Henrik Wigh-Poulsens bog om Jakob Knudsen er perspektivrig. Den giver en tolkning af Jakob Knudsen, som er selvstændig og værdifuld; men den handler om mere end Jakob Knudsen. Den handler om Grundtvig og om det spegede forhold mellem brandesianismen og grundtvigianismen i slutningen af 1800-tallet. Den handler med Jakob Knudsen som prisme om, hvorledes grundtvigianismen omkring forrige århundredskifte tog udfordringen fra den moderne livsforståelse op. Den handler også om den moderne grundtvigianisme og spørger, om den i udflydende intetsigende kulturåbenhed har sejret sig ihjel, eller om der stadig kan findes en fast kerne i den grundtvigske arv. Den handler om, hvilken rolle kristendommen spiller i forhold til den kerne.
Interessen for perioden omkring forrige århundredskifte blomstrer i disse år. Det gælder malerkunst og litteratur og åndsliv i det hele taget. I stedet for at tro, at det hele var klunketid og victorianisme, har man fået øje for, at det 20. århundredes bevidsthed blev formet i den periode. Det har varet længe, før teologerne opdagede det. De har haft skyklapper på, så de kun har kunnet se det ny, der kom omkring 1920 med barthianismen og den hjemlige aflægger i Tidehverv, men har ikke kunnet se betydningen af det drama, der udspillede sig i de 50 år, der gik forud. Henrik Wigh-Poulsens bog bidrager til at åbne øjnene for den betydning, det moderne gennembrud havde også kirkeligt og teologisk og specielt for den betydning, det havde for grundtvigianerne kirkeligt og folkeligt.
Grundtvigianerne var delt i deres forhold til det moderne gennembrud. Den store majoritet blandt de grundtvigske slog følge med den almindelige nationale konservatisme i forargelse over og i kamp mod brandesianismens fritænkeri og dens kritik af kirke og kristendom, men en gruppe af yngre grundtvigianere, nygrundt-vigianerne er de blevet kaldt, følte sig beslægtet med den realisme og den vilje til åndsfrihed, som brandesianismen proklamerede. Det er betydningen af deres realisme, Henrik Wigh-Poulsen redegør for. Det er den, han i bogens undertitel kalder den grundtvigske realisme. Den åbning over for den moderne verden, som fandt sted for eksempel på Askov Højskole i 1880'erne, er tidligere blevet betegnet som Askovrealismen, et udtryk, der spiller op til brandesianismens tale om realismen i den moderne litteratur; men Wigh-Poulsen har udvidet begrebet og taler generelt om den grundtvigske realisme. Han finder den allerede hos Grundtvig selv, sådan som den navnlig er fremhævet af Kaj Thaning under betegnelsen virkelighedstroskab eller omvendelsen til virkeligheden. Hvad Henrik Wigh-Poulsen lægger til i forhold til Thaning er, at det er en romantisk realisme. Grundtvigs problem og nygrundtvigianernes ligner hinanden, men problemet blev skærpet for nygrundtvigianerne. Grundtvigs »realisme« var stillet over for at skulle samvirke med dem, han selv kaldte naturalister af ånd, humanister, der kunne dele hans mosaisk-kristelige livsanskuelse, selv om de ikke kunne dele hans tro. Nygrundtvigianerne derimod stod over en anderledes radikal realisme.
Alt det redegør Henrik Wigh-Poulsen for, og ind i den sammenhæng læser han Jakob Knudsen. Især gennem en overbevisende tolkning af »Gjæring og Afklaring« tegner han Jakob Knudsens kristelige realisme. Ingen har haft skarpere blik for de grundtvigskes floskler end Jakob Knudsen, og både i digtning og livssyn var han draget af den realisme, han mødte i det moderne gennembrud. Men Henrik Wigh-Poulsens pointe er, at den realisme, han selv kom til at tegne, ikke er et kompromis mellem det moderne gennembruds realisme og hans egen overleverede kristendom; det er heller ikke dobbelttænkning, således at Jakob Knudsen dels er kristen, dels er realist, eller at hans realisme trods alt er stækket af hans kristelige faderbindinger; nej, hans realisme er funderet i hans kristentro. Titlen »Hjemkomsten og det åbne land« sigter til det forhold. Modsætningen mellem det åbne land og den lukkede have er i sammenhængen fra »Gjæring og Afklaring« et billede på modsætningen mellem den afskærmede grundtvigianske præstegårdsidyl og det moderne gennembruds vilje til at færdes i det åbne land med det frie udsyn.
Ud af haven
Hovedpersonen i bogen forlod haven og gik ud i modernitetens åbne land; men han vendte tilbage. Både fordi han erkendte kraften i sit overleverede livsgrundlag og så overfladekarakteren af modernitetens frihedsforkyndelse. Han kommer hjem igen, men tager erfaringerne med sig, og dermed bliver han realist. Det særlige i Henrik Wigh-Poulsens karakteristik af denne hjemkomst er imidlertid også her, at han ser dens sammenhæng med romantikken. Han taler om en grundtvigsk romantisk realisme, som er forskellig fra den emancipation, som var formålet for det moderne gennembruds mænd, men som Kaj Thaning ifølge Henrik Wigh-Poulsen fejlagtigt identificerer Grundtvigs virkelighedstroskab med. Den grundtvigske realisme tolker Henrik Wigh-Poulsen som »ud i virkeligheden, men med hjemsted i haven«, til forskel fra den thaningske tolkning: »ud af haven, ud til virkeligheden«.
Det er en sammenhængende og dermed ganske overbevisende tolkning af Jakob Knudsen, Henrik Wigh-Poulsen fremlægger. Der står spørgsmål tilbage. Jeg forstår ikke, hvordan det hænger sammen, at Henrik Wigh-Poulsen på den ene side vil fremhæve, så stærkt, som han gør, at sammenhængen mellem det menneskelige og det kristelige fastholdes intenst hos Jakob Knudsen, men samtidig lige så stærkt siger, at det er Jakob Knudsens opfattelse, at det »naturlige« eller det »hedensk-humane« ikke kan have noget at skaffe med kristne begreber og kristent livssyn. Det lyder mere som Kaj Thanings adskillelse af det kristelige og det menneskelige.
Dermed er vi fremme ved det sidste perspektiv. Det er ikke tilfældigt, at Henrik Wigh-Poulsen interesserer sig så meget for hjemkomsten for at genfinde det trygge udgangspunkt. Den forlængelse af nygrundtvigianisme, som tidehvervsgrundtvigianere som Kaj Thaning repræsenterede, havde ikke brug for det. De kom fra kredse, hvor sammenhængen mellem kristendom og folkelighed var selvfølgelig og ikke behøvede kirkelig afstivning. De havde tværtimod en meningsfuld front over for et miljø af konservativ kirkelig grundt-vigianisme og ønskede sig, at de kirkelige strukturer og grænser blev nedbrudt, så der kunne tales om evangelium og virkelighed midt i folket. De havde ikke behov for hjemkomst, og de kunne ikke se, der var grund til at bekymre sig om at indhegne en have.
Nedbrydningen er lykkedes, og de kirkelige grundtvigske miljøer er forsvundet. Det er ikke tidehvervsgrundtvigianismens skyld; så meget har den ikke betydet. Men gevinsten er udeblevet, for det har vist sig, at folket er blevet borte samtidig. Derfor har nutidens kulturåbne grundtvigianere ikke noget sted at høre hjemme, hverken kirkeligt eller folkeligt, og derfor spørger en moderne grundtvigianer som Henrik Wigh-Poulsen efter et sted at høre til.
Det er nemt at forstå, og det er oplagt at spørge efter, hvor arven kan gives videre, det vil sige spørge efter menighed. Men hvis han vil være loyal over for den vilje til åndsfrihed og realisme, som i vekslende former har været kernen i den grundtvigske realisme, er der grund til at holde et vågent øje med den anden front af kirkelig og folkelig reaktion, som igen trives i de forhenværende grundt-vigske miljøer. Med den formaning kan man ønske Henrik Wigh-Poulsen, Dansk Kirketidendes redaktør og Kirkeligt Samfunds idémand, lykke og held i jagten på et grundtvigsk hjemsted.
Til slut: Henrik Wigh-Poulsen har ledsaget teksten med en række fremragende billeder og billedtekster fra sit emnes samtid. Det er utroligt, hvor velvalgte billeder kan levendegøre en fremstilling.
Henrik Wigh-Poulsen: Hjemkomsten og det åbne land. Jakob Knudsens forfatterskab og den grundtvigske realisme. 248 sider. 250 kr. Vartov 2001.
kulturkristeligt-dagblad.dk