Prøv avisen

Med Gud og guitaren gennem smerten

”Selvom jeg stadig ikke forstår, hvorfor vi ikke kunne få børn, har jeg fundet en ro i, at livet er værdifuldt i sig selv. Det bruger jeg også i en af mine sange på pladen, der handler om at være god nok, som man er. Med eller uden børn,” siger Torsten Højgård. – Foto: Leif Tuxen.

Den 32-årige sangskriver Torsten Højgård og hans kone har forgæves kæmpet mod barnløshed. Men da det sled allermest på parforholdet og troen på Gud brugte han smerten til at søge svar gennem sangskrivningen. Og nu er han aktuel med cden Jogil Knif

De fleste forestiller sig stadig, at den naturlige udvikling for den romantiske kærlighed er at ende som kød og blod i form af et fælles barn. Men selvom de fleste forelskede par også ubesværet forener deres gener i et barn, når de er klar til at blive forældre, går det ikke så nemt for alle.

LÆS OGSÅ: Søvndal: lægebesøget skal være gratis

Hvert femte par i Danmark har svært ved at få børn. Og for en del par forbliver drømmen om egne børn en drøm. Alligevel er der ikke mange, der taler åbent om den sorg. For selvom man med rette kalder ethvert nyt liv et mirakel, er barnløshed stadig et tabu. Og den 32-årige kristne sangskriver Torsten Højgård udbad sig også først betænkningstid, før han vidste, om han havde lyst til at fortælle hele historien bag de sange, som han netop har udsendt på den lille cd Jogil Knif.

Med udgivelsen lægger han sig i musikalsk forlængelse af den understrøm af moderne folkbands, der i øjeblikket fører de kristne rødder helt op på den danske rockscene med navne som Hymns of Nineveh og Kloster i spidsen. Og selvom han også mener, at musikken skal kunne eksistere på kunstens præmisser, vedkender han sig ublufærdigt et kristent ståsted, hvor Bibelen og hyppig kirkegang er med til at give hans sange dybde.

Jogil Knif er også inspireret af så forskellige musikgiganter som blandt andre Neil Young og Videbæk Hamonikaforening.

Under tilblivelsen har jeg ud over disse inspirationskilder haft et mentalt billede af en flok fiskere, der sidder og synger og tramper i et forsamlingshus, forklarer Torsten Højgård.

Og lyden er da også lige så livsbekræftende, som den er melankolsk med numre som Sørøverblues og You and I.

Men sangene er samtidig skabt midt i en meget personlig ægteskabskrise, da drømmen om at få børn pludselig blev et mareridt for ham og hans kone. For parrets barnløshed havde nær kostet dem både kærligheden til hinanden og troen på Gud. Og at bede om et interview om det er stort set det samme som at bede om et backstagekort til hans inderste sjæleliv. Men efter at have talt med sin modige kone, Mette Marie, er han ikke længere i tvivl.

LÆS OGSÅ:
Livsstilens effekt på barnløshed tjekkes

Parrets situation er netop ikke så usædvanlig, og hvis de kan hjælpe andre ved at fortælle om det, vil de gerne offentliggøre deres egen sorg, splid, skuffelse, depression og nye livgivende indsigter ved ikke at kunne få børn. For de har på hver deres måde fundet håb, lindring og nyt liv ved at sætte ord på smerten. Og mens han har fået afløb gennem musikken, har hun skrevet meget smukt og direkte om det i et personligt essay, som hun har givet os lov til at citere fra:

Da jeg var 19 år, mødte jeg min prins. Han kom ikke ridende på en hvid hest, men på et skateboard. Vi blev meget forelskede, og vi vidste efter kort tid, at det skulle være os. Efter to år blev vi gift. Før brylluppet havde vi snakket om, at vi gerne ville have børn en dag. Da vi havde været gift i omkring to år, besluttede vi os for at begynde at prøve. Det skulle dog vise sig, at det ikke var så let for os. Inden for de første 9 måneder aborterede jeg tre gange spontant. Jeg var ganske vist ikke særligt langt henne, men det var et hårdt slag for os begge to. Da jeg aborterede tredje gang, sad jeg i et badekar, og jeg måtte skrige til Gud Hvorfor har du forladt mig?.

Torsten Højgård sidder alene i parrets stue på Østerbro, da han viser mig sin kones essay. I værelset ved siden af hænger en pæn samling guitarer, der til gengæld har været Torsten Højgårds bedste udtryksmiddel de seneste år. Han og Mette Marie har i det hele taget også haft meget forskellige måder at reagere på. Mens han blev praktisk og tænkte, at det skulle arbejdes væk, tog hun nærmest hovedspring direkte ned i sorgen over ikke at kunne få børn, som han udtrykker det. Og da det stod værst til, gik det også ud over forholdet:

Det værste ved, at vi ikke kunne få børn, var, at vi begyndte at fjerne os fra hinanden. Hun var meget fyldt med skam og sagde, at jeg skulle finde mig en anden kone, der kunne give mig børn, selvom jeg blev ved med at sige, at hun ikke var mindre kvinde i mine øjne. Og at hun stadig var min drømmekvinde. Men hun isolerede sig mere og mere i sig selv, i takt med at det heller ikke lykkedes at få børn gennem reagensglasbehandling. Og barnløsheden blev hele hendes verden, mens jeg nok gerne ville have hende til at slå de følelser fra en gang imellem, men det gjorde det heller ikke nemmere, at hun var blevet pumpet med hormoner, siger Torsten Højgård og ser ned et øjeblik:

Lægerne havde ellers sagt, at der var gode chancer. Dengang måtte man få tre chancer, og hver gang satte vi kun vores forventninger i vejret for at blive endnu mere skuffede. Og det endte med, at hun fik en dyb depression. Enten ville hun sove, eller også ville hun flygte ind i en film, og jeg følte, at jeg mistede hende, så efterhånden havde jeg også mere lyst til at drikke øl med mine kammerater end at sidde derhjemme. For vi kunne ikke tale sammen længere. Og jeg følte mig meget alene. Men i den periode følte jeg alligevel, at Gud var der for mig. Enten til at give mig et klap på skulderen eller også til at være der til at få skældud. For jeg stod i en ny situation, hvor jeg følte mig meget magtesløs, men der greb jeg alligevel fat i troen, mens jeg i andre peridoer var ved at miste den. Og det handler flere af mine sange også om.

Midt i krisen blev musikken et holdepunkt for ham. Og da Mette Marie lagde sig livstræt ind i sin seng, da deres sidste reagensglasforsøg mislykkedes, var det også guitaren, han greb for at skrive den smukke sang You and I, der handler om at holde fast i hinanden.

Jeg har altid følt en glæde ved at skrive musik. Og gennem vores barnløshed har jeg også følt et behov for at bearbejde de ting. For jeg har både haft brug for at forholde mig til, hvad vores barnløshed gjorde ved vores parforhold og gudsforhold, siger Torsten Højgård, der i dag føler sig styrket i begge dele. En psykolog hjalp dem med at finde nogle redskaber til at tale bedre sammen, og siden er de blevet godkendt som adoptivforældre. Og allerede på lørdag skal de rejse til Sydafrika for at hente deres lille pige på et børnehjem efter flere års ventetid.

Vi har valgt at give hende navnet Johanne, fordi det betyder Gud er nådig. For lige nu oplever vi, at der er kommet en forløsning på det, vi er gået igennem, fordi vi nu alligevel bliver forældre. Og vi glæder os til at hente vores lille guldklump hjem til Danmark. På den måde oplever vi en afslutning på sorgen over ikke at kunne bliver forældre. Det har rystet os, men det har også rystet os sammen. Og vi føler begge to, at vi gennem vores barnløshed er gået igennem en rejse, der er endt med at knytte os endnu stærkere sammen som par. Vi er ikke længere i tvivl om hinandens kærlighed. For jeg føler, at vores bånd er blevet meget stærkere. Vi kan for eksempel bede sammen igen. Og det er fantastisk. For vi har begge fået fornyet vores tro på, at man kan dele livet med Gud gennem glæde og sorg. Jesus gik jo selv smertens vej, og det giver mig tro på, at han også vil gå gennem smerten sammen med mig. Gud har jo heller ikke lovet os et liv uden smerte, men han har lovet os at være der for os. Jeg forstår ikke altid Gud, men jeg synes, at han viser et forbillede ved at kalde sig Jeg er. Og selvom jeg stadig ikke forstår, hvorfor vi ikke kunne få børn, har jeg fundet en ro i, at livet er værdifuldt i sig selv. Det bruger jeg også i en af mine sange på pladen, der handler om at være god nok, som man er. Med eller uden børn.