Lise Andersen har skrevet sin store roman ”Ravnen flyver lavt” i fortrolighed med den grønlandske virkelighed i såvel positiv som negativ forstand.
Retfærdigt eller ej – ikke mindst det sidste står efter læsningen tilbage med ætsende kraft: Alkoholmisbrug, hustruvold og børn, der lades i stikken. En mor, der efter sin fulde mands slag ”ligger krøllet sammen i en pøl af blod”. Da han endelig er faldet tungt i søvn, bader et af børnene forsigtigt moderens skamferede ansigt.
Det er en historie om Nuka, der i en alder af knap 16 år bliver gravid og går ud af skolen, hvor hun ellers klarer sig godt. Hun får en søn, Minik, og flytter sammen med hans far, fiskeren Arsuk. Men deres samliv er fyldt med problemer, blandt andet fordi de begge har så meget imod sig fra deres fortid. Nuka, der får arbejde på en rejefabrik, forlader på et tidspunkt Arsuk og flytter med drengen ind hos en lesbisk kvinde, Siri. Romanens slutning åbner sig mod nye muligheder. Således synes Nuka indstillet på at genoptage sin skolegang.
Så bevidst som Lise Andersen er om den belastende baggrund for hovedpersonernes liv, dømmer hun dem aldrig. Hendes portrætter udmærker sig ved nuancering. Det kommer først og fremmest Arsuk til gode.
Stærkt påvirket af al den vold, han oplevede i sin barndom, besluttede han som dreng, at hvis han nogensinde fik en kone, ville han aldrig nogensinde slå hende. Men alligevel slår han Nuka.
Han har en elskerinde – det skal kæresten finde sig i, samtidig med at han omfatter hendes adfærd med den største mistro. I en gribende scene beskriver Lise Andersen ham som et offer for sin egen voldelighed. Han slår Nuka så hårdt, at hun mister fodfæstet og falder bagover. Man da han opdager, at Minik ser det, ændrer hans ansigt brat karakter, ”og han lignede mest af alt en lille dreng der var helt ulykkelig”. Han rækker ud efter Minik, men denne vil ikke vide af ham – og drengen viger ligeledes tilbage fra sin blødende mor.
Ikke desto mindre er de øvrige passager med Minik romanens smukkeste. Over for ham viser Nuka og Arsuk sig fra deres bedste sider – og meget kærlighed giver de ham.
”Ravnen flyver lavt” fremtræder i en lakonisk, nøgternt registrerende stil uden pynt – men ægtheden til trods truer en vis monotoni.
Den suggestive titel er flertydig. Ravne forbindes både med ulykke og død samt med drømmen om frihed – og de lyde, de udstøder, når de kaster sig ud fra fjeldet og flyver lavt hen over vandet, minder angiveligt om hekse, der taler med hinanden.