Med H.C. Andersen i operaen

Henrik Engelbrecht har redegjort meget loyalt for sin fremstilling af H.C. Andersen og operaen i ny bog, skriver Eva Hvidt

Statue af H.C. Andersen i Kongens Have.
Statue af H.C. Andersen i Kongens Have. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.

Teatret tiltrak hele livet H.C. Andersen, og operaen var han fuldstændig fascineret af. Var han ikke lige endt som verdensberømt forfatter, ville han hellere end gerne have været komponist og sanger ligesom hovedpersonen i sin sidste roman ”Lykke-Peer”. Fascinationen medførte, at H.C. Andersen blev en intens iagttager af scenen, hvilket han delagtiggjorde eftertiden i med sine mange personlige og billedskabende beskrivelser af sine oplevelser. Stoffet er gennem tiden blevet grundigt behandlet, digterens mange almanakker, dagbøger og breve er blevet digitaliseret og kommenteret, og der har været forsket i mange aspekter af forfatterskabet, herunder forholdet mellem H.C. Andersen og musikken.

Nu har Henrik Engelbrecht taget emnet op på en ny og frisk måde med en grundig bog om H.C. Andersen og operaen. Emnet lægger sig i smuk forlængelse af Henrik Engelbrechts kendskab til Det Kongelige Teater og hans seneste læseværdige udgivelse ”Opera i guldalderens København”.

Allerede fra første station i den unge H.C. Andersens liv føres vi mod hans entusiastiske, men ikke videre vellykkede forsøg på at blive optaget i de kunstneriske ensembler på teatret i Odense og derefter Det Kongelige Teater i København. Teatrets ledende personligheder må have undret sig over den langlemmede ynglings hjemmelavede forestillinger med sang, dans og monolog. Men senere i livet lykkedes det H.C. Andersen at få antaget flere operatekster på teatret, bedst kendt er ”Liden Kirsten” med musik af I.P.E. Hartmann.

H.C. Andersen lærte hurtigt tidens repertoire at kende, som langt overvejende bestod af vaudeviller og syngespil, men efterhånden udvidedes hans horisont. På sine talrige og imponerende rejser ned gennem Europa var noget af det første, han gjorde, at besøge byens operahus, ligesom det hjemlige kongelige teater fungerede som en slags klubhus for forfatteren. Her kunne man lade sig inspirere, tale med andre borgere, høre den sidste sladder og opleve, hvad der foregik på scenen. H.C. Andersen var bestemt interesseret i forestillingerne, og mange af dem så han talrige gange.

Henrik Engelbrecht har redegjort meget loyalt for sin fremstilling af H.C. Andersen og operaen og så vidt muligt ladet digteren selv komme til orde i beskrivelserne af sine operaeventyr. Samtidig får læseren et fint indblik i europæisk operahistorie henover midten af 1800-tallet fra uskyldige tyske og franske syngespil over italiensk bel canto-opera med sangstjernerne i centrum til den franske grand opéra med dens opsigtsvækkende og storslåede scenebilleder til Wagners altomvæltende musikdramaer.