Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Med den svimlende ”Codex 1962“ har islandske Sjón begået sit magnum opus

6 stjerner
Den islandske forfatter med det borgerlige navn Sigur-jón Birgir Sigurdsson har længe opereret i feltet mellem realisme og surrealisme, hverdag og folkesagn, konkreter og symbolisme, men de 575 sider i ”Codex 1962” er alligevel noget for sig i forfatterskabet. – Foto: Leif Tuxen

Ler får liv, enhjørninger vrinsker, og radioaktivitet muterer en hel islandsk årgang i Sjóns på alle måder store roman

”Jeg var ikke længere slumrende ler, jeg var en rødlilla dreng, som sprællede og klynkede, da min far gav mig ble på og klædte mig i en blød bomuldstrøje og en himmelblå sparkedragt med liljer.”

Sådan en sætning virker umiddelbart absurd, men giver i dén grad mening i Sjóns på alle måder store ”Codex 1962”, der er tre bøger samlet i én – en kærlighedsroman, en kriminalroman, en science fiction-roman – og noget af det vildeste og langt ude, jeg har læst.

Den islandske forfatter, med det borgerlige navn Sigurjón Birgir Sigurdsson, har længe opereret i feltet mellem realisme og surrealisme, hverdag og folkesagn, konkreter og symbolisme. Tag bare den helt igennem vidunderlige ”Skygge-Baldur”, som han fortjent modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2005.

Men de her 575 sider er alligevel noget for sig i forfatterskabet, og det hele begynder i 1944 i den lille tyske by Kükenstadt, hvor en jøde ved navn Leo Löwe dukker op og bringes i skjul for nazisterne på et pensionat. Han er mere død end levende og bliver plejet af tjenestepigen Marie-Sophie, der ikke kan undgå at se, at han har medbragt en klump ler. Den har han æltet sine kropssekreter – sæd, spyt, snot, tis – ind i, og Marie-Sophie forstår, at leret, hvis en særlig signet af naziguld trykkes ind i det, vil få liv, vil blive til en dreng, vil blive til Leo Löwes dreng, der skal hedde Josef.

Det viser sig, at det er den aldrende og dødsyge Josef – der altså er en art golem – som fortæller historien. Først om far Leo, der flygter fra en koncentrationslejr i Tyskland og ender i Island den 17. juni 1944, dagen hvor øen løsriver sig fra Danmark og bliver republik.

Siden får vi historien om, hvordan Leo under megen ramasjang forsøger at skaffe guld fra en nazists kindtand og give leret liv. Og senere om hvordan en videnskabsmand med det tilsyneladende – men også kun tilsyneladende – beundringsværdige biotekforetagende Codex retter opmærksomheden mod Josef selv og alle de andre børn, der blev født i Island i 1962, hvor atomprøvesprængninger fyldte luften med radio-aktive stoffer. Den ”muterede årgang” kaldes de 4711 skrøbelige, ofte syge børn.

Det er virkelig et ufuldkomment referat, for ”Codex 1962” er ufatteligt meget mere med sine digressioner og knopskydninger ud i alle tænkelige retninger, genrer og stillejer. Som Josef siger til intervieweren fra biotekfirmaet, så er det en historie, ”der omfatter alt fra visionære digte i middelalderens skindbøger til futuristiske film, fra vrøvlevers til de fire evangelier, fra folkesagn om et genfærd, som blev brygget af medicin, til alt det folk ringer ind til avisernes sladderspalter med, fra rejsebøger skrevet af begavede kvinder til tegneserier om muterede børn, fra poptekster til psykologiske publikationer, fra pornografisk litteratur til skakanalyser”.

Ja, det er meget, men slet ikke det hele, og Sjón lykkes utroligt nok med at skabe både sug og schwung i sagerne – der også inkluderer en enhjørning, en ærkeengel, en varulv og en sovjetisk spion med hale – og viser på den måde, hvordan den gode fortæller kan gøre snart sagt alt, hvor ”far out” det end måtte være, meningsfuldt og levende. Præcis som Leo Löwe kan give leret liv ved at bruge sine særlige evner og ved, helt bogstaveligt, at ofre blod, sved og tårer.

Den slags pointer træder gradvist frem af ”Codex 1962”, som Kim Lembek har oversat med vedholdende præcision, og undervejs hilser Sjón muntert på sine forbilleder. På Mikhail Bulga-kov, Laurence Sterne og Franz Kafka, men også på vores egen Svend Åge Madsen.

Det er nu mest af alt et værk i sin egen ret, der kredser om, hvad det vil sige at være menneske, og hvad fortællinger betyder for os. Hvordan de forbinder os som individer, som samfund, som nationer, men også kan bruges i det ondes tjeneste. Som da Hitler fik det tyske folk revet med af fortællingen om jødernes uvæsen.

Selvom ”Codex 1962” selv er én stor historiemaskine, føles den aldrig mekanisk, men derimod organisk som en jungle, et vildnis, og som læser morer man sig det ene øjeblik, græmmer sig det næste, for så at holde vejret over gruen og sorgen. Alt sammen skabt med de bogstaver, vi alle kender og anvender. Men som Sjón viser er magiske i hænderne på en stor fortæller.