Med Belmondos død er en bølge ebbet ud

Jean-Paul Belmondo fik en statsmands begravelse, da han døde for nylig. Han var symbolet på fransk films guldalder, siger eksperter

Jean-Paul Belmondo (på billedet) bliver ofte sammelignet med Humphrey Bogart, James Dean og Marlon Brando.
Jean-Paul Belmondo (på billedet) bliver ofte sammelignet med Humphrey Bogart, James Dean og Marlon Brando. Foto: Nana Productions/SIPA/Ritzau Scanpix.

Michel Poiccard er på flugt efter at have skudt en politimand. Klædt i jakkesæt, iført en hat og altid med en cigaret i mundvigen som en anden Humphrey Bogart vandrer han op ad Champs-Élysées og forfører, med tyk parisisk accent, den unge amerikanske journalist, han har forelsket sig i. Alt imens er politiet i hælene på ham, og hans ansigt pryder samtlige avisforsider i Paris. Han er uhøflig og charmerende, og selv når han ligger døende på gaden efter at være blevet skudt, er hans arrogance intakt.

Da den 27-årige Jean-Paul Belmondo (1933-2021) i 1960 spillede hovedrollen som Michel Poiccard i ”Åndeløs”, instrueret af Jean-Luc Godard, gav det ham øjeblikkeligt ikonstatus. Bébel, som var kælenavnet, han fik i hjemlandet, blev ansigtet på ”nouvelle vague” og en integreret del af Frankrigs selvforståelse. Forleden sagde Frankrig et pompøst farvel til den 88-årige skuespiller, og franske medier proklamerede, at hans død betød enden på en epoke.

Jean-Paul Belmondo, der begyndte sin skuespilkarriere på teatret, slog for alvor igennem i et filmlandskab i oprør. I ”Åndeløs”, der betegnes som en revolution i filmhistorien, brød Godard med alle konventioner. Manuskriptet blev skrevet fra dag til dag, klippeteknikken var springende og synkoperet, og for første gang tog man i fransk film kameraet ud på gaden og viste livet i Paris. Datidens filmproduktionen var primært forbeholdt kostumefilm, der foregik i 1800-tallet, forklarer Kamel Benkaaba, som er ekstern lektor i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet og holder foredrag i Danmark og Frankrig om fransk film og kultur.

”Filmene fortalte intet om datidens samfund. Det var en lukket verden, hvor der ikke var plads til nye ansigter. Instruktørerne fra den franske nybølge ville vise, hvordan livet var her og nu. Det var en ny generation, som havde helt andre aspirationer.”

Og her passede den unge Jean-Paul Belmondo med sin bramfri og umiddelbare spillestil ind, forklarer Peter Schepelern, som blandt andet står bag opslagsværket ”Filmleksikon” og er medredaktør på filmmagasinet Ekko.

”Belmondo kom trampende ind med sit klodshanstalent. Han var fræk og charmerende. Selvom han havde haft store teaterroller, var han ikke en intellektuel skuespiller, men virkede derimod som et naturtalent og adskilte sig dermed fra andre store franske skuespillere før ham. Med sin nonchalante spillestil var han en klassiker i nybølge, som var en mere henkastet måde at lave film på. På den måde peger nybølge frem mod dogme, men den mere improviserede tilgang til film og skuespil lever også videre i dag,” siger han.

Den charmerende gangster

Med sine store læber, øjne og næse og den karakteristiske cigaret hængende i mundvigen blev Jean-Paul Belmondo lynhurtigt et symbol, også internationalt, på det ærkefranske, fortæller Peter Christian Rude, der skriver for La France, det skandinaviske magasin om Frankrig, og er filmanmelder på magasinet Soundvenue.

”Allerede i 1960’erne udkom den fransk-belgiske westerntegneserie ”Blueberry”, hvor hovedpersonen var tegnet efter ham,” siger han.

Før skuespillet havde han en kort, men succefuld boksekarriere, og den kropslige energi blev også hans kendetegn som skuespiller, både når han kæderøg og vandrede gennem parisiske gader i ”Åndeløs”, og når han selv agerede stuntmand i actionkomedier som ”Orlov i Rio” fra 1964.

”Han spillede på en enormt energisk måde, der var virkelig power i ham. Han stillede ikke spørgsmål, men handlede. Hvis man ser på skuespillere som Gérard Depardieu, som Belmondo symbolsk gav stafetten videre til i 1980’erne, kan man genkende den samme energi og ekspressive spillestil, hvor man virkelig bruger krop, ansigtsudtryk og tonefald,” siger Kamel Benkaaba.

”Adieu Bébel”

”Jean-Paul Belmondo var en del af familien,” sagde den franske præsident Emmanuel Macron til en ekstravagant og tårevædet afskedsceremoni for skuespilleren sidste torsdag i Les Invalides, militærmuseum og Napoleons gravmonument i Paris.

”Adieu Bébel,” (Farvel Bébel) afsluttede præsidenten talen.

”Det er en form for idealisering af fortiden. Belmondo repræsenterer en lykkelig periode for Frankrig, hvor man ikke havde nogen samfundsrelaterede bekymringer. I 1970’erne kom oliekrisen og stor arbejdsløshed. Og i 1980’erne var landet i en dyb social krise, hvilket var samme tidspunkt, hvor Belmondo begyndte at blive gammel. Derfor er man nostalgisk efter den bekymringsfrie epoke, som han repræsenterer,” siger Kamel Benkaaba om den store opmærksomhed, skuespillerens død har fået i hjemlandet.

Men betyder et farvel til Bébel afslutningen på en epoke?

”Fransk film var toneangivende i verden fra 1892, hvor Lumière-brødrene havde de første offentlige filmforevisninger i Paris, over 1930’ernes poetiske realisme, som blev set som helt fantastisk kunst dengang, og til 1960’ernes franske nybølge, som var en stor begivenhed i filmhistorien. Frankrig var et af de store filmlande. Det er de ikke længere. Selvom Belmondo de seneste 30 år ikke var med i nogen kunstnerisk betydningsfulde film, er der en nostalgi i at se, at manden, der sprang frem i ’Åndeløs’, nu er død. Det er et kapitel, der er afsluttet definitivt,” siger Peter Schepelern.

Peter Christian Rude medgiver:

”Indflydelsen fra nybølgen har været så stor, at man nogle gange helt glemmer, hvad der var så revolutionerende ved den. Noget er blevet kliché – som det ’jumpcut’, Godard introducerede. Belmondo står som billedet på en tid, hvor Frankrig virkelig var med til at sætte dagsordenen for film. Og hans død understreger nok, at den tid for længst er ovre. Selvom der stadig bliver produceret gode franske film, har man ikke længere fornemmelsen af at stå i en bølge af kreativitet, som man gjorde i 1960’erne.”