Det er en hårfin linje, der skiller stil fra stilstand, og den balancerer stort set alle store instruktører på.
Når balancegangen lykkes, kalder vi dem auteurer, for filmiske enere, og når det ikke lykkes, når filmene bare bliver tomme manerer, kalder vi dem udbrændte, uinspirerede eller det, der er værre.
Martin Scorsese har for det meste fortjent auteur-mærkatet, og selvom hans aktuelle storværk, ”The Irishman”, er så Scorsesesk i sit filmsprog og i sin tone, at det nærmer sig selvparodien, ja, så er det en af de stærkeste gangsterfilm, han har signeret.
Det siger ikke så lidt. Hans ”Goodfellas” fra 1990 er noget af det bedste, genren overhovedet har at tilbyde, og det er den tre en halv timer lange ”The Irishman” altså også og former sig på samme tid som et angreb på det politiske system og som et slags rekviem for de store gangstere.
Det hele begynder og slutter med Frank Sheeran, der i åbningsscenerne sidder på et plejehjem og ser tilbage. I de første af disse flashbacks, der udgør det meste af filmen, er han i sin bedste alder og lever af at køre kød ud til kunder. Men han har også fundet nogle lyssky måder at tjene lidt ekstra til familien på, og det bringer ham i kontakt med mafiabossen Russell Bufalino, der ser et lys i ham og sætter ham til småopgaver. Da han klarer dem tilfredsstillende, betros han større, mere voldsomme opgaver. Og da fagforeningslegenden og brushovedet Jimmy Hoffa mangler en højre hånd, låner han ham ud.
Men de to, Bufalino og Hoffa, kommer siden på kant, og hvor mafiabossen er medvirkende årsag til, at John F. Kennedy bliver valgt som præsident, hader Hoffa Kennedyerne og ikke mindst Robert Kennedy, der som nyindsat justitsminister går efter ham, fordi han tidligere ydede Richard Nixon økonomisk støtte.
Konflikten mellem Bufalino og Hoffa gør Sheeran til en lus mellem to hårde negle, og hans loyalitet kommer på umenneskelige prøver, i takt med at Hoffa slår sig voldsommere og voldsommere i tøjret, og Bufalino insisterer mere og mere på, at han forholder sig i ro og frygter, at han skal afsløre, hvad han ved om Kennedys vej til magten. Sheeran er ellers blevet hårdhudet gennem årene og ved at tjene to herrer.
”I Heard You Paint Houses” er ikke bare titlen på den bog af Charles Brandt om virkelighedens Sheeran, som Scorseses film er baseret på, men også en genkommende replik. Og på det underliggende spørgsmål svarer Sheeran bekræftende. Men ”at male huse” er naturligvis ikke, hvad det lyder som, men mafiaens eufemisme for at skyde hjernemassen ud af hovedet på deres fjender og ud over bygningen bagved.
Sheeran får en vis øvelse i de her likvideringer på åben gade, men hvor hans arbejde for Bufalino er blodrødt, er arbejdet for Hoffa i gråzonen, og som fortællingen skrider frem og op gennem årtierne, bliver Sheeran stadig mere klemt, mens myndighederne også begynder at indkredse ham og hans gangsterforbindelser.
Uden at røbe for meget slutter ”The Irishman” modsat Scorseses øvrige gangster-eposser ikke med fornemmelsen af, at forbryderne fortsætter efter rulleteksterne. Det er, som om det hele ender med gamle Sheeran, og tilbage står de heftige påstande om, hvordan mafiaen fik Kennedy til magten og fik ham til at angribe Cuba, så de senere kunne åbne kasinoer dér. Da Kennedy ikke lykkedes med det, myrdede de ham i Dallas, sådan som vi alle har set det på Zapruder-filmen. Hvordan Hoffa, der forsvandt under ukendte omstændigheder, døde, har filmen også et vildt og Shakespeare-tragisk bud på.
”The Irishman” er konspiratorisk og også en af Scorseses mest systemkritiske film, og er man i dét hjørne, kan den ses som en kritik af Donald Trump og hans vej til magten. Men ”The Irishman” ligner også 77-årige Scorseses afsked med den gangstergenre, han selv har været med til at definere, og som fylder så meget i vores opfattelse af ham som instruktør, selvom det faktisk er relativt få af hans film, der handler om gangstere. Og alle hans velkendte greb, alle hans kunstneriske signaturer, er bragt i spil i hans seneste og sandsynligvis sidste gangster-værk: Voiceover, sublim rytmisk klipning, pludselige stop, hvor billedet fryser, humoristiske dialoger midt i mordene, præcise tidsbilleder, små ubegribeligt voldelige bosser og oversminkede, kæderygende koner. Og så er der naturligvis brugen af italiensk-amerikanske skuespillere. Robert De Niro og Joe Pesci er næsten synonyme med Scorseses gangster-dramaer, og det er Al Pacino også. Det kuriøse er bare, at Pacino aldrig før har medvirket i en Scorsese-film. Men hans roller i ”Godfather”-trilogien – et andet beslægtet og genredefinerende værk – får det til at føles sådan.
I ”The Irishman” spiller Al Pacino Hoffa, og det gør han blændende. Hvor han i så mange andre film er alt for meget, som om han ved, hvor god en skuespiller han er og hele tiden skal vise det, portrætterer han den selvforelskede fagforeningsbrutalis med en fin blanding af stivnakkethed og følsomhed.
Noget lignende gælder Robert De Niro, der har en irriterende uvane med at spille med samme gestik og tics, men her er der skruet ned for manererne, og frem træder Sheeran; et tilknappet menneske, der i høj grad er offer for de ydre omstændigheder og for sin egen loyalitet over for Hoffa og Bufalino, som Joe Pesci – der er filmens helt store scoop – spiller sublimt.
Hvor Pesci i ”Goodfellas” spillede en af filmhistoriens største og mest afstumpede psykopater, er han i ”The Irishman” ikke håndlanger med blod og hjernemasse på hænderne, men distingveret mafiaboss med tonede brilleglas, slebne formuleringer og rene negle.
Og hvor en af Scorseses bedrifter er at instruere en mere end tre timer lang film, der aldrig føles stillestående eller kedelig, er en anden og mindst lige så stor præstation at skabe et vemod i publikum. For det føles faktisk trist at se filmens mafiosoer og anløbne fagforeningsfolk gå til på mere eller mindre naturlige måder.
Noget lignende sker i selskab med de seks sæsoner af HBO-serien ”The Sopranos”, der handler om en flok smågangstere, og ”The Irishman” demonstrerer på samme vis, men over meget kortere tid, at man kommer til at holde af de fleste mennesker, hvis blot man lærer dem at kende. Også dem, der blæser hjernen ud på andre og til sidst sidder mutters alene på plejehjemmet og kun får besøg af sygeplejersken, der tager pulsen og sørger for, at de bitre piller bliver slugt. Dér i dødens venteværelse.