Prøv avisen

Med evigheden som område

... Eckehart, hvis stræben lå i at fortælle om menneskets mulighed for forening med Gud. (Arkivfoto)

Stigende individualisering kunne føre til, at mystikeren Eckeharts bud på menneskets dybeste natur og bevidsthedens rolle bliver moderne, men Eckehart endte foran inkvisitionen for kætteri - han var for tidligt på færde

Blandt middelalderens mystikere hørte Mester Eckehart (1260-1327) til blandt de største. Ja, måske var han den største, fordi han besad en helt særlig evne til at formulere sig i nye og uortodokse vendinger.

Hans anderledes måde at formulere sig omkring menneskets inderste forhold til Gud på betød da også, at han blev trukket for inkvisitionen. Og det til trods for sine høje embeder inden for dominikanerordenen. Den gamle magister i teologi måtte i sin høje alder den 22. februar 1327 indfinde sig i Kölner-domen for at stå til regnskab for inkvisitorerne. Processen mod Eckehart blev aldrig færdig, fordi han døde en naturlig død, men i 1329 udsendte paven en bulle, der fordømte en række af hans udtalelser. Herefter bliver der tavst omkring den store mester. Officielt var han gået i glemslen, og ingen teolog turde i de næste 200 år stå ved at læse Eckehart. Alligevel dukker hans skrifter op igen 1498, da en anden mystiker, Johannes Tauler, får trykt sine prædikener, som er fulde af citater fra den gamle mester.

I hemmelighed har Eckeharts skrifter levet i klosterbibliotekerne, og da man i begyndelsen af 1800-tallet igen for alvor får øje på den store middelalderskikkelse, viser det sig, at der rundt om i Europa gemmer sig mange af hans prædikener og traktater. Efter et meget omfattende arbejde fik man til sidst sammensat en »Eckehart-kanon«, der i dag er udgivet som »Deutche Predigten und Traktaten«.

Eckehart har i modsætning til mange andre mystikere et meget nøgternt sprog. Den spanske mystik med sine svulstige billeder ligger ham fjernt. Det samme gør Hildegard von Bingens farverige sprog og beskrivelse af tilværelsen. Hos Eckehart gælder det om at fortælle om menneskets mulighed for forening med Gud. Mennesket skal modtage Gud, for Gud vil hele tiden lade sin søn føde ind i os. »Det er Guds natur, at han giver, og hans Væren hænger sammen med, at han giver os. Hvis ikke vi tager imod og ikke undfanger, så gør vi vold mod ham og dræber ham.« (Predigt 4).

Når Eckehart prædikede, var det ofte i kvindeklostrene, og der er ingen tvivl om, at det har vakt opstand, når han brugte nye og helt usædvanlige billeder på menneskets forhold til Gud. For ham var der dybest set ingen forskel på Jesus og os. Guds søn er for ham dels en betegnelse for Jesus, men også en betegnelse for mennesket i dets sande natur. Det lyder ud af skrifterne, at Eckeharts teologi byggede på hans egen erfaring. Det er ikke skolastisk intellektuel tænkning, der præger hans sprog, selv om det mange steder er vanskeligt at følge. For bag de nøgterne formuleringer er der et rigt indre liv. Eckehart havde ingen illussion omkring menneskets normale adfærd og væsen. Men han hævdede, at der bag vores umiddelbare natur er en gnist eller en væsenskerne, der hænger sammen med Gud, »das Seelenfünklein«, og det er dét, hele eksistensen retter sig imod. »Gud har skabt hele verden for, at han kunne fødes i sjælen og den igen i Gud«, skriver han i en prædiken over Lukas 1,26.

Eckehart er stadig kontroversiel. De fleste teologer vil mene, at han enten er uforståelig eller kættersk i sine formuleringer om Gud. Men i de sidste 50 år har Eckehart fået en fornyet betydning, fordi han med sine formuleringer ofte er meget tæt på, hvad man kan læse i orientalske religioner. For de nye kristne mystikere i vor tid der forsøger at lade deres kristne tradition berige af de orientalske traditioner, spiller Eckehart en vigtig rolle. Det gælder blandt andre Abishiktananda og Thomas Merton.

For den franske benediktinermunk Henri Le Saux, der de sidste 25 år af sit liv levede som kristen sadhu i Indien under navnet Abishiktananda, var Eckehart et bevis på religionernes enhed i den mystiske erfaring. Og sådan bliver han også forstået i dag i den mere intellektuelle del af New Age bevægelsen. Lighederne i Eckeharts formuleringer med den hinduistiske advaita-vedanta-tradition er slående, og tekster af Eckehart er derfor i høj kurs, når gymnasieelever skal studere mystik på tværs af religionerne. I middelalderen var det af stor betydning for samfundet, at alle troede det samme. Hvis nogen troede eller gjorde noget forkert, kunne det trække alskens ulykker ned og medføre Guds straf for alle. Samtidig handlede det også om magt. Den, der sidder på den åndelige »lovgivning«, kunne gøre krav på privilegier og respekt. Derfor var inkvisitionen ivrig og for frem med bål og brænd mod kætteri.

Selv om inkvisitionen i den voldelige forstand heldigvis er forbi, så udøves der stadig inkvisition i stort set alle trossamfund. Der er ganske enkelt grænser for, hvor forskelligt man kan tro for at være en del af samme fællesskab. Undertrykkelsen af Eckeharts tanker tager i dag naturligvis ikke form af forbud, men det er ikke det samme som at sige, at Eckehart har frit spil. De fleste teologer vil uden tvivl rynke på næsen af hans forståelse af menneskets forbundethed med Guds natur. Og meget få - om nogen - danske præster vil i dag inddrage ham i deres prædikener. Hans tanker er ganske enkelt for langt væk fra danskernes oplevelse af virkelighed. Og så ville mange også mene, at hans fokus bar mennesket bort fra et engagement i livet og næsten.

Fortællingerne om Eckeharts eget liv tyder imidlertid ikke på, at det skulle have været tilfældet, for han var meget udadvendt, og sagde blandt andet, at »hvis man føler sig henrykket til den syvende himmel, men ser en fattig, der er sulten, da er det bedre at opgive sin henrykkelse for at mætte den trængende«. Eckeharts tanker er ganske vist over 700 år gammel, men han kunne godt blive en vigtig teolog i fremtiden. Kombinationen af tidens individualisering og interessen for buddhismen kunne føre til, at Eckeharts bud på menneskets dybeste natur og bevidsthedens rolle bliver moderne. For Eckeharts område er evigheden og ikke øjeblikkets kultur og meninger.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Eckehart var ud af ridderlig slægt og født i 1260 i byen Hochein. Han begyndte sit kirkelige liv i et dominikanerkloster, og blev hurtigt prior i et sådan i Erfurt. Han tog teologisk licentiatgrad i Paris i 1303. Fire år senere blev han indsat som generalvikar af Bøhmen og fik dermed overordnet opsyn med klostrene.

I 1311 rejste han til Strassbourg som lærer og prædikant, blandt andet i kvindeklostrene. I 1325 blev der klaget til pavestolen over Eckeharts prædikener og teologiske udlægninger. I 1326 forsøgte Eckehart i et skrift at påvise, at hans lære ikke stred imod kirkens. I 1327 indfandt han sig for inkvisitionen i Köln. Retssagen påbegyndtes, men nåede ikke at blive afsluttet før Eckehart døde i 1327.

Hildegard von Bingen (th.) var også en af de middelalderlige mystikere, men hendes farverige sprog og beskrivelse af tilværelsen lå langt fra ... (Arkivfoto)
Denne fremstilling af Treenigheden forekommer i en traktat skrevet af en tysk mystiker fra kredsen omkring Mester Eckehart. Gud Faders og Kristi enhed vises ved den fælles kappe. (Arkivfoto)