Johan Rantzau var afgørende for protestantismens indtog i Danmark

Torben Brammings bog om feltherren Johan Rantzau er interessant, dramatisk og spændende

Torben Brammings bog er et bevidst og målrettet forsøg på at ”rehabilitere” Johan Rantzau, som mangen en marxistisk historiker i tidens løb har skældt ud for at være en brutal og reaktionær lakaj for kapitalisterne og overklassen i Danmark, skriver Lars Hovbakke Sørensen.
Torben Brammings bog er et bevidst og målrettet forsøg på at ”rehabilitere” Johan Rantzau, som mangen en marxistisk historiker i tidens løb har skældt ud for at være en brutal og reaktionær lakaj for kapitalisterne og overklassen i Danmark, skriver Lars Hovbakke Sørensen. Foto: Bo Nygaard Larsen.

Torben Bramming ønsker med sin bog at kaste nyt lys over en person, som efter hans mening ikke har fået den centrale placering i danmarkshistorien, som han fortjener: adelsmanden og feltherren Johan Rantzau. Han spillede en afgørende rolle i flere omgange. Først som feltherre for hertug Frederik (den senere kong Frederik I) i dennes kamp for at tage magten i Danmark i forbindelse med afsættelsen af Christian II. Dernæst som feltherre til fordel for Christian III og hans støtter i forbindelse med Grevens Fejde. Det var denne konflikt, der endte med, at Christian III blev enehersker i Danmark og kunne gennemføre Reformationen i 1536. Og til sidst som feltherre i forbindelse med Danmarks krig mod Ditmarsken i 1559.

Torben Brammings bog er et bevidst og målrettet forsøg på at ”rehabilitere” Johan Rantzau, som mangen en marxistisk historiker i tidens løb har skældt ud for at være en brutal og reaktionær lakaj for kapitalisterne og overklassen i Danmark. Men Bramming mener, at han har mange andre facetter – som menneske, som militærmand og som politiker – der sjældent er blevet belyst, og som han derfor ønsker at få frem. Han er tydeligvis tilhænger af det såkaldte idealistiske historiesyn, hvor enkeltpersoners afgørende rolle og betydning for den historiske udvikling betones, mens han afviser marxisternes og andre materialistiske historikeres fokus på, at det er de økonomiske ressourcer og samfundets strukturer, der har bestemt udviklingen. Han går i bogen så vidt som til at være på kanten til at antyde, at Danmark ikke nødvendigvis var blevet protestantisk, hvis ikke det havde været for Johan Rantzau.

Det er en påstand, som kan diskuteres (som al kontrafaktisk historieskrivning). Men uanset hvad man mener om den, får vi i bogen præsenteret en særdeles spændende og interessant historie om en person, der stod i centrum af de politiske og militære begivenheder hele vejen op igennem 1520’erne, 1530’erne, 1540’erne og 1550’erne. Og det er i sig selv særdeles værdifuldt. Som Torben Bramming viser, er historien om Johan Rantzau nemlig også historien om hele den politiske og kirkehistoriske udvikling i Danmark i de afgørende år, hvor katolicismen og den evangelisk-lutherske protestantisme kæmpede mod hinanden i alle de nordeuropæiske lande.

Og det gik ikke stille af. Johan Rantzau var en hård og barsk militærmand, men som, ifølge Torben Bramming igennem alt, hvad han foretog sig, havde en stærk tro på, at Luthers protestantisme var den sande version af kristendommen som en rød tråd. Og det er netop det perspektiv, som marxisterne ikke har haft med, når de har skrevet om Rantzau og kun har fokuseret på hans blodige nedkæmpelse af sine fjender, om det så var hansestaden Lübeck, nogle grupper af oprørske jyske bønder eller en helt tredje part.

Torben Bramming er ikke upartisk i sin omtale af Johan Rantzau. Man mærker i bogen en stor grad af sympati, ikke mindst for den sag, som Rantzau brændte for (protestantismen), og som gjorde ham til ”den hellige kriger”. Men det gør heller ikke noget, så længe man blot kender præmissen for bogen. Og det gør man i dette tilfælde. Bramming lægger ikke skjul på sit ærinde og fortæller blandt andet i efterskriftet om, hvordan en række historiske personer tidligere er blevet ladt ude af historien eller er blevet omtalt urimeligt negativt af den marxistiske og materialistiske historieskrivningstradition.

Bogen er både interessant, dramatisk og spændende læsning, som varmt kan anbefales, hvis man som læser hele tiden husker at holde sig dens grundlæggende præmis for øje. Den giver en fin skildring af store dele af de politiske begivenheder i et af de mest indviklede forhold i Danmarks historie, nemlig Grevens Fejde.

Dog kunne man visse steder godt have ønsket sig en lidt mere kritisk tilgang til kilderne, ligesom man – ikke mindst – kunne have ønsket sig en litteraturliste, der i højere grad var præget af nyere værker. Man savner flere specialværker af nyere dato, for eksempel Poul Grinder-Hansens biografi om Frederik II. Og ikke mindst burde Bramming have haft en række af de nyere og nyeste danmarkshistorier med i stedet for de gamle værker fra slutningen af 1800-tallet og tiden omkring Første Verdenskrig, som fylder godt på litteraturlisten. Inddragelsen af de nyere værkers fortolkninger ville have kunnet bidrage til en endnu større forståelse af Johan Rantzau og hans tid.