Gentagelser – og så alligevel netop ikke. Hvert værk har noget, som de øvrige ikke har. Det drejer sig om Peter Brandes’ vedholdende udforskning af et motiv, der tilsyneladende aldrig lader sig udtømme: Isaks ofring.
Arrangeret af Grenaa Kunst- og Musikforening og Galerie Moderne Silkeborg udstiller han i Pavillonen i Grenaa 48 værker, som alle på forskellig og mere eller mindre tydelig vis forholder sig til det nævnte tema: malerier, grafik, glasmosaik, keramik samt skulpturer. De fleste af arbejderne stammer fra 1990’erne, fem fra første del af dette århundrede. Det nyeste er fra 2012.
Men man tænker ikke i tid, når man går på udstillingen, der har titlen ”Peter Brandes – Ofrende, en skulptur til Grenaa”. Man konfronteres med en lidelse, der sætter tiden i stå. Det samme gør det håb, som også antydes – et håb om en mening i det meningsløse. Det er en åbning mod en anden virkelighed, en spirende og lysende.
Udstillingen skal ses i sammenhæng med den monumentale bronzeskulptur ”Ofrende”, som Brandes har udført til Torvet i Grenaa tæt ved kirken. Den var Djurslands Banks gave til Grenaa Kommune i anledning af byens 550-års købstadsjubilæum i 1995. På grund af en igangværende omlægning af pladsen er skulpturen midlertidigt i depot, men den vender tilbage. Imens har man så på udstillingen mulighed for at få et indtryk af de mange inspirationer og tanker, som ”Ofrende” er blevet til på baggrund af. Motivet er det samme som det gennemgående på de værker, der præsenteres i Centersalen i Pavillonen: Abraham, der skal ofre sin søn, Isak.
Af særlig stærk umiddelbar og nærmest besættende virkning er tre bronzeskulpturer, alle med titlen ”Den blindfødte”. Man oplever dem ikke nødvendigvis ud fra den bibelske kontekst, men også – og måske først og fremmest – som et udtryk for en eksistentiel grundsituation, når den er mest håbløs: den totale ensomhed, et menneske spærret inde med sig selv, et fanget og bundet menneske, knækket sammen og alligevel ikke helt. En endelig overgivelse har ikke fundet sted, og, tør man tro, den gør det heller ikke. Ansigtet er bagoverbøjet og vendt mod himlen, som i en anråbelse, en bøn.
Det er en attitude, der er afgørende for skulpturernes udtryk, idet den giver den en spænding, så man ikke kan blive færdig med den. Igen og igen må man tilbage til den. Og det er, som om dens ”tale” for hver gang bliver mere indtrængende.
Hvor intens stilheden kan være – hvor fyldt til randen af udtryk – oplever man endvidere, når man betragter to Kristus-skulpturer i bronze. Undrende lægger man mærke til, at de begge mangler højre hånd. Ligesom ”Den blindfødte” trækker disse skulpturer beskueren ind et rum af dybt nærvær. Måske ved man ikke helt, hvad de vil én. Men at de vil én meget, er man ikke i tvivl om. Lidelsens uafrystelige tilstedeværelse øger modtageligheden for de glimt af håb, der også findes. Uden videre har man tillid til, at det samtidig er mere end glimt. At de er sprækker til noget større. Som om man oplever et fuldt oplyst rum gennem et nøglehul.
Dette gælder et maleri på træplade, ”Påske”. Et mørke er til stede, velsagtens gravens mørke, men noget, der ligner en ny begyndelse, er ved at folde sig ud – og modtages af ens forventning.
I det nyeste værk, en gouache, ”Isaks ofring”, gør et lys sig gældende, men desuden et foruroligende væsen, der synes at ville én noget på vegne af mørket. Man fornemmer en kamp, men vover i tankerne allerede at fejre udfaldet med en påskelilje.
Udstillingen vises i, hvad der minder om en vandrehal. Så rammen er ikke just intim. Men den kraft, der findes i værkerne, lader sig ikke forstyrre.