”Tøndermasken” er en ny bog om et gammelt landskab, forfattet af Hans Edvard Nørregård-Nielsen med fotografier af Henrik Saxgren. Omslaget er smukt med sin stæreflok i skumringen ud over det lave flade sønderjyske areal, og bagsideteksten fortæller kort, at indholdet er ”stemninger fra det sydvestlige Jylland i billeder og ord”.
Og der er ikke mere end det, og det er for så vidt også nok. For fotografierne er smukke og teksten ciseleret og velfortalt om personer, steder og med historiske, landskabelige observationer og forandringer, der skrives frem i de korte essays. Nørregård-Nielsen er en lun fortæller, og hans skriftsprog udgør en stemning i sig selv, som også hans erindringsbøger med ”Mands Minde” i front vidnede om.
Forfatteren er på hjemmebane i Tøndermarsken, landskabsbeskrivelsen med kirkekunst og egnsfortælling som resonansbund giver læseren flere genhør med personer fra erindringerne tilsat et fint kunsthistorisk interessant portræt af eksempelvis maleren Emil Nolde. Henrik Saxgrens fotografier løber gennem størstedelen af bogens forløb som en serie af stills fra en film optaget fra daggry over dag til skumring, aften og nat.
På en måde er der tale om to helt forskellige sprog i bogen – et gammelt og nyt – teksten og fotografiet. Af en eller anden grund, selvom trykkvaliteten er i top, løfter det ene måske bare ikke det andet.
Bogen er kunstfærdigt indbundet som en blok, der ligger inde i omslaget, alle fotos går fra kant til kant med fold på midten, så intet billede opleves i sin helhed, og det modsvarer den ro, der er i Nørregård-Nielsens sprog. Havde det været en film, og fortællerstemmen udgjorde teksten, ville man se helheden og forstå, at det ikke er det samme landskab, de to, forfatteren og fotografen, forholder sig til.
De bedste passager hos forfatteren er om det landskab, der var engang i tidernes morgen før inddæmning og dræning, hvor fiskene levede rigtholdigt på det lave vand, mens fotografen naturligt nok forholder sig til det landskab, der er foran ham i nutiden med fugle i flok og sporadiske menneskelige indslag i den store smukke, sommetider veltilrettelagte, natur.
Henrik Saxgren finder skønheden, hvor den er, han skaber den ikke, mens Hans Edvard Nørregård-Nielsens metode er anderledes. Han sammensætter forløb, erindrer og blander sine iagttagelser med længere citater som den underholdende, belæste mand, han er.
Begge beskriver Tøndermarksen som deres fornemste opgave og med blik for detaljen. Indimellem har jeg tænkt på journalist og forfatter Peter Olesens bøger om vandringer i oversete bydele. I ”Tøndermasken” er vi bare rykket uden for den menneskelige komfortzone og skal opdage ting og sager i deres lidenhed. Det er et varmt ønske og lykkes i glimt, men det samlede resultat har fået et noget nøgternt køligt skær over sig. Kunne man se bort fra det projekt-agtige layout, ville tekst og fotografi måske komme mere til sin ret.