere. De bliver simpelthen mere klare i deres udtryk. Jeg ved ikke, om man også kan sige, at sangskrivere generelt skriver mere om døden med alderen. Det gør Bob Dylan og Bruce Springsteen dog i hvert fald på deres seneste albummer, der ligesom Cohens er fulde af både død og carpe diem, siger Jakob Brønnum og tilføjer, at David Bowies nye single, Where are we now?, der udkom for nogle uger siden, er et andet eksempel på, hvordan en sangskriver kan ændre udtryk med alderen.

Det tør mildt sagt antydes. Where are we now? er et rekviem, der ætser sig ind i sjælen med et markant memento mori over David Bowie selv.

Og selvom Bowie har skrevet om døden mange gange før, har han aldrig fremstået mere dødelig og dermed rørende end nu, hvor han hverken iscenesætter sig selv som rockgud eller rumvæsen, men simpelthen som en mand, der snart skal dø. Og det står i skærende kontrast til den ikonstatus, han stadig har blandt mange.

David Bowie var for eksempel stadig en marsmand for os unge danskstuderende, da vi sidst i 1990erne sad hjemme hos hinanden og drak te og lyttede til hans musik. Vi så hans ansigt for os med et brunt øje og et blåt. Dengang var han stadig grænselandets inkarnation, der netop iscenesatte sig selv som et kønsløst rumvæsen.

En mand med makeup og en lys stemme, man hele tiden ventede på knækkede over. Det skete sjældent, men det var med til at forstærke spændingen i hans musik og magien omkring ham. For hans stemme var lige så stærk, som den var skrøbelig. Og så kunne han noget med ord.

En hel generation af de fornemme danske 80er-digtere, vi selv læste et årti forsinket til vores te og billige rødvin, stod i gæld til ham.

For eksempel minder titlen på Michael Strunges debutdigtsamling, Med livets hastighed, umiskendeligt meget om Bowies Speed of life. På paradoksal vis passede han til alle med sin selviscenesatte utilpassethed. Og David Bowie virkede evigt ung dengang.

I dag er den gamle rockrebel blevet 66 år, og der er næsten gået et årti, inden han altså for nogle uger siden udsendte sin længe ventede single, Where are we now?

Nummeret viser, at marsmanden Bowie har fået begge ben ned på jorden og nu er begyndt at forholde sig mere nøgternt til, at han skal dø. I musikvideoen er han en dukke i en slags formningslokale, fuldt af aflagte genstande, mens han gentager spørgsmålet: Hvor er vi nu?

For Bowie er spørgsmålet helt åbent. Det er agnostikerens sidste salme. På den måde peger han ind i dødens gåde.

Og man efterlades med en melankolsk trøstesløshed, der står i kontrast til det håb, som salmebogen for eksempel er så fuld af. Men selv for kristne er døden jo gådefuld.

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud, som Paulus skriver i sit første brev til Korintherne.

For Bowie bliver dødsbevidstheden snarere en påmindelse om at leve livet, mens man har det.

As long as theres me, as long as theres you, som han synger, mens han bygger destinationer i Berlin, hvor han tidligere har boet, ind i sangens digt som jordbundne metaforer for det, der forsvinder. Det er både stærkt og simpelt.

Som musikelsker kan man jo håbe, at Frank Sinatras gravsten taler sandt med hensyn til, at det bedste er i vente.

David Bowie, Bruce Springsteen, Bob Dylan og Leonard Cohen skriver alle om døden på deres seneste album. Ofte bliver sangskrivere mere dybe med alderen, mener forfatteren Jakob Brønnum. på billedet: David Bowie. Foto: .
David Bowie, Bruce Springsteen, Bob Dylan og Leonard Cohen skriver alle om døden på deres seneste album. Ofte bliver sangskrivere mere dybe med alderen, mener forfatteren Jakob Brønnum. På billedet: Bruce Springsteen.
David Bowie, Bruce Springsteen, Bob Dylan og Leonard Cohen skriver alle om døden på deres seneste album. Ofte bliver sangskrivere mere dybe med alderen, mener forfatteren Jakob Brønnum. På billedet: Bob Dylan.