Vi er landet i 1500-tallets Frankrig. Dronningemoderen, Catherine af Medici, er landets reelle hersker og har et fast greb om sin regerende unge søn, Karl, mens yndlingssønnen Henrik af Anjou lurer i baggrunden. Skønt hun har indført en række liberale love, er religionskrigen mellem huguenotterne og katolikkerne på sit højeste. Landet trues af opløsning, Paris belejres, og hoffet barrikaderer sig på Louvre.
Vi er samtidig landet midt i Anne-Marie Vedsø Olesens sjette roman, Dronningens dame, der med fantasi og fakta udspiller sig i perioden fra september 1567 til april 1569. Og med dén i en overdådig slikbutik af melodrama, ulovlig kærlighed, kårder, komplotter, knuste hjerter og klicheer ad libitum.
Det må også være svært at holde tungen kølig, når man har valgt sig en hovedperson som Madeleine, en ung, smuk og vild kvinde, med blussende kinder, mod og mandshjerte nok til at håndtere både hest og kårde, et ildfuldt blik og et hår, der bruser ud over skuldrene. Og især når man også hitter på, at hun forelsker sig i landets fjende nummer ét, huguenotternes leder, Louis af Condé, mens hun selv er hofdame for dronningen. Så er der lagt i kakkelovnen for kongelige kriser og letsindig omgang med rigets sikkerhed. I øvrigt er han gift med en anden, men det ved hun ikke endnu.
Madeleine og Louis ser første gang hinanden under en vejspærring. Hans mænd tilbageholder hende en mørk aften nær Château de Mont-ceaux. Hun er på vej til slot-tet med vigtige efterretninger om netop fjenden. Han giver tegn til sine mænd om at lade hende passere. Det er kærlighed eller i hvert fald passion grandissimo ved første blik.
Romanen er, som man nok aner, konsekvent bygget op over stereotyper. Således præsenteres Louis som idealet på en førsteelsker:
Han var høj og veltrænet () og omkring øjenkrogene havde han små, fine rynker, der tilføjede hans ansigt et anstrøg af erfaringens autoritet. Hans blik var roligt, og han udstrålede en styrke, der forplantede sig til hans omgivelser .
Efter sin bedrift ansættes Madeleine hos dronningen og bliver hendes fortrolige, mens Louis om natten smugles ind i hendes private gemakker. De øvrige hofdamer skuler. Naturligvis bliver de afsløret, og hvad siger dronningen til dette højforræderi? Tja, bortset fra nogle svirp med stokken på de bare lår og en midlertidig degradering er hun forbavsende forstående og forhindrer ikke de elskende i at mødes. Dramaet vinder over troværdigheden. Men vi aner, at hun ser en strategisk fordel i forholdet. Og derudover er dronningen også selv intimt fortrolig med kærlighedens farefulde stier. Således omgiver hun sig med flokke af unge tjenerinder, der omhyggeligt (og ret pikant!) udvælges til både elskov og afstraffelse.
Hvad der senere sker, som fører langt værre ting med sig end et stokkeslag, skal der ikke hviskes om her. Men så meget kan jeg afsløre: Det begynder med stortromme, og det ender i fuld orkestrering!
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om Anne-Marie Vedsø Olesens pastichefyldte, veldrejede og glimrende researchede romanstil. Kedelig er den i hvert fald ikke! Og forbillederne står tydeligvis i kø fra Cartland til Dumas, fra Os historie til dameblad og drengedrømme.
For et par år siden skrev for eksempel Leonora Christina Skov den lige så anakronistiske gotiske roman Silhuet af en synder. Men her var en tydelig ironisk genrebevidsthed. En postmoderne leg med alt det, vi i den gode smags tjeneste ikke vil stå ved. Det fungerede forbløffende effektivt.
Den småintellektuelle distance findes ikke hos Vedsø Olesen. Det gør naturligvis historien renere, mere uskyldig, mere ærlig i sin grund-substans. Og selvom jeg ikke hører til målgruppen, tror jeg bestemt, den vil finde sine farveglade læsere.