Prøv avisen
Film

Hvad foregår der egentlig inde i hovedet på en 11-årig?

5 stjerner
”Inderst inde” er en både sjov og bevægende film om, hvordan følelserne Glæde, Tristhed, Afsky, Frygt og Vrede arbejder med de oplevelser, en 11-årige pige får. Foto: Disney

Skaberne af den eksistentielle animationsfilm ”Op” er tilbage med en ny tænksom og original film, der bogstaveligt talt udspiller sig i hovedet på en 11-årig pige

Disney skød papegøjen ved at købe Pixar i 2006. For sådan fik den gamle koncern, der virkede til at være kørt lidt træt i at lave toere og treere af gamle succeser, kreativiteten til at blomstre igen.

Og det var uden tvivl Pixar, der var kommet mest nyskabende ind i det nye årtusinde, siden det mere eller mindre Steve Jobs-ejede selskab gav nyt liv til legetøjet på børneværelset med ”Toy Story” i 1995. Og det er herligt at se, hvordan det fælles selskab siden har udsendt den ene originale børnefilm med noget på hjerte efter den anden.

”Op” (2009) var den mest originale animationsfilm siden Disneys ”Løvernes konge” fra 1994. De to film har i øvrigt det tilfælles, at man både kan få noget ud af dem som barn og som voksen.

”Op” har ligefrem en pensionist i hovedrollen, men den viser på rørende vis, hvordan man kan bevare sin eventyrlyst, fantasi og forundringsglæde hele livet.

Og nu er de Oscar-vindende skabere bag ”Op” tilbage med en ny original film, der bogstaveligt talt foregår i hovedet på en 11-årig pige.

”Inderst inde” følger de fem inkarnerede følelser Glæde, Vrede, Afsky, Frygt og Tristhed, der kommer på arbejde i kontrolrummet i Rileys hoved, fra første øjeblik hun slår øjnene op som spædbarn.

Her ruller minderne ind i form af erindringsbolde, der er farvede, alt efter hvilken følelse der har styret oplevelsen. Og nogle af disse oplevelser bliver til kerneoplevelser, som former Rileys personlighed.

Den på mange måder vellykkede animationsfilm kan imidlertid give børn det indtryk, at mennesker kun består af deres minder. For der er således ingen personlighed i barnet, før hun får sin første oplevelse.

Det virker som en lidt åndløs og forældet tanke, selvom den er tænkt før i filosofihistorien.

”Mennesker fødes ikke, de dannes”, sagde Eramus af Rotterdam (1469-1536), og den engelske empirist John Locke (1632-1704) mente som bekendt, at mennesket fødes ”tom som en tavle”.

I dag ville de fleste nok være enige om, at et menneske både er et produkt af arv og miljø.

Men det er glemt i ”Inderst inde”, mens for eksempel ”Løvernes konge” både gav plads til en form for metafysisk undren over livet med sine mange religiøse referencer og historien om, at faderen lever i sønnen.

Denne åndelige dybde findes ikke i ”Inderst inde”, der til gengæld udspiller sig som et psykologisk eventyr, der fører Glæde og Tristhed gennem Langtidshukommelsen, Fantasiland, Abstrakte tanker og Drømmeland. Og på en smuk og fantasifuld måde viser filmen, hvordan alle ens følelser har en funktion.

I begyndelsen af filmen forsøger kontrolrummets optimistiske leder Glæde således at holde Tristhed væk fra styreknapperne, men den opbyggelige pointe er, at vi har brug for alle slags følelser som menneske.

Og det får Riley også brug for, da hun flytter fra Minnesota til San Francisco med sine forældre.

Det er en god idé at tage fat i sådan en livskrise, som mange børn oplever.

Og filmen kan på trods af fraværet af gudsbilleder og arvemateriale varmt anbefales som en både sjov, underholdende og bevægende oplevelse, der vil rulle ned i erindringen som en af de bedste animationsfilm længe.

TV: Lars Thiesgaard har lagt stemmer til en af figurerne i filmen. Hør ham fortælle mere om animationsfilmen i videoklippet her:

137358033