I Johannesevangeliet fremhæves, at ”I begyndelsen var ordet”. Asger Jorn har udtalt, at ”i begyndelsen var billedet”, og kunstneren Peter Brandes tilføjer nu med henblik på arbejdet med glasmosaikruder, at ”i begyndelsen var farverne”.
”Det er i hvert fald mit credo som glaskunstner. De tre grundfarver - blå, gul og rød er som et alfabet, som kan skabe ord. Med glasruder i de farver kan et univers skabes,” siger Peter Brandes, der har rendyrket den idé i en helt ny universitetskirke i USA med fire gigantiske glasmosaikker, der hver især måler 850 gange 550 centimeter.
Den ene rude er netop overvejende blå, den anden gul, den tredje rød og den sidste består af komplementærfarverne til de første tre ruder. Orange, violet og grøn. Det er ikke tilfældigt.
Den fjerde rude har gammeltestamentelige motiver, som Peter Brandes betragter som komplementære til Det Nye Testamente.
Kunstneren har brugt motiverne Kain og Abel, Abraham og Isak og Jakobskampen som udgangspunkter for komplementærfarveruden. De tre nytestamentlige ruder har som inspiration Kristi dåb, Kristi korsfæstelse og Kristi opstandelse.
Glasmosaikkerne blev efter et års arbejde indviet i weekenden i den nybyggede presbyterianske kirke Christ Chapel på Cornerstone-universitetets campus i byen Grand Rapids i Michigan.
Over 100 millioner kroner er blevet rejst af private sponsorer til kirkeprojektet, der blev omtalt af Wall Street Journal i sidste uge. For det er ikke hver dag, at et så ambitiøst kirkeprojekt bliver opført i USA i en by, der er på størrelse med Aarhus.
Peter Brandes' primære bidrag til kirken er de fire glasmosaikker, og han har også været med til at udforme kirken, så arkitektur og kunst er kommet til at forstærke hinanden.
Tidligere har kunstnerægteparret Maja Lisa Engelhardt og Peter Brandes ikke udført en udsmykning sammen. Det er sket i denne kirke, hvor Maja Lisa Engelhardt har skabt et forgyldt bronzekors, som glasmosaikkerne alle spejler sig i til en farvestrålende lovsang.
I Peter Brandes' ånd er der i samarbejde med arkitekterne sørget for, at vinduerne er højt placeret, otte meter over gulvet, og de er de eneste lyskilder i det store rum, som har plads til 1400 kirkegængere.
Den høje placering giver lyset mulighed for at trænge ind i rummet på en uforstyrret måde, og da vinduerne er rummets eneste lyskilde, fremstår deres funktion kunstnerisk og formelt optimalt.
”Himmellyset har været min sparringspartner i projektet. Det er ikke de 1800 små stykker glas i hver rude, der giver værket dets indre glød. Det er lyset, og det er først dér, at magien opstår,” siger Peter Brandes, der arbejder i en kirke-udsmykningstradition, der går helt tilbage til den franske kunstner fra gotikken abbed Suger (1081-1151), som forsøgte at give kirken et ”helligt lys” - første gang i Saint Denis-katedralen i udkanten af Paris.
Sugers og tidens idé var, at alt i kirken var helligt - brødet, vinen, musikken, ordene, mens lyset gennem vinduerne udefra var det samme, som folk også oplevede til hverdag i deres egne stuer.
Brødet var ikke bagerens brød, men Kristi legeme, vinen hans blod og musikken ikke underholdningsmusik fra markedspladsen, og ordene var Bibelens ord. Derfor fik han idéen til at lave glasmosaikker, der kunne bryde lyset og give det en farverig hinde, så man som kirkegænger kunne få følelsen af at opleve lyset som materie og tilstedeværelse under gudstjenesten, forklarer Peter Brandes.
Kristus fremhæves som lys.Tilstedeværelsen gøres konkret, når lyset opleves fysisk. Denne transformation kan ske ved glasmosaikkernes hinde mellem inde og ude. Peter Brandes har efterhånden udsmykket mange kirker i Europa og USA, men glasmosaikkerne i USA er hans hidtil største arbejde - på størrelse med hans store ruder til Vejleå Kirke i Ishøj her i landet.
”Da jeg var yngre, malede jeg nærmest kun Isak, der stod alene med nedbøjet hoved og bevidstheden om, at Abraham var parat til at ofre ham på Morijabjerget. Dengang var min tanke, at vi alle sammen skulle have Abrahams perspektiv på Isak, det uskyldige offer. Paradokset, at Abraham dræber sin søn, som han elsker, er et billede på troen, som har ophævet forstanden.
I min nye rude viser jeg de to, og det er gået op for mig, at man ikke kan skille Abraham og Isak ad, så nu skildrer jeg dem sammen. Derfor bærer de på en træstamme, som, hvis den ene slipper den, ikke vil kunne bæres af den anden. Det peger frem til Jesus, som bærer på sit kors,” siger han og tilføjer:
”Det Gamle Testamente lærer os, at alle velsignelser har en pris. Kain blev skånet af Gud, men måtte leve med sin skam. Isak blev skånet, men måtte leve med aldrig at kunne se Abraham i øjnene på samme måde. Og Jakob vandt sin kamp, men blev slået på hoften og mærket for altid. I Det Nye Testamente viser Kristus os, at han frivilligt var parat til at betale den højeste pris for, at vi kan blive velsignet.”
Teksten fortsætter under billedet
I den gule rude har Peter Brandes derfor skildret Jesus, som allerede er ved at forlade korset med hånden strakt ud som en sædemand, der sår sit evighedshåb.
Den blå dåbsrude er en springflod af Paradisets vand, som netop ved den gule rudes soningsdød har åbnet kilderne fra Paradisets floder til nyt håb og liv.
Den røde rude mod øst viser Kristus foran Maria Magdalene påskemorgen. Hun genkender ham ikke i morgenlyset, men først da hun hører hans stemme, bliver han genkendt. Det vil sige, at det er ikke billedet eller farven, som fortæller hende, hvem hun står foran, men det er Ordet.
”På den måde bliver mit udgangspunkt billedet og farverne underlagt det, som er kristendommens og Reformationens væsentlige tanke, at Ordet kan frelse os, sat op mod malerens drøm om farverne og billedets styrke,” siger Peter Brandes.
Og dette budskab kommer nu også frem et sted i USA - i Christ Chapel i Grand Rapids Michigan.
