Med feriepostkort som inspiration

Christina Hagens konceptværk White Girl om politisk ukorrekte turistoplevelser er anstrengende og fascinerende

Til sit konceptværk har Christina Hagen hentet inspiration fra en række postkort fra folk på rejse rundt om i verden. –
Til sit konceptværk har Christina Hagen hentet inspiration fra en række postkort fra folk på rejse rundt om i verden. – Foto: .

Du tro det sjov? Dame, du holde op med at rulle med den øjen og kalde mig grim ting, du sige jeg dum. Du den skinke spise i den lille faldefærdig hus i Bronx. Jeg se folk som dig den hus i Bronx og mænd stå varme sig ved tønde ild. Du ikke tro, du bedre end mig, fordi du der offentlig job har. Jeg putte dig gennem kødhakke, hvis du få mig til græde igen.

LÆS OGSÅ: Bag blondegardinet

Så besynderlig, idiosynkratisk, rablende og uskøn er stilen i Christina Hagens White girl. Bogen er som hendes tidligere værker, hvoraf det sidste var brevromanen 71 breve til M. (2001), et konceptværk. Med dette menes, at essensen ved en er en bestemt idé af æstetisk, social eller politisk art.

I Hagens forrige var hovedkilden en brevkorrespondance med en fængslet morder, mens hun i White Girl har hentet inspiration fra en række postkort, som hun har modtaget fra forskellige personer, der beretter om deres værste ferieoplevelser. Nogle af disse postkort er optrykt på omslagets inderside, mens titel og forfatternavn er skrevet med snasket blyant på forsiden af det, der er aspirant til at være det bevidst grimmeste omslag, der er nogensinde er lavet på dansk.

Hvad er så White Girl? Ja, hun er en rejsende rundt i verden, og, som man kan fornemme af det indledende citat, et ret ubehageligt bekendtskab. Der er således fyldt med racistiske, aggressive, intolerante, hysteriske og imperialistiske udsagn i ens 34 tekster, der tager udgangspunkt i forskellige lokaliteter i Sydøstasien, Afrika, Europa, USA og Latinamerika. At en helt igennem usympatisk rejsende hovedperson optræder i et værk, er dog naturligvis ikke noget nyt litterært fænomen. Et verdenslitterært eksempel på dette er for eksempel Louis-Ferdinand Célines Rejsen til nattens ende (1932).

I Hagens sætter den ynkelige hvide piges monologer mange tanker i gang, idet de er et korrektiv til den politisk korrekte synsvinkel, som man finder i rejselitteratur, hvor fortælleren er indsigtsfuld, empatisk, solidarisk og socialt bevidst i sit møde med det fremmede. At en sådan konfliktsky optik ikke er hele sandheden om, hvordan det opleves at rejse, må de fleste nok indrømme. Er man således alvorligt presset psykisk, og Hagens white girls er alle på forskellig vis kriseramte, kan de fleste således næppe med hånden på hjertet sige sig fri for at have haft følelser, som dem der artikuleres i White Girl, selv om vi selvfølgelig helst ser os selv som storsindede rejsende a la Troels Kløvedal, Ib Michael eller Jacob Holdt, når vi konfronteres med fremmede kulturer.

Hvad er så idéen med den absurd-hæslige formulering, som Hagen har udstyret sine white girls med? Der er næppe tale om noget realistisk forsøg på at ramme en bestemt sociolekt, idet ingen danske rejsende i udlandet taler på denne måde. Desuden er det ikke realistisk, at samtlige white girls, der tilhører alle mulige sociale lag og har alle aldre, taler præcis det samme sprog. Man må derimod forstå det gebrokne og ubehjælpsomme sprog som et symbolsk udtryk for den fremmedhed og magtesløshed, som personerne føler i forhold til de fremmede kulturer.

Skal man vurdere stilen, er der talrige finurlige og crazy-humoristiske anvendelser af talemåder og ordspil, og det lykkes faktisk Hagen at skabe fascination omkring sine personers verbale excesser over den utilfredshed med deres liv, som opleves på en turistdestination. På den anden side er en i lange passager anstrengende læsning. Dette skyldes først og fremmest, at det er de samme fire stilistiske greb, nemlig omvendt ordstilling, brug af den som bestemt artikel, fejl i substantivernes køn og verber i infinitiv, der anvendes i hver eneste sætning i en.

Men en original og ikke før set synsvinkel og måde at tematisere et problemfelt på er der tale om. Og uddrag af en skal nok dukke op i talrige gymnasieantologier i de nærmeste år.