Uden selv at være mormon har den tidligere direktør for TV 2 Fyn, forfatteren Ebbe Larsen, gennem mange år været fascineret af historien om de tusinder af danske mormoner, der i 1850’erne udvandrede til ”troens hellige land”, det nye Zion i Amerika, vore dages Utah. Over dette tema har han skrevet en velkomponeret og nærværende skæbnefortælling: ”Rejsen til Zion. En dokumentarisk roman om danskere på rejse ad mormon-sporet”.
Bogen hviler på et solidt fundament af historiske kendsgerninger, hvilket imidlertid ikke udelukker tilføjelser af visse fiktive elementer. Hovedpersonerne, ægteparret Ane-Marie og Niels Christian Pedersen, er således opdigtede, men repræsenterer noget generelt. Ligesom mange andre af tidens udvandrere kommer de fra så små kår, at de ikke har mulighed for selv at finansiere den lange og farlige færd. Men Mormonkirken tilbyder listigt at dække rejseomkostningerne, hvad der forpligter emigranterne til senere at stille deres arbejdskraft til rådighed for kirken.
Når Ane-Marie og Niels Christian bryder op fra deres hjemegn ved Mariager, sker det i håbet om, at den fremtid, de ikke kan se for sig i Danmark, måske findes i Amerika. En repræsentant for Mormonkirken udsteder endda et letsindigt løfte om, at de i dens varetægt vil være sikret evig lykke. For kvindens vedkommende overskygges håbet dog hurtigt af tvivl på hele det dristige forehavende. Men det er en reaktion, der ikke er velset – hvorfor hun udelukkende betror sig til den dagbog, hun fører undervejs. Dagbogen er ikke autentisk, men inspireret af eksisterende personlige optegnelser fra rejsen.
Romanen er en både afdæmpet og dramatisk skildring først og fremmest af selve rejse til det fjerne – udmattende måneder over havet og på floder, efterfulgt af andre måneders rejse med okser og vogne gennem prærien, indianernes land, og med vedvarende trusler fra kolera og død. Vi følger et vogntog, der i 1854 tilbagelagde strækningen fra Westport Landing ved Missourifloden til Zion. De fleste af de 550 personer, der var med, kom fra Danmark.
Ikke alene bevæger de sig gennem et fremmed land. De bliver også konfronteret med en livsstil, der er dem fremmed, nemlig flerkoneri. På det punkt holder Niels Christian Pedersen sig ikke tilbage, hvad der resulterer i, at han skal have et barn med en anden kvinde end sin hustru. Konflikten er uundgåelig, men formelt set efterlever han blot ”Guds lov” om flerkoneri. Men det heler ikke Ane-Maries sår i sindet.
Det er især hende, vi lærer at kende – ligesom det er i kraft af hende, at romanen opnår sine gribende momenter. Da vi forlader den hårdt prøvede, ensomme kvinde, befinder hun sig i en tilstand af dyb desillusion. I dagbogen skriver hun så ærligt, som hun ellers ikke tør være: ”Jeg har endnu ikke fundet lykken, men værst af alt, jeg har mistet troen på, at jeg vil finde den. Jeg ved, det er en forfærdelig tanke, men jeg ville ønske, at vi aldrig havde forladt Danmark.”