”Nørrebros Chagall” er et af prædikaterne, som er blevet hæftet på maleren John Christensen, hvis ikke han blev kaldt John C. eller slet og ret ”barbermaleren”. Han levede fra 1896 til 1940 og drev en barbersalon på Nørrebro, men var også en fremsynet maler, der havde opsuget samtidens mest nyskabende udtryksformer og anvendte dem originalt i skildringen af sin egen hverdagsvirkelighed. Barbersalonen, som lå vis-a-vis Assistens Kirkegård, nærmere bestemt Kapelvej 7c i kælderen, kom til at fungere som atelier og samlingssted for tidens kunstnere, indtil berømmelsen blev så stor, at han måtte søge tilflugt på landet i et lille bondehus i Vridsløsemagle. Her ændrede motiverne sig fra det myldrende folkeliv uden for vinduet til naturmotiver med en uafviselig poesi og koloristisk styrke.
John C. havde malet og tegnet, siden han var 10 år. Som søn af en skrædder havde han udviklet en sikker sans for farver og stoflighed, men leve skulle man, og som håndværkersøn var bare tanken om at komme på Kunstakademiet dengang uhørt. Som kunstner var han autodidakt og måtte male i pauserne mellem kunderne og fortsætte arbejdet ved staffeliet i hjemmet om aftenen. Undertiden lagde han barberkosten eller saksen fra sig, når et eller andet uimodståeligt syn defilerede forbi vinduet, som kaldte på en hurtig skitse. Skønt han var en folkets maler, der sympatiserede med det arbejdende folk, som han skildrede i sine på én gang naivistiske, poetiske og groteske billeder, levede han privat på borgerlig eller måske snarere småborgerlig vis med sin elskede kone Dagny og deres to døtre og med mange solbeskinnede ophold i den blomstrende kolonihave ved Hillerødgade.
Det hele foregik på Nørrebro, som dengang blev betragtet som en forstad til København eller en provinsby i storbyen. Den var myldrende fuld af mennesker, som levede i små lejligheder, ofte med en stor børneflok. Som følge deraf var der gang i udendørslivet. Men døden spiller også en markant rolle i hans billeder, når det ene ligtog efter det andet drager forbi hans vindue på vej til kapellet, eller når skeletter hvisker maleren noget i øret. John C. ligger selv under mulde bag den gule mur omkring Assistens Kirkegård under Henry Heerups markante gravsten, oprindelig i bemalet granit og med en knælende kvinde, der sørger under en københavnerlygte. De to kunstnere var beslægtet med hinanden, og Henry Heerup overtog da også John C.s plads i kunstnersammenslutningen Koloristerne ved sidstnævntes tidlige død. John C. havde været den bærende kunstner i sammenslutningen, som han selv var medstifter af sammen med en kreds af ligesindede danske og svenske kolleger. Men Heerup fik en langt mere betydningsfuld rolle i kunsthistorien end John C., da han sluttede sig til den modernistiske avantgarde ved kunstnergrupperne Linien og senere til Cobra. Her blev han indskrevet i den kunsthistoriske kanon fra det 20. århundrede, mens den ”folkelige” John C. gled ud i glemslen.
Ikke desto mindre var John C. kult i sin samtid. Han modtog flere prestigefyldte legater og blev også påskønnet af kunstkritikere, og værkerne blev indkøbt til museerne og til vigtige private samlinger. I dag finder man værker af ham på et stort antal kunst- og kulturmuseer, herunder Statens Museum for Kunst og Museum Jorn – foruden i Arbejdermuseet. Men som regel er hans værker sat på magasin.
Lad det være sagt med det samme: Hanne Abildgaard, der tidligere var museumsinspektør ved netop Arbejdermuseet, har skabt en bundsolid og grundigt researchet biografi, hvor hver en sten i John C.s liv og værk er vendt. Bogen er tilmed forsynet med et omfattende noteapparat og en udførlig litteraturliste. Hvis det lyder nørdet, så kan jeg berolige Dem med, at Abildgaard på intet tidspunkt forfalder til biografisme eller personkult eller den kedelige kunsthistoriske disciplin ”sammenlignende studier”, hvor man skal høre om, hvornår kunstneren så dette værk på hvilken udstilling, og hvornår og hvorledes dette påvirkede ham/hende. Tværtimod løber der gennem hele bogen et ekstra spor, hvor John C. læses ind i en større samfundsmæssig, kulturhistorisk og kunstnerisk kontekst, så vi ikke kun bliver klogere på John C.s kunst og dens egenart – og her viser bogens mange gode reproduktioner, hvilken fremragende kolorist og miljø-skildrer han var – men også på brydningerne i kriseårtiet 1930’erne og den stærkt polariserede kulturkamp, der pågik mellem kulturradikale, socialister og kommunister. De slogedes indbyrdes, men dannede også front mod de bagstræberiske højreradikale, der vendte ryggen til al kunstnerisk fornyelse, med uhyggelige paralleller til kulturlivet syd for grænsen i samme årti
John C., som debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1928, var påvirket af så forskellige kunstneriske strømninger som surrealismen, ekspressionismen, det naivistiske landskabsmaleri a la Jens Søndergaard med videre. Også kunstnere som Edvard Munch og van Gogh spøger i kulissen sammen med Storm P., Georg Grosz, Harald Giersing og Matisse. Men han var samtidig helt sin egen, og hans maleri er en kærlighedserklæring til det levede liv, kvinden, erotikken, barnet, blomsterne – og amorinerne.