Jeg fik John Steinbecks roman ”Øst for Paradis” af min bedste kammerat, Mads Baastrup, da vi gik ud af Journalisthøjskolen i 1980. Jeg boede på det tidspunkt i en lejlighed ved Nørrebrogade i København, og der lå jeg så hver aften og læste i bogen, der var meget fascinerende, fordi Steinbeck har den form, han har. Han skriver meget smukt og i et meget intenst sprog, og han lader sig selv, men også sine figurer, slå pludseligt væk fra handlingen og over i nogle filosofiske betragtninger om livet, som jeg enormt godt kan lide. Det er nok den bog, der formmæssigt har inspireret mig mest, da jeg skrev mine romaner ”Det syvende barn” og ”Logbog fra et livsforlis.”
”Øst for Paradis” beskriver spændinger mellem børn og voksne, og hvordan voksne totalt overser børns ensomhed og angst. Den centrale person er en meget ond kvinde, Cathy, der forlader sine to små drenge, Caleb og Aaron, som så må vokse op med deres far. Bogen er spundet ret præcist over bibelhistorien om Kain og Abel, men Steinbeck har så lagt temaerne forladthed og fremmedhed ind i den dramatiske fortælling om en familie. Historien handler også om ondskab og godhed, for hvor den ene dreng, Caleb, udlægger en ond, krigerisk side, er den anden, Aaron, lidt en bangebuks, der bliver hjemme i sin fars frakkeskød og er artig. Men det er Caleb, som faderen til sidst tager til sig. Og hvad sker der så, når det gode og onde overraskende bytter plads, når faderen elsker den forkerte bror?
Sådan nogle lag indeholder bogen, og det kan jeg enormt godt lide. Jeg tror, jeg læste den i hvert fald tre gange, da jeg lige havde fået den, fordi jeg syntes, den var så fantastisk. Derefter lå den på hylden i mange år, indtil jeg op gennem 1990’erne skulle researche på det børnehjem, jeg selv startede mit liv på, og som er udgangspunktet for ”Det syvende barn”. Jeg ville have en fremadskridende dramatisk handling og samtidig skrive en større fortælling om livet i Danmark. Det betød, at selvom jeg startede ud i nutid, ville jeg også gerne kunne gå tilbage i tid. Pludselig kunne jeg huske, at Steinbeck i ”Øst for Paradis” lader kvinden Cathy forlade sine børn i nutid, ruller historien videre, for så pludselig at lave et break og gå tilbage til Cathys barndom. Så jeg hev bogen frem, fandt det rigtige kapitel og læste det igennem mange gange og meget omhyggeligt, så jeg kunne se, hvordan Steinbeck tillader sig at bakke i tid på den her måde.
Den fornemmelse, jeg har haft, når jeg har læst bogen, er, at det er en bålfortælling. Og det er noget, jeg gerne vil give videre til mine egne bøger. Det er følelsen af, at man sidder en masse mennesker ved et lejrbål, mens solen går ned, og man fortæller en historie. Om at der var engang. Jeg kan godt lide den intensitet, sådan en fortælling giver. Og at den brat kan skifte stemning. At historien kan være finurlig, men også alvorlig, at den kan gå fra dyb sorg til vanvittig komik, fra dramatisk nutid til en persons barndom.
Nu læste jeg jo ”Øst for Paradis” for første gang, længe før jeg vidste, jeg skulle være forfatter, så også på det menneskelige plan synes jeg, bogen er meget, meget smuk. Børnelivsbeskrivelsen er fantastisk, men det er menneskebeskrivelsen, jeg synes er enormt dyb. Særligt fortællingen om de to drenge, der vokser op uden den mor, som er flygtet ud af deres liv. Det ender dramatisk, som det også gør med Kain og Abel i Biblen, og det er en meget følsom og flot historie, som jeg tænkte længe over dengang. Og som jeg stadig kan tænke over her mange år efter.