Prøv avisen
Bog

Med Handke i eventyrskoven

Peter Handkes barndomsven ”går i svampene”, men finder også ud af skovbunden igen. Lavmælt prosa om svampe og erindring i en ny bog af Peter Handke på dansk

Ude i skoven kan man finde så meget. Sammenkrøllede cigaretpakker, tomme øldåser. Og man kan finde ”trækronernes bevægelse i vinden, selv lydløs, sfærisk ud og ind mellem hinanden”, som det ganske skønt hedder i østrigske Peter Handkes (født 1942) ”Forsøg over svampenarren”.

En blanding af essay og roman, hvor en Handke-lydende og -lignende jegfortæller forsøger at genkalde sig sin ven, svampenarren, der blev besat af den svampede skovbund og næsten gik i, nå ja, svampene, som det faktisk flere gange hedder i romanen. For det var hverken cigaretpakkerne som trist monument over menneskets svineri eller trækronernes sfæriske himmelsang, som svampenarren ville finde. Det var tværtimod en karljohan.

Svampenarren var en simpel fyr i en lille landsby, der kedede sig gennem de første mange år af sit liv. Tiden forekom ham ganske enkelt for lang. Verden var ikke dyb, den var lang. Alligevel voksede han og blev en stor advokat, der i silkeslips dygtigt forsvarede krigsforbrydere ved internationale domstole – men så snart dagens onde dont var ovre, gik han i svampene. I laksko og slips ud i skoven for at dyrke lidenskaben, der kunne ophæve tilværelsens ulidelige kedsommelighed.

Og dem fandt han altså, fortæller Handke-fortælleren ømt. Men det var også lige ved at koste svampenarren det hele. For konen skred med barnet, fordi kun svampe og (indimellem) krigsforbrydere betød noget. Svampenarren rejste helt til Yemen – der var vel dog ingen skove? Men selv der måtte svampenarren lede efter svampe. Og fandt dem.

Det er måske kuriøst, men det er ikke pointen. Fortælleren savner den eventyrskov med de store svampe, som både han og svampenarren voksede op i, og i sin essayistiske stil er bogen også et forsøg på at genfortrylle virkeligheden gennem erindringen og skrivningen.

Ignorerer man forlagets krukkede reklame for bogen og tillader sig blot at dufte til de centraleuropæiske birke- og bøgetræer og den jordbund, der har taget imod så mange bomber, at der ikke burde være svampe tilbage, vil man møde en lavmælt og trist på den gode måde-prosa. Peter Handkes forfatterskab er lige så vildt voksende som så mange andre af skovens gevækster, men også et udtryk for den interessante tendens, at et af de vigtigste centraleuropæiske forfatterskaber i det 20. århundrede i nogen grad synes at være mere øst- end vestvendt.

I begyndelsen kan man spørge sig selv, hvorfor svampenarren skal kaldes en nar, når han beskrives så nænsomt og formfuldendt, og når nu han repræsenterer eventyrets mulighed i en tid, hvor svampe snarere minder os alle om, hvad der kan ske med ens ejendom, eller hvordan ens børn forgiftes af gluten eller lsd.

Men det skyldes, at lidenskaben kan opsluge alle mennesker, ligesom vi alle kan gå i hundene eller svampene. Og hvis man ikke er klar over det, er man en nar. Men hellere være en nar, der ser eventyr, end en prosaiker, der ser gift.