Prøv avisen

Med Buresø i blodet

Jeg interesserer mig for de ting, der er givet til os på forhånd, siger digteren Dy Plambeck. Foto: Scanpix.

HJEMME IGEN: Den 25-årige Dy Plambeck er en af de nye forfattere, der skriver om sin hjemegn. Hun er opvokset i et lille landsbysamfund, der danner rammen om hendes debutbog "Buresø-fortællinger". Kristeligt Dagblad tog hende med på travetur i hjemstavnen til en snak om dens betydning

Hun tripper rundt iført sort hat, rævepels, stramme jeans og brune cowboystøvler.

– Det er her, man mødes om sommeren, bader i søen og laver bål om aftenen, siger forfatterinden Dy Plambeck og peger med sin læderluffe mod en bålplads.

Vi befinder os midt i Buresø. Et lille lokalsamfund i Stenløse Kommune med 618 indbyggere cirka 30 kilometer uden for København. Down town består af selve Buresø. Den ligger der, hvor landsbyens to "hovedveje", Klokkekildevej og Skovvej, mødes.

Det er i denne landsby, Dy Plambeck er opvokset i et stråtækt bindingsværkshus. Men de sidste otte år har hun boet i København. Alligevel udspiller hendes anmelderroste debutdigte "Buresø-fortællinger" sig i barndomsbyen, og Kristeligt Dagblad har bedt hende om at vise rundt og fortælle, hvorfor hun har valgt at bruge Buresø som ramme for sine digte.

– Jeg interesserer mig for de ting, der er givet til os på forhånd. Vi vælger for eksempel ikke selv vores familie eller det sted, hvor vi vokser op. Som barn er man det sted, hvor man er sat, og så må man leve sit liv dér. Man er bundet til miljøet. Derfor er det interessant. Specielt fordi man taler om, at det i vores tid er et problem med så mange valgmuligheder, forklarer hun og fortsætter:

– Jeg tror ikke, jeg kender beboerne i København godt nok til at kunne skrive om dem. Det gør jeg med menneskene fra provinsen. Jeg har boet her det meste af mit liv, og her har jeg mine erfaringer fra.

De fiktive Buresø-borgere bliver i bogen fremstillet med en art udleverende kærlighed. Mød bare Rav-Lassen:

Rav-Lassen er nok det nærmeste Buresø nogensinde har været på at have en turistattraktion./ Rav-Lassen tog som ung på valsen og fik/sin venstre arm revet af i en blandingsmaskine./ For sin erstatning købte han tyve kilo ravklumper i Polen og en billet hjem./ Rav-Lassen gik omkring i Buresø/ iført sin naverdragt og med hundredvis af ravkæder om halsen/ som han forsøgte at sælge til turisterne /men de var langt mere interesserede i ham end hans rav/ mange af dem kom kun til Buresø for at se Rav-Lassen.

Bogen byder ligeledes på typer som transvestitten Yrsa, Skubbe-Johnny, der går fallit, og Tomatwoman, som er løs på tråden. Det er netop de små steders skæve eksistenser, Dy Plambeck har en forkærlighed for.

– Hos mine forældre kom der vidt forskellige mennesker. Nogle af dem havde ikke til dagen og vejen. Engang havde en af mine fars venner ikke flere penge. Derfor købte min far et Henry Heerup maleri af ham. Det hang i vores hjem, indtil han fik råd til at købe det tilbage, erindrer hun.

Vi er gået op ad stien og står nu foran kiosken. Et stort, gult skilt proklamerer: "Isbar – Kiosk – Grill". Da Dy Plambecks forældre flyttede til Buresø for 25 år siden, lå der et mejeri her, fortæller hun. Senere blev det til kiosken, som i hendes barndom dagligt havde åbent. Men i dag er der lukket. Den åbner kun i sommersæsonen, når beboerne bader i Buresøen.

Da vi vil tage et billede med kiosken i baggrunden og står midt ude på vejen, dukker Stella op bag gavlen. Hun har en blå kedeldragt og hue på og vil vide, hvad vi laver. Det er hende, der ejer kiosken, og som om sommeren lejer den ud til ishandleren. Vi fortæller hende om bogen. Hun har godt nok hørt om den, og vi må gerne fotografere – bare vi lover at fortælle, hvornår artiklen kommer i avisen. Kiosken i Buresø bliver ikke foreviget hver dag. Stella forsvinder bag murstensmuren, og Dy Plambeck taler videre:

– Folk lægger mere mærke til hinanden i et lille samfund. De ved, hvem man er. I København kan man gå ned ad gaden og forsvinde i mængden. Det kan ikke lade sig gøre her. Det er lidt som at vende vrangen ud på sig selv. Der er kun én alkoholiker eller én transvestit sådan et sted. På den måde bliver de ekstra synlige. De står ligesom og skriger til himlen.

Vi går op ad Klokkekildevej, som strækker sig cirka to kilometer til nabobyen Slagslunde, hvor den nærmeste købmand ligger. Efter et par skridt tilføjer hun, at det selvfølgelig både er godt og ondt at bo i et lille samfund. For det giver også en fællesskabsfølelse – at det er så småt, og at alle kender alle.

– Jeg har været glad for at vokse op herude og har aldrig haft lyst til at flygte fra det. Da jeg gik i 8. klasse, tog jeg tit på café i København med mine veninder. Jeg kan huske, at det var fedt. Men det var altid dejligt at komme tilbage hertil. Det var ligesom trygt, siger hun og fortsætter:

– Men man kan ikke skjule noget her. Vi vidste det for eksempel alle sammen, da en af mine klassekammeraters forældre skulle skilles. Jeg bilder mig ikke ind, at Buresø er en oase 30 kilometer fra Købehavn. Verden er mindst lige så ond her. Jeg bruger byen til at illustrere resten af verden. Det er som sådan ikke vigtigt, at det er Buresø. Jeg har ønsket at skildre et specifikt lille samfund og derigennem fortælle noget alment menneskeligt.

Selvom hun har været glad for barndommen i den lille by, har Dy Plambeck aldrig haft planer om at blive. Som 16-årig begyndte hun på Sankt Annæ Gymnasium og flyttede året efter til København. Her har hun boet siden, og her bor også bogens fortæller, Mily. I de prosaagtige digte veksler handlingen mellem fortid og nutid, mellem barndom i Buresø og ungdom i København. Og da vi til sidst ikke kan mærke vores tæer på grund af kulden, beslutter vi os for at gøre det samme. At forlade Buresø til fordel for København.

Vi genoptager samtalen hjemme hos Dy Plambeck, som bor i hjertet af hovedstaden tæt på Nørreport Station.

– Jeg har boet her i otte år nu og føler mig godt hjemme i lejligheden og i byen. Men jeg føler ikke, at jeg har hjemme her, at det er her, jeg skal blive. Det gør jeg egentligt heller ikke, at jeg har i Buresø længere. Jeg kan ikke huske den følelse, siger hun og læner sig tilbage i den brune lædersofa.

Der virker ellers hjemligt i stuen, hvor en fyldt bogreol dækker væggen. Hun forklarer, at inspirationen til "Buresø-fortællinger", som af anmeldere er blevet sammenlignet med Klaus Rifbjergs "Amagerdigte" og Dan Turélls "Vangede Billeder", også delvist er fundet i litteraturen. Fra 2002 til 2004 gik Dy Plambeck nemlig på Forfatterskolen. Når man læser "Buresø-fortællinger, bliver man nysgerrig efter, hvad der er digt, og hvad der er selvbiografi. Og det kan være svært at gennemskue. Umiddelbart klinger fortællerens navn (Mily) og forfatterens eget (Dy) meget ens. De bor begge i København og har begge været børn i Buresø. Men hvor ender Dy, og hvor starter Mily – eller omvendt?

– Rigtig meget af det er opdigtet. Jeg har faktisk været irriteret på Mily. På nogle punkter synes jeg ikke, hun er særlig sympatisk, så nej, vi er ikke ens, griner Dy Plambeck og fortsætter:

– Jeg'et spejler sig i sit barndomssted for at finde svar på, hvorfor hun er, som hun er. Det kan jeg godt genkende i mig selv. På det punkt er vi ens. Vi er også begge optaget af de skæve eksistenser og synes, at det er vigtigt at fortælle om dem.

På den måde har både Mily og Dy Buresø i blodet.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Dy Plambeck

Født i 1980. Under et ophold på Testrup Højskole begyndte hun at skrive og søgte bagefter ind på Forfatterskolen. Her gik hun fra 2002-2004. Hun debuterede i 2005 med den anmelderroste digtsamling "Buresø-fortællinger", som udkom på forlaget Gyldendal. Bogen er blandt andet blevet sammenlignet med Klaus Rifbjergs "Amagerdigte" og Dan Turélls "Vangede Billeder".