Prøv avisen
Bog

Med fokus på skammen i jeget og samfundet

"Prøv den!," skriver vores begejstrede anmelder. Foto: Samlerens forlag

Daniel Dalgaards digte forener raffineret stil med psykologisk-eksistentiel nødvendighed. Det er samtidslyrik, når den er bedst

Skam er følelsen af, at man ikke slår til, at man er mindreværdig, forkert og kastebold mellem forventninger, man ikke kan indfri, og at man ikke vil være sig selv bekendt. Lyder det enkelt og alment, så er det alligevel påfaldende, at netop denne følelse måske er den mest tabuiserede og uudforskede af alle i vort samfund.

Selv blandt digterne, der siges at have adgang til sjælens mørkeste kamre, synes skam at ligge langt nede på listen over de ”skjulte” og/eller forbudte følelser, der udtrykkes. Vrede, idiosynkrasi, ekstase, længsel og rodløshed er for eksempel følelser, der har været tradition for at udforske i hele den lyriske tradition fra romantikken til den sene modernisme. Men ikke skammen.

Et bud på, hvorfor det forholder sig sådan, kunne være, at skammen ikke bare er tabubelagt, men at den også er usædvanlig svær at indkredse, fordi den i sin natur er så modsætningsfyldt og destruktiv-indadvendt. Men at den findes, ved alle, og store tænkere som Freud og Løgstrup er også fuldt bevidste om dette, selvom de har fundet andre navne som neuroser eller kredsende livsytringer for skammen.

Når jeg indleder med disse betragtninger, er det for at pege på, hvor unik en digtsamling Daniel Dalgaards ”Spejlkamel” er. Denne kan læses som et katalog over skamfølelser hos et individ, og det raffinerede ved digtsamlingen er, at den viser, hvordan skammen breder sig som en gift i sjælen og akkumulerer kraft i alle de situationer, hvor vor normale kontrollerende selvbevidsthed vakler eller er sat ud af kraft.

Efter beskrivelsen af, hvordan jeget i sin barndom sammen med sin onkel hver især sidder og holder ”en af mine små brødre/ som vi hidser op inden vi slipper dem løs på hinanden”, kommer så skammen i en fabelagtig koncentreret beskrivelse: ”jeg har en kraft i mig, en ensom afstumpethed,/ en vilje til at undskylde alt”.

Vi hører om det meningsløse og mislykkede erotiske møde: ”Hun kravler hen, sætter sig overskrævs på mig,/mens jeg ligger på ryggen, helt død. Reagerer ikke,/ følte mig som en dreng der straffer sin mor med tavshed.”

Vi får beskrivelser af, hvordan en oplevelse af altings meningsløshed giver ekko i jegets bevidsthed årtier efter: ”sidde og græde vildt/ mens læreren og de andre børn synger fødselsdagssang for mig/ fordi en pige fra første havde sagt at politiet ville tage min nye cykel”.

Vi læser om jegets skam, efter at han afsløres, mens han som teenager sidder ”helt stille og liderlig” og ser porno på tv1000, og om jegets forkrampede attitude og manglende evne til som voksen at falde ind i en samtale.

Eller vi kan til sidst tage en af digtsamlingens perler, hvor Dalgaards evne til at bore sig ned i en ydmygende følelse eksponeres i en sydende sarkasme og en yderst elegant stil: ”jeg lægger glad og gerne/ ansigtet i neutrale folder/ og siger/ med en myndig stemme/ noget generelt om Den Guddommelige Komedie, hvis - hvis/ jeg fx véd at ingen der er til stede/ har læst den, men at man har tillid til mig. Siger et eller andet pis./ Inferno er nok den mest interessante del for en moderne læser./ Bare - ikke mere end det. Det lille provinsgeni har talt!/ Inferno er nok den mest interessante del for en moderne læser!”.

Sådan kunne man blive ved med at citere herlige passager fra Dalgaards ”Spejlkamel”. Selvom der også er døde passager i bogen, er dens fænomenale dyrkelse af skammens poetik i en raffineret og suggestiv stil et eksempel på, hvor psykologisk-eksistentiel nødvendig samtidslyrikken kan være, når den er bedst. Prøv den!