Det er ofte med en vis bæven, at man begynder at læse en bog af en af de forfattere, som man skatter allerhøjest. For hvad nu, hvis ens forventninger ikke indfries? Hvad nu, hvis man skuffes?
Man behøver lykkeligvis ikke at læse mange sider i ”Åh William!”, før man kan ånde lettet op og læne sig tilbage i tryg forvisning om, at det heller ikke kommer til at ske denne gang. Elizabeth Strout skuffer nemlig aldrig.
Andet og formentlig sidste bind om den krakilske og kantede Olive Kitteridge udkom sidste år til blandt andet seks stjerner i denne avis, og nu er det så blevet tid til det afsluttende bind i trilogien om forfatteren Lucy Barton. Den blev indledt med ”Mit navn er Lucy Barton” og efterfulgt af kollektivromanen ”Alt er muligt”, og de tre bøger kan, takket være forfatterens elegante referencer til de tidligere værker, sagtens læses uafhængig af hinanden.
Den første bog, som har Lucy som den søgende jeg-fortæller, der efter lang tids fravær forsones med sin mor, og måske også sin fortid, er og bliver den stærkeste, mens kollektivromanen, der lader folk fra hendes barndom få stemme, den svageste (vel at mærke målt med Strouts egen målestok, hvilket vil sige, at den stadig er vanvittig god), mens ”Åh William!” placerer sig fornemt i midten, tættere i stil og tone på den første af romanerne, da det atter er Lucy Barton, der er blevet tildelt fortællerstemmen, smukt sekunderet af sin første mand, William, der flittigt giver sit besyv med i de mange replikker.
Lucy og William er blevet ældre. Deres fælles døtre er blevet voksne. Lucys anden mand, David, er død, og skæbnen sender de to forhenværende ægtefolk på en rejse tilbage i tid.
Som altid er den ydre handling hos Elizabeth Strout beskeden og fortællestemmen helt ekstrem sikker og rolig, næsten lakonisk konstaterende, men samtidig søgende, undrende, som her om William, som Lucy har brugt over halvdelen af sit liv på at forsøge at forstå, men som er og bliver et mysterium for hende:
”Jeg siger bare: Jeg spekulerer over, hvem William var. Jeg har spekuleret over det før. Mange gange har jeg spekuleret over det.”
Elizabeth Strout får alting til at se enkelt ud i sine bøger, fordi hun er så suveræn en stilist, og hendes imponerende overblik over sin efterhånden store fortælling om Lucy Barton gør hende i stand til at foretage spring, forhalinger og fremskrivninger i sin tekst, som mindre formående forfattere ville snuble i. Hun klipper hårdt og skaber spænding, uden drama, som for eksempel her:
”Så begyndte et nyt år. Og ret hurtigt efter hinanden hændte der William to ting. Men lad mig først berette lidt mere.”
Som læser følger man koncentreret og trygt hendes fortælling om to mennesker, der engang har elsket hinanden og måske stadig gør det, om familier, der aldrig mister evnen til at overraske og forundre, om alder, der både tynger og sætter tanker i gang – og om den frie vilje og alle de valg, som man har truffet gennem et langt liv, som man skal leve med og forsone sig med, og som måske ikke altid har været lige bevidste. Om William hedder det således:
”Og han fortalte, at det var meget, meget få gange at de faktisk var nødt til at foretage et valg. Og jeg har altid syntes, at det var virkelig interessant. For det er rigtigt. Vi gør bare ting – vi gør bare ting.”
Mens Elizabeth Strouts Olive Kitteridge konstant forsøger at definere sine omgivelser, lader Lucy Barton sig i højere grad forme af dem, her primært af Williams udsagn om hende, hvilket gør dette afsluttende bind lidt mere kategorisk end det første. Man kan godt savne den spørgende sitren fra det første bind i trilogien, omend det kan synes forkert at måle en roman op mod en anden. Havde man ikke læst den første, ville det formentlig have været nemt at give denne seks stjerner, men fordi Elizabeth Strout lagde så sublimt ud med ”Mit navn er Lucy Barton”, skal der her falde fem fornemme stjerner til ”Åh William!”.