Prøv avisen

Med både den brede og den smalle pensel

5 stjerner
Der er mange elementer, som Haruki Murakamis faste læsere vil genkende i den nye roman ”Mordet på kommandanten”, men nye læsere kan også sagtens hoppe med på bølgen – den nye bog er fascinerende enkel at læse. – Foto: Ritzau Scanpix

Første bind af japanske Haruki Murakamis nye storværk ”Mordet på kommandanten” er stærkt fascinerende og fyldt med kunsthistoriske overvejelser

Det Svenske Akademi sørger selv for pressedækningen i denne tid, hvor de interne uenigheder medlemmerne imellem udstilles for åbent tæppe. Den bizarre nedsmeltning i Stockholm ville være kulørt underholdning, hvis den ikke også var så tragisk, for Nobelprisen kan næppe undgå at miste status med den aktuelle krise, der indtil videre har ført til, at prisen slet ikke uddeles i år. Men selv hvis Akademiet stadig besad fordums uangribelige aura af af mere eller mindre illusorisk objektivitet, ville Nobelprisen såmænd stadig være til debat.

Se bare på denne uge, hvor Philip Roth døde, og hvor den nye Haruki Murakami-bog udkommer. For i begge tilfælde er der anledning til at inddrage svenskerne: Hvorfor fik Roth aldrig prisen, og hvorfor har Murakami ikke fået den endnu? Skriver de for tilgængeligt? Er de for produktive? Har de for mange læsere til at være i det helt fine selskab?

Roth var en veritabel celebrity i sine unge dage og endte som en amerikansk vismand på Upper West Side, som alle kiggede med respektfuld beundring efter. Han efterlader sig over 30 værker, mange med filmatiseret bestsellerstatus. I Japan står de efter sigende i kø efter den nye Murakami-roman, når den er på gaden (manden har skrevet næsten 20 bøger efterhånden), og sidst han var i Danmark, var der udsolgt på stedet til den i øvrigt meget vellykkede forfatterseance på Sostrup Slot ved Grenaa. En ny Murakami-roman er en stor begivenhed også for danske læsere.

Så hvorfor tøver svenskerne? De sætter normalt formeksperimenter højt i Stockholm, men Roth var ved siden af sin undertiden maniske interesse for en lille håndfuld emner (døden, jødedom, USA’s nyere historie og mandlig identitet) også meget formbevidst. Han pressede i sine mest vellykkede romaner formen til sit yderste og fandt det ultimative fristed i fiktionen, hvor ekstrem formbevidsthed og overholdelse af formelle regler sætter kunstnerern helt fri. Gennembrudsromanen ”Portnoys genvordigheder” (1969) handler om sex, javist, men den handler lige så meget om at finde sin egen litterære stemme og en form, som man kan udtrykke sig friest i. Og Murakami: Han er helt ekstremt nem at læse. Prosaen flyder let, alle kan være med, handlingen er enkel. Men dermed er alt jo langtfra sagt, for der er også noget dragende og gådefuldt ved hans enkle prosaform. I den nye roman ”Mordet på kommandanten – bog 1”, der allerede nu tegner til at blive et hovedværk, siger hovedpersonen, en 36-årig portrætmaler, et sted:

”Jeg behøver vel næppe sige, at det langtfra er nok at kunne gengive en persons ansigtstræk præcist, når man maler portrætter. Gør man kun det, kan det let ende med at blive til en karikatur. Hvis man skal male et levende portræt, er det nødvendigt, at man har evnen til at indfange det, der ligger bag ansigtstrækkene.”

Her kommenterer Murakami næsten sin egen metode. Han maler, som sin hovedperson, litterære portrætter, der er genkendelige og tilgængelige, men der ligger også altid noget bag. Som hans danske oversætter Mette Holm har sagt i et interview i Jyllands-Posten: ”Et Murakami-moment er, når virkeligheden står stille et øjeblik, og en anden verden tager over.”

Men hvad handler den nye, formbevidste roman så om? Jegfortælleren bor i en lejlighed i Tokyo og bliver i begyndelsen forladt af sin utro hustru gennem seks år, Yuzu (men vi får samtidig at vide, at de finder sammen igen på et tidspunkt, Murakami lægger altid lidt foregribende spor helt åbent frem). Bruddet med Yuzu, som ligner fortællerens afdøde søster, sender ham på et roadtrip rundt i Japan, hvor der ikke sker så vældig meget, men sært nok er man fuldstændig opslugt som læser alligevel.

Halvvejs henne i handlingen får vi at vide, at vi stadig kun er ved begyndelsen. ”Yes!”, lyder det for det indre øre, for vi læser alligevel ikke for handlingen, og trods den sparsomme handling er ”Mordet på kommandanten” simpelthen godt gammeldags svær at lægge fra sig (bind 2 kommer heldigvis allerede til efteråret).

Men noget sker dog: Portrætmaleren holder billedligt talt ind til siden på sit roadtrip og låner et øde hus i bjergene af en bekendt fra kunstakademiet, som han flytter ind i. Han har lagt sin ellers lukrative portrætmalervirksomhed på hylden og vil finde noget nyt – en ny form på sit maleri og på sit liv – og til det formål er en meditativ tilværelse i bjergene uden ydre handling tilsyneladende optimal.

Inden længe forstyrres maleren dog af to personer, en levende og en næsten død. Den levende er en rigmand med en dunkel fortid, der gerne vil have sit portræt malet, men ikke på nogen realistisk måde. Hovedpersonen havde jo egentlig lagt portrætterne på hylden, men honoraret er gigantisk, og opgaven er lokkende, for maleriet af Menshiki, som forretningsmanden hedder, skal netop ikke være ordinært realistisk.

Den næsten døde person, der griber ind, er maleren Tomohiko Amada, der har beboet huset i bjergene indtil for nylig, men nu er på plejehjem. Han er enormt berømt i Japan og skiftede engang sin europæiske stil ud og vendte tilbage til en traditionel japansk maleteknik – nihonga – med strenge formelle krav. Igen: Romanen her handler meget om former.

En dag finder vores hovedperson et tilsyneladende glemt maleri på loftet med samme titel som Murakamis roman, ”Mordet på kommandanten”, og bliver nærmest besat af dets skønhed og komposition. Samtidig begynder en mystisk bjældelyd at lade sig høre ved en nærliggende helligdom om natten...

Og så skal der ikke afsløres mere, men som man måske fornemmer, glider den genkendelige, jordnære handling løbende over i både æstetiske kunstovervejelser og religiøst indhold. Det er sært dragende og elementært spændende at være læsende vidne til.

Der er mange elementer, som Murakami-fans vil genkende, men nye læsere kan sagtens hoppe på. Som sagt: ”Mordet på kommandanten” er fascinerende enkel at læse. Med en amerikansk parallel – ud over den indledende om Roth – bringer romanen mindelser om Paul Austers bøger med glemte kunstværker i lukkede rum og naive fortællere, der spilles et puds eller to i en detektivisk handling, der, naturligvis, indeholder både jazz og roadtrips. I den forstand er Murakami meget amerikansk, men i sin nye, skønne roman også yderst japansk.