En ung dansk mand ankommer til Rio de Janeiro i 1970. Han nyder livet og fester ved Copacabana for sin medbragte arv. På et tidspunkt slipper hans penge dog op. Og så søger han hjælp hos sin fars gamle ven Viktor Holbrandt, der i rollen som fremgangsrig forretningsmand er klatret allerøverst op i det brasilianske samfundshierarki.
Det er udgangspunktet for Sune de Souza Schmidt-Madsens debutroman om oprørskampen mod et korrupt militærdiktatur. Den opdigtede fortælling er inspireret af virkelige begivenheder, nærmere bestemt drabet på forretningsmanden Henning Albert Boilesen i Sao Paulo i 1971.
Der er umiddelbart god kemi mellem romanens Viktor Holbrandt og vores unge hovedperson. Derfor bliver sidstnævnte, der af Holbrandt får kælenavnet Fittipaldi, snart betroet chauffør og højre hånd for den forhadte danske forretningsmand, der ikke skyr nogen midler for at nå sine mål.
Holbrandt indvier også Fittipaldi i sit livssyn, som i al sin slående enkelhed lyder: ”Det eneste, der har min interesse, er det, som ikke er mit. … Alle kæmper for at få det, de ikke har. Begæret er det eneste, du kan være sikker på, det er det, der gør os til mennesker.”
Og den unge hovedperson er da også begærlig. Han bliver lukket ind i inderkredsen af Holbrandts firma Sparta og får stillet en ny bil, en lejlighed og et medlemskab af den eksklusive privatklub for hvide til rådighed. Han indleder desuden en hemmelig affære med Holbrandts unge kone Fanny.
Undervejs i forløbet bliver det imidlertid klart for vores hovedperson, som tilbageskuende fortæller om sine oplevelser, at den, der bevidst lader sit begær efter mere, hvad enten det er for eksempel status, penge eller sex, diktere sit liv også betaler en høj menneskelig pris. Ikke mindst når rammen er et militærdiktatur, der tilspidser kampen om værdierne i samfundet på grusomste vis. Holbrandt lader nemlig ikke sit begær bremse af almindelige moralske hensyn, men giver det frit løb, også når det indebærer at få mennesker, som står i vejen, til at forsvinde på den ene eller anden måde.
Uden at afsløre alt for meget kan det nævnes, at Holbrandts transportfirma indgår i den korrupte regerings voldelige kamp mod modstanderne.
Da Fittipaldi for alvor får blik for sin mæcens mere dæmoniske sider, må han gøre op med sig selv, om han skal fortrænge de grimme detaljer og nyde livet på første klasse, eller om han skal melde sig på de revolutionære oprøreres parti.
Overordnet set er ”Kannibalens lov” en velskrevet roman. Sune de Souza Schmidt-Madsen, som til daglig er forlagschef for dansk skønlitteratur på Lindhardt og Ringhof, har skabt et overbevisende og spændende handlingsforløb med udgangspunkt i et fascinerende historisk stof.
Samtidig er den indlejrede tanke om mennesket som et væsen drevet af begær, som fortællingen undersøger i dybden, værd at dvæle ved og blive klogere af. Derfor bærer man også gerne over med, at karaktererne i romanen af og til kan virke en anelse skabelonagtige. Samlet set fremstår ”Kannibalens lov” som en læseværdig og perspektivrig skønlitterær debut.