Den danske forfatter Martin Larsen er desværre ikke kendt i den brede offentlighed, sandsynligvis fordi hans værker fra en umiddelbar betragtning kan synes smalle, kun henvendt til en ganske lille skare af særligt universitære litteraturlæsere. Dem, der sætter pris på konceptuelle strategier (der firkantet sagt flytter fokus fra den æstetiske tilfredsstillelse til idéen – konceptet – bag værket) og restriktionsbaserede metoder (hvor skriveregler, formelle begrænsninger og systemer styrer værket og skriveriet). Det er imidlertid en skam, hvis sådanne litterære greb står i vejen for forfatterskabets synlighed. Larsen er nemlig en af de mest særegne, eksperimenterende og kreative af sin slags i dansk litteratur; en påstand han bekræfter med den netop udkomne ”Parasitsonetterne”, der fortsætter i samme spor som de tidligere udgivelser.
Måske særligt i sporet fra ”Svanesøsonetterne” (2004), der består af en rigsarkiv- æske med 60 sammenkrøllede løsark, hvorpå man finder et mislykket forsøg på at skrive en storslået sonetkrans i traditionen fra Inger Christensens ”Sommerfugledalen” (1991). I den nye bog prøver Larsen dog ikke at gøre Christensen kunsten efter, men leverer i stedet en på én gang legende og dybt alvorlig poetisk-videnskabelig udforskning og undersøgelse af de, viser det sig, uendelige potentialer og forgrenede netværk, der gemmer sig nede i ”Sommerfugledalen” og ikke mindst dens form, sonetkransen: 14 sonetter (a 14 vers med fast rytme og rimstruktur, opdelt i 2 kvartetter og 2 terzetter), hvor det sidste vers i hver sonet altid er det første i den følgende, og en mestersonet, der består af de foregående 14 sonetters førstelinjer.
”Parasitsonetterne” er derfor ikke en traditionel digtsamling. Derimod præsenteres læseren først og fremmest for alt det, der ligger bag ved, uden om, under og ved siden af digtene: processen, dagbogsnotater, poetikker, brugsanvisninger og værk- og systembeskrivelser, der med en nøjeregnende og fascinerende detaljerigdom, ikke ulig digteren Klaus Høecks, fremlægger, hvordan ”Sommerfugledalen” og sonetformen med forskellige teknikker og systemer kan omsættes til et uendeligt antal nye sonetter, for eksempel ved hjælp af en art alfabetiserende omorganisering (måske et lille vink til et andet Christensen-værk, ”alfabet” (1981)) eller en række (avantgardeinspirerede) poetiske lege og øvelser.
Sådanne finurligheder er imidlertid kun forspil til ”Parasitsonetterne”s helt store bedrift, nemlig fremlæggelsen af den, for nu at låne et udtryk fra filosoffen Immanuel Kant, matematisk sublime sonetmaskine, ”digtaleffen”, som Larsen kalder den. Ved hjælp af denne maskine (og dens komplekse algoritmer, koder, netværksstrukturer, matematiske formler, figurer og grafer) bliver det muligt at bevæge sig ned i ”den fraktale struktur af sonetter, der lader sig generere ud fra Inger Christensens velkendte sonetkrans”, hvilket altså i princippet er ”uendeligt mange potentielle sonetter”, der således lag på lag forbinder sig med hinanden i en kompleks netværksstruktur. Det er med andre ord ikke de enkelte digte, der har Larsens interesse (og mange af bogens digt- eksempler er da heller ikke særligt gode), men tværtimod feltet af potentielle digte og forbindelserne mellem dem.
Det kan lyde meget abstrakt, fortænkt og teknisk, og det er det sådan set også, men ret beset er bogens projekt udtryk for en meget konkret og almengyldig fascination og længsel, der optræder utalige steder i litteraturhistorien. Inspireret af verdensrummet og talsystemers mønstre og skalavariationer søger Larsen nemlig uendeligheden eller ”fremstillinger af uendelighed” – blot med andre virkemidler – (mega)systemer, tal, formler, grafer etcetera – end den klassiske poesis musikalitet og billedstorm.
Som en parasit hægter Larsen sig altså på Christensens værk, men han er ikke kun en snylter. Parasitsonetterne er i høj grad et selvstændigt og – paradoksalt nok – originalt værk, der på forunderlig og fascinerende vis får vist, hvor dyb, rig og kompleks verden, sproget og litteraturen er – og i den henseende er der faktisk uendeligt meget at komme efter i Larsens bog.