Sognepræsten og højskolemanden Kaj Thaning (1904-1994) forsvarede i 1963 en disputats i tre bind om N. F. S. Grundtvig. Otte år senere samlede han sine konklusioner i en mere håndterlig bog på godt 200 sider. Heller ikke den er dog særlig tilgængelig for den læge læser.
Thaning fik betydning ikke mindst blandt teologer, og hans tolkning af Grundtvig er antagelig en af efterkrigstidens mest indflydelsesrige, fordi han bragte Grundtvig i pagt med tidens strømninger. Det var Thaning, der gjorde Grundtvig spiselig for efterkrigstiden, som grundtvigforskeren Ole Vind har bemærket et sted.
Ofte anvendes et af omslagene i Grundtvigs liv som fortolkningsnøgle til hans forfatterskab. Man har peget på hans romantiske vækkelse, da han var huslærer på Langeland 1805-1808 eller hans kristelige vækkelse 1810-1811 som afgørende. De fleste opfatter udviklingen af den såkaldte kirkelige anskuelse eller ”den mageløse opdagelse” fra 1825 som afgørende, fordi han hermed omdefinerede sin opfattelse af kristendommen fra at være en personlig vækkelse til at være deltagelse i et historisk defineret menighedsliv.
Thaning mente derimod, at Grundtvig først blev grundtvigianer i 1832, fordi han på dette tidspunkt udskilte det folkelige fra det kirkelige, anskuelsen fra troen, mennesket fra religionen. Det er Thanings opfattelse, at Grundtvig indtil da – og her bruger han ikke mindst prædikenerne som kilde – abonnerede på en luthersk bodskristendom, der opfatter mennesket som en synder, hvis eneste opgave her i livet er at søge Guds nåde, før det indhentes af døden. Efter 1832 derimod kom Grundtvig ifølge Thaning til erkendelse af, at kristendommen er til for menneskelivets skyld.
”Ja, livet mellem fødsel og død er selve forudsætningen for, at evangeliets tale om frelse overhovedet kan give mening. Det er jo menneskelivet, der oprejses, genfødes og befries fra dets fjender. Kristendom betyder ikke frelse fra livet, men til livet, trods døden.”
Grundvigs skabelsesteologiske motto
Thaning greb fat i en upubliceret verselinje fra 1837, ”Menneske først, og kristen så”, som han ligefrem udnævnte til Grundtvigs motto. Pointen er skabelsesteologisk. Menneskelivet er ikke defineret af syndefaldet, men af gudbilledligheden, den ånd, som Vorherre oprindeligt indblæste i Adam. Det gør menneskelivet til forudsætning for, at Guds ord kan høres.
Deraf udviklede Grundtvig sin opfattelse af sproget som definerende for mennesket og også den opfattelse, at det er de citater af Jesu egen mund, som siges før nadver og dåb, som er gudstjenestens, ja kristendommens kerne. De er de egentlige ”levende ord”. Dermed er kristendommen heller ingen læresag. Prædikestolen er ikke en lærestol og vice versa. Grundtvig mente derfor også, at undervisningen i skolevæsenet ikke skulle være forkyndende.
Thanings tese modtog fra begyndelsen kritik, og den er da også ført noget håndfast igennem. Når man vil underordne et så vældigt forfatterskab som Grundtvigs en enkelt tanke, risikerer man at alle elementer heraf reduceres til henholdsvis foregribelser, bekræftelser og efterklange af det, man ønsker at vise. Men ikke desto mindre identificerede Thaning et vigtigt moment hos Grundtvig, nemlig hans opfattelse af forholdet mellem helligånd og folkeånd.
Den politiske Grundtvig frisat
Thaning lagde selv vægt på forskellen mellem de to. Det hang sammen med, at han selv tilhørte første generation af Tidehvervsbevægelsen, der kierkegaardsk understregede den absolutte afstand mellem Gud og mennesket og derfor også stærkt kritiserede den kortlivede Grundtvig-renæssance under besættelsen, der netop understregede sammenhængen mellem folkeånd og helligånd.
Det var, hvad Hal Koch (1904-1963) kom meget tæt på at prædike i efteråret 1940. Thanings samtidige Vilhelm Krarup (1904-1999) ålede netop Hal Koch for at blande danskhed og kristendom. Det er så blevet overskygget og kompliceret af, at Vilhelm Krarups søn, Søren Krarup fra midten af 1980’erne stod i spidsen for en fuldstændig omvending af Tidehvervsbevægelsen til at være fortaler for netop den tanke, at danskhed og kristendom hænger sammen. Da var Thaning for længst ude af Tidehverv.
Thanings tolkning af Grundtvig betød en langt større understregning af Grundtvigs skabelsesteologi. Det åbnede for en forbindelse mellem Løgstrup og Grundtvig, som ikke mindst Ole Jensen (1937-2021) stod for. Det havde også den væsentlige konsekvens, at den politiske Grundtvig blev frisat.
Thanings sekulariseringstese gjorde det lettere at spænde Grundtvig for en politisk vogn uden først at skulle aflægge teologisk regnskab. Det åbnede for en helt uventet alliance mellem Grundtvig og venstrefløjen hinsides Socialdemokratiet. Den tråd blev samlet op af Ebbe Kløvedal Reich (1940-2005) og Ejvind Larsen.