Låst inde i et skab. Og nøglen er kastet væk.
Journalisten og forfatteren Teddy Petersen bruger dette billede, når han skal beskrive digteren Johannes Jørgensens status i dansk litteratur og kultur. Eller rettere: manglende status. For han er der næsten ikke. Ifølge Petersens vurdering forsvandt Johannes Jørgensen (1866-1956) allerede omkring 30-års-alderen ud af en dansk sammenhæng.
Teddy Petersen blev så nysgerrig efter at vide, hvad det låste skab skjulte, at han i mangel af en nøgle besluttede sig for at brække det op. Hvad han fandt derinde, fortæller han i sin 666 sider store bog, "Et menneske kommer derhen, hvor det vil. En mands liv – om forfatteren og journalisten Johannes Jørgensen" (forlaget Frydenlund), der er den første biografi om Johannes Jørgensen, som omfatter hele hans liv – der begyndte og sluttede i Svendborg, der gjorde ham til æresborger i 1936. Han bosatte sig igen i byen – og endda i barndomshjemmet – i 1953 efter mange år i Italien, mest i Assisi, hvor han også blev æresborger i 1922.
– Johannes Jørgensen er interessant både som skæbne og som udtryk for sin tid. Hans liv rummer mange spændende aspekter. Også i de 60 år, hvor man ellers har udelukket ham i Danmark, siger Teddy Petersen.
Hvorfor blev han udelukket?
– Det skyldes én eneste ting: At han konverterede til katolicismen. Han havde været et markant medlem af Brandes-kredsen, men valgte, om jeg så må sige, i stedet at hengive sig til Vorherre. I forhold til den kultur, der var under opblomstring, var han en desertør. Han gjorde cirka det værste, man kunne gøre. Og blev straffet livslangt for det.
– Men straffen er urimelig. De fleste af Johannes Jørgensens problemstillinger er meget nutidige. Jeg vil kalde dem arketypiske. Og det er de, uanset om man lever i vores it-tidsalder eller var ung i København på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var kommet asfalt på gaderne.
– Jørgensen får dannet sine begreber i en tid, hvor samfundet er under voldsom omdannelse. Demokratiet er helt nyt. Han begynder at læse de to store modefag dengang, botanik og zoologi, ikke mange år efter at Darwins "Arternes oprindelse" er kommet på dansk i J.P. Jacobsens oversættelse. Desuden præges tiden af kvindefrigørelsen, den seksuelle frigørelse og selvfølgelig industrialiseringen.
– På en måde står vi i dag ved den anden ende af den selvsamme udvikling. Men mange føler, ligesom Johannes Jørgensen gjorde, at der mangler et eller andet. Vi ved så meget, samtidig med at der stadig er så meget, vi ikke kan forklare og forstå. Den slags er folk begyndt at spekulere over igen.
Teddy Petersens store interesse for Johannes Jørgensen er ikke så gammel. Kun knap en snes år. Efterhånden som han skaffede sig indsigt i Jørgensens liv og værk, indså han det oplagte i at fortælle: digterens glemte historie.
Et krævende projekt!
Petersens research er foregået i ferier og fritid gennem mere end 10 år. Han har haft adgang til arkiver, der ellers først er blevet åbnet i år, og har læst over 3000 breve samt flere hundrede af Jørgensens dagbøger, naturligvis de omkring 80 bøger, som forfatterskabet består af, og yderligere "metervis af sekundærlitteratur og adskillige hundrede aviser". Biografien er skrevet i løbet af de seneste fire år – hovedsageligt under ophold på institutionen og refugiet San Cataldo i Italien.
– Jeg har ikke villet skrive en helgenbiografi. For jeg synes ikke, at jeg har at gøre med en helgen, men med et levende, engageret og konfliktfyldt menneske. Det er det, der er det spændende ved Jørgensen.
– I privatlivet, i forhold til kvinderne og sine børn, er han på mange måder svag. Som offentlig person derimod dukker han ikke nakken, men siger så markant til og fra, at det kan forstås. Den meget interessante politiske side hos Jørgensen er stort set ukendt. Jeg skriver i bogen, at han tænker politisk med sit hjerte og ikke med sin hjerne. Jeg både genkender og deler hans indignation over, hvor grusomt mennesker kan opføre sig. Det mest kendte eksempel på sin holdning giver han i bogen "Klokke Roland", som han skrev i 1915. I denne håner han en gruppe tyske kulturpersonligheder, der forsvarer Tysklands overgreb på Belgien ved begyndelsen af Første Verdenskrig.
Er du mere optaget af Johannes Jørgensen som politisk end som katolsk forfatter?
– Det må jeg nok svare ja til. Bogen er lidt speciel i forhold til, hvad der tidligere er skrevet om Jørgensen. Det er nemlig stort kun katolikker, der har gjort det. Jeg derimod er en ikke-troende, der har fattet interesse for hans liv og også for hans livslange diskussioner med Vorherre. Men min forståelse for og indlevelse i hans meget katolske digte er nok begrænset.
– Et af standardbillederne af Jørgensen viser den hellige mand. Katolicismen gav ham da også lange perioder, hvor han havde ro i sig selv. Men tvivlen beholdt han livet igennem.
– Som gammel sagde han engang til sin mangeårige ven, Emil Frederiksen, at han egentlig havde lyst til at forlade Romerkirken igen. Han følte sig lukket inde sammen med meningsfæller, som han ind imellem havde lyst til at gøre oprør imod. Ligesom han havde gjort oprør i sin ungdom. Men han magtede ikke én gang til at miste hele sin status og hele sin omgangskreds. Selvom min kilde, en af Emil Frederiksens nære bekendte, er aldeles troværdig, er den på andenhånd. Og derfor ville jeg ikke bruge den i bogen.
Det er jo et paradoks, at en ikke-troende bliver grebet af en digter, for hvem netop troen er afgørende ...?
– Det er der også mange i min omgangskreds, der har undret sig over. Men jeg har ikke selv noget problem med det. Og jeg er heller ikke blevet katolsk af at have været så meget i selskab med Jørgensen. På den anden side kan jeg sagtens finde på, et gå til en katolsk messe. Jeg kan opleve noget ved de andres fællesskab, selvom jeg ikke er en del af det.
– Jørgensen er en mand, man må møde med respekt. Jeg er sikker på, at han også ville have mødt mig med respekt. Det ville ikke have generet ham, at jeg ikke deler hans tro. Der ville have været masser af ting, som vi med stort udbytte kunne have talt med hinanden om.
En skråsikker fortolkning af det Johannes Jørgensen-citat, der er bogens titel, afholder Teedy Petersen sig fra.
– Dette at "Et menneske kommer derhen, hvor det vil" siger Jørgensen tit, men på forskellige måder. Allerede i sin ungdom har han formuleringer, der ligner titlens. Jeg er stadig usikker på, hvad han egentlig mener. Er det et menneske selv, der bestemmer, hvor det kommer hen? Men jeg synes ikke, at privatpersonen Johannes Jørgensen på vigtige tidspunker af sit liv har så megen vilje. For mig har titlen i højere grad refleksion end svar i sig. Og sådan forholder det sig også med ham selv. Måske en katolik kan finde svar hos ham. Jeg kan først og fremmest finde spørgsmål.
Kan titlens ord ikke forstås som et udsagn om at nå til overensstemmelse med sig selv?
– Måske. Jeg har spekuleret over, om ordene skal sige noget om, at Vorherre har en finger med i spillet. At du kan kæmpe imod, men at du alligevel kommer derhen, hvor du skal.
– Men titlen er og bliver tvetydig. Og det er det, jeg kan lide ved den. For tvetydig var også Jørgensen.
"Et menneske kommer derhen, hvor det vil. En mands liv – om forfatteren og journalisten Johannes Jørgensen" anmeldes i avisen i morgen.Fakta
Teddy Petersen
**Født 1947. Chef for forlaget Ajour. Tidligere journalist på Danmarks Radio og Weekendavisen, programchef på TV/Syd, forstander på Odder Højskole og lektor i sprog på Danmarks Journalisthøjskole. Forfatter blandt andet til "Skriv så det fænger", "I skribentens værksted" og "Det finder vi ud af – en bog om Thorkild Simonsen". Bosat i Århus.