Science fiction er vor tids lunare realisme. Det er her, eller rettere der, filminstruktører vender blikket hen, når de skal finde kernen af det menneskelige. I vor grænseløse verden må vi helt ud i rummet for at kunne overskue den enkelte.
I Damien Chazelles fremragende ”First Man” (2018) flygter Neil Armstrong fra smerten ved at miste et barn. Månen bliver der, hvor han bliver til menneske. I Denis Villeneuves humanistiske sci-fi-drama ”Arrival” (2016) bliver mødet med rumvæsener én enkelt kvindes vej tilbage til livet. Og i James Grays ”Ad Astra” leder Brad Pitt efter sin far og finder sig selv helt ude ved Neptuns natsorte hav.
Det er tyste, smukke dramaer om kærlighedsløse liv. Hvor verden er så kompleks, at de store spørgsmål må projiceres ud i vægtløsheden. Hvor spændingen er dybtfølt snarere end spektakulær. Også ”Ad Astra” er udvidende og indlevende, når den ses med hjertet. For det er højstemt, selvfølgelig, at se Jorden fra det ydre rum. Og Brad Pitts fortællerstemme som den faderløse Roy er storladen – og banal. Derfor er det modigt at lade fortællerstemmen være det styrende. For følelser bliver jo let forrendte, når de ufiltreret kommer os i møde.
Roy McBride er major i en nær fremtid, hvor der afgår rutefly til Månen, og neonreklamer konkurrerer med Jordens blå kugle om opmærksomheden. Mars er for længst kolonialiseret, og Neptun er den yderste uopdagede bastion. Her forsvandt Roys far, Clifford McBride (Tommy Lee Jones), for 16 år siden. Eller? En række masseødelæggende bølger truer med at udrydde livet på Jorden, og mistanken falder på Clifford. Er han i live? Er han en helt? Er han fjende? Er han blevet gal af at sidde og skue over verdensrummet og den magt, der deraf kan følge?
Sønnens mission bliver at finde faderen, den vrede, ødelæggende, dømmende far, militærets gammeltestamentlige hævner.
En astronaut er det ultimative jeg. Ene i verden, uden forbindelse i hverken fysisk eller psykisk forstand. Hele tiden skal Roy skrifte for militærets usynlige psykologer. Hele tiden skal hans psyke evalueres. ”Jeg lader mig ikke distrahere af noget. Jeg føler ikke noget.” Det fornuftsstyrede menneske er idealet, men må livet ikke trænge igennem den altafvisende rumdragt?
”Ad Astra” er en poetisk petitesse, en storslået film, der fortager sig igen.
Det er ikke kun, fordi der bag ved fader og søn danser en dagsaktuel dagsorden fuld af kolonialismekritik, økokritik, kapitalismekritik. Det er ikke dogmatisk ødelæggende. Men den sorg, der hviler over Roys tab af sin fader, over verdens tab af samhørighed, ses i martrede ansigter og golde gange. Fortælles om i voiceover.
Følelsen får svært ved at forplante sig, så hjertet ser sig mæt. Dog ikke i de billeder, der gråblåt tegner verden uden for den virkelighed, vi kender.
Om skyld kan arves, om man kan være fri, kan man roligt tage i biografen og få poetiske bud på. Brad Pitt viser, hvad stjerner er gjort af. Altså dem, der bor i Hollywood. Resten ved vi ikke endnu.