Prøv avisen
Essay

Martin Scorsese: Fra katolsk alterdreng til filmindustriens største forkynder

”The Irishman” fortæller historien om lastbilchaufføren Frank Sheeran (Robert de Niro), der arbejdede for fagforeningsbossen Jimmy Hoffa (Al Pacino), og siden blev involveret i hans mytiske forsvinden i 1975. – Foto: Netflix.

I morgen er der premiere på den længe ventede storfilm ”The Irishman” af Martin Scorsese. Efter 24 års pause genoptager Scorsese samarbejdet med sin nære ven Robert De Niro i en film, som føjer nye facetter til deres mesterlige skæbnefortællinger

”The Irishman” fortæller historien om lastbilchaufføren Frank Sheeran (Robert De Niro), der arbejdede som lejemorder for mafiaen, blev en del af fagforeningsbossen Jimmy Hoffas entourage og måske var involveret i hans mystiske forsvinden i 1975.

Manuskriptet til filmen bygger på biografien ”I Heard You Paint Houses” af den amerikanske forfatter Charles Brandt. Bogens titel refererer ikke til malerarbejde, men er derimod kodesprog hos den amerikanske mafia, som slet og ret betyder, at man slår mennesker ihjel efter aftale.

Når Scorsese har valgt at filmatisere historien om Jimmy Hoffa og hans mulige lejemorder, skyldes det først og fremmest, at hans nære ven og partner og filmens hovedrolleindehaver, Robert De Niro, præsenterede ham for bogen, men også, at ”The Irishman” ligesom mange af deres øvrige fælles film udfolder eviggyldige og bibelske urtemaer som skyld, skam, synd, tab, frelse og retfærdighed.

Når De Niro er blevet Scorseses foretrukne hovedrolleindehaver, har det ikke mindst at gøre med en dyb filmforståelse mellem de to, som beror på en gensidig respekt og fingerspidsfornemmelse i fortolkningen af karaktererne. Ofte behøver de ikke at sige noget til hinanden under optagelserne. Fortroligheden mellem de to giver samtidig plads til De Niros enestående evner for improvisation. En improvisation, der er blevet hans varemærke, og som altid giver hans roller skarphed og troværdighed.

Det ser man i alle de ni roller, han har spillet i Scorseses film, og som ud over den aktuelle rolle som lejemorderen Frank Sheeran spænder fra den ensomme og enfoldige Rupert Pupkin i ”The King of Comedy”, der så brændende ønsker at blive komiker, til den selvglade jazzmusiker Jimmy Boyle i ”New York, New York”, der lykkes med musikken, men slås med kærligheden. Men især ser man det i de mere voldsomme og tragiske roller som psykopaten Max Cady i ”Cape Fear”, bokseren Jake LaMotta i ”Tyren fra Bronx” (”Raging Bull”, amerikansk titel), den stoiske gangster Jimmy Conway i ”Goodfellas”, casinobestyrer Sam Rothstein i ”Casino” og ikke mindst som den traumatiserede taxichauffør Travis Bickle i ”Taxi Driver”. Alle roller og karakterer, der har et selvdestruktivt jeg med både andre og sig selv som ofre, men ofte også med forsonende og forløsende elementer.

I den anmelderroste og evigt aktuelle ”Taxi Driver” (1976) følger vi Travis Bickle, en hjemvendt vietnamveteran, der i sin ensomhed og søvnløshed tager job som taxichauffør i et trøstesløst, ødelagt, amoralsk, syndigt og bundråddent New York. Et New York, som han ikke længere vil eller kan acceptere, og som han derfor føler sig kaldet til at rydde op i som en forstyrret frelser og forsoner.

Det samme gør sig gældende for bokseren Jake LaMotta i ”Tyren fra Bronx”, der, i takt med at han tager imod flere og flere slag i bokseringen, styrer mod sin egen frelse og forløsning. Mod den tilgivelse, han længes efter i et anløbent, paranoidt og syndigt liv med utroskab, vold og ustyrligt temperament, der langsomt ødelægger hans liv og familie. Men også det miserable liv portrætterer og forløser Robert De Niro uovertruffent i sin måske allerstørste rolle, for hvilken han fortjent modtog sin første og hidtil eneste Oscar for en hovedrolle.

Allertydeligst står de bibelske referencer i filmen ”Cape Fear” fra 1991, hvor vi oplever De Niro i rollen som den dæmoniske Max Cady, der kommer ud af fængslet efter at have afsonet en lang straf for voldtægt. Her opsøger han sin tidligere advokat med det ene formål at gøre hans liv til et levende helvede og lære ham noget om tab og det at miste. Muskuløs og massivt tatoveret på overkroppen med bibelske citater om hævn forfølger han advokaten, hans kone og deres datter, så deres idylliske liv bliver til et sandt inferno af trusler og modbydeligheder, de næsten ikke kan slippe ud af.

Nu er De Niro så tilbage under Scorseses instruktion. ”The Irishman” er den foreløbige kulmination på en lang og fælles historie, der går helt tilbage til deres fælles barndom, hvor de voksede op tæt på hinanden i Little Italy, New York. Ved en fest i begyndelsen af 1970’erne mødtes de første gang som en del af det nyskabende og progressive New Yorker-filmmiljø, der gjorde perioden til en af de væsentligste i amerikansk filmhistorie. Som Scorsese ofte har fortalt, havde De Niro en særlig forståelse for det miljø og de mennesker, de voksede op med, forstod deres blik i øjnene, deres kropssprog, måder at tale og bevæge sig på, som de sammen kunne overføre til filmlærredet.

Netop fordi De Niro besad dette eminente blik for de gode historier fra New Yorker-miljøet, formåede han gang på gang at overbevise Scorsese om historiernes styrker og muligheder som film. ”Tyren fra Bronx”, ”Goodfellas” og ”Casino” og nu altså senest ”The Irishman” bygger alle på historier, som De Niro har læst, og som Scorsese derefter har eksekveret.

Når Martin Scorsese er blevet en af vor tids vigtigste instruktører, er det ikke kun, fordi han skildrer nævnte miljøer med kirurgisk præcision og filmisk overblik, men også fordi de mange karakterer skildres både som mennesker af kød og blod, levede liv og som skæbner, der udfolder tilværelsens grundtemaer som synd, skyld, soning og tilgivelse. Det oplever man især i de fire førnævnte gangsterfilm, hvor man også sporer Scorseses kristne, katolske tilhørsforhold. Ikke på en missionerende eller belærende vis, men i stedet som en indsigt i, hvad det vil sige at være menneske – på godt og ikke mindst ondt.

Man kan således heller ikke beskæftige sig med Scorseses film uden at forholde sig til volden. Og hvor voldsom, udpenslende og frastødende den end kan virke, så bliver det for Scorsese aldrig til vold for voldens egen skyld. Hos Martin Scorsese er volden en nødvendig medspiller, der bruges til at give fortællingen dybde. Og som han har fortalt i talrige interviews, så er og bliver vold en del af gangsternes dna og kan og skal derfor ikke gemmes væk. Samtidig er den nødvendig for at give filmen troværdighed – for uanset hvad, så er forbrydelser ikke for sarte sjæle. Det samme gælder for gangsterne i Scorseses univers. De er ikke omgængelige typer, men voldelige og afstumpede som i virkelighedens verden. Men fælles for det hele er, at de fortæller os noget, der, når det formidles så vedkommende, som det bliver af Scorsese, gør os klogere på det at være til.

Og sådan ender indtil videre fortællingen om den katolske alterdreng Martin Scorsese fra Elizabeth Street, der som ung drømte om at blive præst, men i stedet blev til en af filmindustriens allerstørste forkyndere, og som sammen med sin gode ven og partner fra Kenmare Street, Robert De Niro, fandt en fortolker, der blev selve legemliggørelsen af Scorseses store tanker og idéer.

Christian Henriksen er filmkender og viceskoleleder.