”En udvandrers hyldest til tusmørkets København”, kalder Heidi Amsinck den krimiserie, som hun meget overbevisende har indledt med debutromanen ”Mit navn er Jensen”.
Forfatteren, der er født i København i 1967 og uddannet som journalist, har siden 1992 boet og arbejdet i London, hvor hun har gjort sig gældende ”med en stribe dunkle skæbnenoveller”, blandt andet produceret for BBC Radio 4. Den nu foreliggende roman er skrevet på engelsk og oversat til dansk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen - og det så glimrende, at man læser den uden at blive mindet om, at den har været omvejen om ad engelsk.
Hovedpersonen er en kvindelig journalist, der konsekvent omtales som Jensen. Efter 15 år i forfatterens hjemby vender hun tilbage til København, hvor hun tilsyneladende ikke er i stand til at leve op til sit ry som stjernejournalist. Havde hun da mistet ”nysgerrigheden og blodtørsten, som ellers havde betalt hendes husleje, så længe hun kunne huske?” Den aggressive chefredaktør, Margrethe Skov, på Dagbladet, hvor Jensen er ansat, fyrer hende på et tidspunkt så resolut, som har hun stået i lære hos en bøddel. Senere genvinder stjernen dog sin styrke.
I hovedparten af romanen giver Jensen sig mere af med politiarbejde end med journalistik. Det begynder en vintermorgen, da hun undervejs på arbejde opdager liget af en ganske ung, knivdræbt mand i Magstræde.: ”Han sad med ansigtet vendt mod himlen og øjenhuler, der var fulde af sne.”
En tigger - eller hvad? Men Magstræde synes uinteressant for en tigger. Hvorfor valgte manden, en bebor på et ungdomsmhjem, alligevel netop dette sted? Og hvad betyder papskiltet ved liget - et skilt med det ene ord ”Skyldig”? Det er et par af de spørgsmål, der rejser sig.
Jensen engagerer sig personligt i sagen, der viser sig at indeholde flere aspekter end umiddelbart forventet. Men hendes indsats kommer ikke i første omgang bladet til gode. I det hele taget producerer hun meget lidt. Fyringen er uundgåelig.
Et andet centralt tema i romanen er relationen mellem Jensen og den på overfladen bryske politikommissær Henrik Jungersen. De har tidligere haft et hemmeligt forhold. Og der er fortsat gløder i asken. Men længe ved Jensen og Henrik tilsyneladende ikke, hvad de skal stille op med deres ikke specielt belejlige følelser for hinanden. Men ved slutningen bliver det klart, at vi ikke alene har at gøre med en krimi, men også med en kærlighedsroman.
Tusmørket ligger tæt om Heidi Amsincks udgave af det vinterlige København. For eksempel om en boligkarré på Nørrebro, ”overmalet med graffiti så højt op. som man kunne nå med en spraydåse”. Tusmørket fortsætter ind i trappeopgangen, der stinker ”af 50 forskellige slags grillmad med undertoner af urin”. Da en af de med stål forstærkede døre et øjeblik åbnes, står vi foran en ugæstfri mand i læderjakke og med guldhalskæde.
Man leder forgæves efter forfatterens hyldest. Ubehaget er mere nærværende.
Udforskningen af det troværdigt arrangerede plot i stadig udvikling er samtidig en udforskning af, hvad de involverede forgæves forsøger at skjule i tusmørket. Det nævnte mord er blot et af flere. Hvad er sammenhængen? Er der en sammenhæng? Man må selv læse romanen for at finde svaret.
En del af det er pakket ind i fejhed og svigt. De såkaldte sandheder, der præsenteres, har det med dramatisk at skifte karakter. Således når det om den myrdede unge mand i Magstræde hedder, at han i en alder af 15 myrdede sin gravide mor ved at stikke hende 27 gange med en brødkniv. Mon nu også dette passer?
Det bør tilføjes, at blandt de personer, der skjuler en del af sig selv i tusmørket, er der også repræsentanter for de socialt velbjergede. Ligeledes de såkaldte vindere kan være tabere.
Det er en insisterende oplevelse at læse Heidi Amsincks roman, der bevæger sig frem mod et effektfuldt - og blodigt - klimaks, dog mildnet af den da udsprungne kærlighed mellem Jensen og politikommissæren. Forfatteren skriver fængende og formår med få ord at give skarpe rids af personer og miljøer. Den veloplagt skrevne roman emmer af atmosfære
Men det lykkedes mig altså ikke at finde hyldesten til tusmørkets København.
Heidi Amsinck: Mit navn er Jensen. 297 sider. Oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. 249,95 kroner. Gutkind.