Prøv avisen

Med kærligheden som kunstnerisk drivkraft

Elof Risebye spændte vidt og lavede både kirkekunst, som her i Sindal Kirke, og malerier som dette med titlen "To Sjæle". -- Foto: Vejen Kunstmuseum.

Fremragende udstilling på Vejen Kunstmuseum rehabiliterer Elof Risebye som den store kunstner, han virkelig er

Efter mødet med Risebye på Vejen Kunstmuseum ligger landet anderledes. Udstillingen demonstrerer med fuld styrke, at nogle kunstnere søger deres gennembrud med bravour, mens andre går mere stille med dørene. Åbner døren til karrieren stille, forholder sig stille og fordyber sig i det stille. Hvorfor? Hvad er hemmeligheden?

Den på én gang store hemmelighedsfuldhed og den dybe, dybe kærlighed, der bliver drivkraften i Risebyes værk, belyses af Teresa Nielsen såvel i udstillingen som i kataloget. Risebye var ifølge lovens bogstav kriminel, idet han levede i et homoseksuelt forhold sammen med billedhuggeren Paul Kiærskou, der døde som 33-årig i 1933, samme år som homoseksualitet afkriminaliseredes. De to var ét. Lad os se bort fra det seksuelle, men åbne opmærksomheden for den inspiration og samstemthed, der var mellem de to.

Kiærskou var stedt i tidehvervet mellem symbolisme og art deco, mellem det 19. og det 20. århundrede. Han var en fremragende billedhugger, hvis værk er blevet sørgeligt behandlet. Teresa Nielsen fandt det stuvet af vejen under rådhuset i Sæby. Hun har hentet det frem og ladet det restaurere, så man kan se de helt åbenlyse kvaliteter i det. Elegancen i de små brændte figurer og følelsesudtrykket i de store gipsarbejder. Overalt, hvor det lader sig gøre, er det Risebye, der står model. En markering så tydelig, som den kan blive. På den anden side går der linjer tilbage til den florentinske renæssance, hvor det kønslige ikke i den grad er problematiseret og sat i forgrunden som i 1920'ernes Danmark. Kiærskou blev en dynamo for Risebye, ven og inspirator i et indadvendt, mediterende værk.

Risebye slog først for alvor igennem efter Kiærskous død. Som elev af Joakim Skovgaard kom han til mosaikken og freskomaleriet. Han havde malet sammen med hele Skovgaards hold i Viborg Domkirke og kom siden til at hjælpe Skovgaard med at aftrække de ødelagte fresker. Siden også Sonnes freske på Thorvaldsens Museum. Han blev ankermand ved Ejnar Nielsens mægtige mosaik i buen ved Stærekassen og medarbejder på Skovgaards mosaik i Lunds Domkirke.

At læse Risebyes artikler, der er aftrykt i katalogen, er liv, humor, overskud, der sprudler af et åbent, venligt sind. Risebye blev i en forstand som akademiprofessor Skovgaards efterfølger i det, der hed Dekorationsskolen. Her udøvede han en magisk virkning på de studerende. Han var højt respekteret. Derfor er det sikkert, at Risebye først og fremmest er kunstnernes kunstner. En kunstner for kendere. En kunstner uden bravour i sit værk, en fordybelsens mester. En mystiker. En mørkemaler, der i kraft af sin skoling samtidig var ekspert i store offentlige udsmykninger. Et kors for tanken?

Oliemalerierne om døden og sorgen taler for sig selv. Den italienske inspiration er tydelig, fra Giotto og fra den franske katolske modernisme og andagtskunst. Også det danske mørkemaleri – den diametrale modsætning til Skovgaard – taler med. Det er ikke kunst, der kan opfattes og gribes af det hurtige blik. Der kræves tid og dæmpet lys, før billederne vokser frem: svededugen, rådyrene, julebillederne, de religiøse kompositioner. Det er der ikke mange, der har tid til at vente på. Afregningen lader nemlig vente på sig i en sådan grad, at Deres anmelder var klar til at sætte sig i timevis i denne rigdom. Her er kunst med dybde. Ikke katolsk, ikke særlig dansk, men mystisk, dragende, suverænt.

Sådan bliver man ikke populær i Danmark, hvor kun de få vover at lyse dette værk i kuld og køn. Per Kirkeby kan i få ord omfatte værket som et af de væsentligste i det tidlige 20. århundrede. Populær blev Risebye ikke som kirkekunstner. Sindal Kirke, Gedser, Sankt Markus i København og Vejlby på Djursland falder i den slugt, som Skovgaard efterlod ved sin død i 1933. De er svære at rehabilitere, for tiden var ved at forandre sig, og kirkekunsten løb med Risebye linen ud.

Det er som altid med varme, glød og uendelig energi, at Teresa Nielsen på Vejen Kunstmuseum går til opgaven. Udstillingen beror på hjemlån af værker, der er spredt for alle vinde. Katalogen sætter for første gang fokus på Risebye og Kiærskous betydning for hinanden. Det er blot en skam, at Vejen Kunstmuseum ikke har så megen plads. Udstillingen bliver lidt presset. Den kommer siden til Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, men hvordan Risebye skal klare sig i de lyse sale, kan man frygte for. Han er og bliver mystisk tusmørkemester, og at se Risebye og Kiærskou vokse ud af symbolismen er et væsentligt aspekt, der kun kan belyses på museet i Vejen. Tiden er moden til et nyt blik på en gemt og næsten glemt mester. Sikke en rigdom at få.

Risebye + Kiærskou. Vejen Kunstmuseum. Til den 22. november, lukket mandag, gratis adgang.

kultur@kristeligt-dagblad.dk