”Grønlands Amt” er en listig titel til en bog om Grønlands nyere historie, for det er ikke mur- og nagelfast, at der har eksisteret et grønlandsk amt. Grønland havde efter 1953 en status, der svarede til et amt uden helt at være det. Men det er heller ikke pointen. Titlens grønlandske amt er snarere taget fra de forventninger og drømme, som grønlandske politikere havde i begyndelsen af det 20. århundrede.
En af de helt centrale skikkelser i grønlandsk politik på dette tidspunkt, Augo Lynge, skrev i 1931 en roman, hvor han forestillede sig et Grønland, der i fremtiden var fuldt integreret i den danske stat og ligestillet med for eksempel Vejle eller Bornholms Amt.
Det er historien om denne utopi, som Wendel-Hansen drager frem, og det er der grund til at gøre, for det er nemlig en glemt historie, visket ud og overskrevet af en politisk dagsorden, der har brug for at fortælle historien, så den passer ind i det nu dominerende ønske om grønlandsk national selvstændighed. Den version af historien, der understøtter denne politiske dagsorden, lægger vægt på, at Danmark mod grønlændernes ønske søgte at trække dansk sprog og forvaltning ned over hovedet på grønlænderne, og at Danmark kun modstræbende imødekom grønlandske ønsker og krav. Grundlovsændringen i 1953, der eksplicit udvidede forfatningen til også at omfatte Grønland, blev ifølge denne tradition kun gennemført efter internationalt pres, fordi det var danskernes frygt for at blive bragt i forlegenhed i FN, der var drivkraften. Ifølge samme tradition blev den grønlandske politiske bevidsthed først vakt i 1970’erne med den generation, der stod bag oprettelsen af Hjemmestyret i 1979.
Wendel-Hansen gør over for denne tolkning gældende, at grundlovsændringen 1953 og tilblivelsen af ”Grønlands Amt” var resultatet af en langvarig dansk-grønlandsk proces, som var svar på det helt afgørende spørgsmål: Hvordan gør man Grønland til et moderne samfund? Ikke mindst på dansk side var der konservative kræfter, der mente, at man ikke skulle forcere moderniseringen, fordi det ville gå ud over den grønlandske identitet og levevis. Men frem til midten af det 20. århundrede var der almindelig enighed om, at Grønlands vej ind i moderniteten skulle ske i form af en integration i den danske samfundsmodel.
Under krigen var Grønland isoleret fra Danmark, og grønlænderne fik en smagsprøve på den amerikanske livsform, men den fængede ikke som den for eksempel gjorde på Island. Den 5. maj 1945 blev fejret som en genforening med Danmark. Efter krigen fortsatte processen i retning af en modernisering af det grønlandske samfund, og grønlænderne blev fra 1953 repræsenteret i Folketinget med to mandater. Statsminister Hans Hedtoft aflagde besøg på øen i 1948, hvor han bekræftede den politiske linje, der førte til grundlovsændringen, og hans død i 1955 blev i Grønland betragtet som et stort tab.
Det var derfor heller ikke tilfældigt, at det hidtil største grønlandsskib blev opkaldt efter Hedtoft. Det sank som bekendt på sin første tur for 60 år siden. Alle 95 ombordværende omkom, herunder folketingsmedlem Augo Lynge. Med skibet forliste så at sige også drømmen om Grønlands Amt. Grønlandsk politik orienterede sig i de følgende årtier i stadig højere grad mod selvstændighed og uafhængighed med forbillede i den afkolonisering, der fandt sted over hele verden.
Spørgsmålet om Grønlands fortid og fremtid har været genstand for en ophidset diskussion de seneste år. Wendel-Hansen er ikke fremmed for denne debat, og han leverer sine pointer sagligt og med skønsomhed. Bogen er skrevet i solidaritet med det grønlandske perspektiv på historien uden at tale de nuværende magthavere på Grønland efter munden, og på den måde udgør bogen et både stilfærdigt og vægtigt bidrag til forståelsen af Grønlands status historisk og indirekte derfor også i dag.