Scorseses testamentariske storfilm er gennemsyret af bods- og blodskristendom

Martin Scorseses testamentariske storfilm er en kristen meditation over lidelsens væsen og Guds tavshed

 Andrew Garfield i rollen som jesuiterpræsten, der søger ind i 1600-tallets lukkede Japan og finder sin skæbne og – måske – mister sin tro. –
Andrew Garfield i rollen som jesuiterpræsten, der søger ind i 1600-tallets lukkede Japan og finder sin skæbne og – måske – mister sin tro. – Foto: UIP

Under de magtfulde Shogunater i 1600- og 1700-tallet lukkede Japan sig fra omverdenen for først igen at åbne sig i anden halvdel af 1800-tallet.

Men i 1500-tallet havde Japan haft en rig samhandel med europæerne, ikke mindst fra Portugal, Spanien og Holland. Blandt de mange europæere, der kom til solens rige i øst var også kristne missionærer, der fulgte missionsbefalingen og stiftede menigheder i Japan. Skønsmæssigt konverterede mellem 200.000 og 300.000 japanere til kristendommen, førend den katolske tro blev bandlyst og missionærerne forfulgt og tvangsomvendt. Enkelte kristne menigheder overlevede i det skjulte de følgende århundreder og dukkede først op til overfladen, da Japan igen åbnede sig mod Vesten.

Blandt de historiske skikkelser i det grusomme tidehverv i 1600-tallet var den portugisiske jesuitermunk Christovao Ferreira (1580-1650). Han blev berygtet i Vesten som munken og missionæren, der afsvor sin tro og konverterede til buddhismen for resten af sit liv at samarbejde med den regerende Shogun og tilegne sig buddhistisk lærdom. Ja, han gik så vidt i sin omvendelse, at han brød cølibatet og tog sig en japansk hustru. Han tilsluttede sig fjendens forhadte religion, så at sige.

Christovao Ferreiras skæbne danner – som omtalt i Kristeligt Dagblad i fredags – det autentiske udgangspunkt for den japanske forfatter Shusaku Endos roman ”Tavshed” fra 1966. Forfatteren beskriver, hvordan to af Ferreiras unge disciple, Sebastian Rodrigues og Francisco Garupe, rejser fra den jesuitiske missionsstation på Macao og smugles ind i det lukkede Japan for at finde frem til den frafaldne præst og frem for alt finde svaret på, hvorfor Ferreira lod sig omvende og prisgav sin kristne tro.

Martin Scorseses film ”Silence” er drejet over Shusaku Endos roman. Scorsese har angiveligt beskæftiget sig med romanen de sidste 30 år og ønsket at filmatisere den. Instruktøren er selv opdraget i den katolske tro og har altid båret kristendommens dilemmaer med sig, hvad der i sandhed har præget hans kunst; tænk på filmhistoriske hovedværker som ”Taxi Driver” (1976), ”Raging Bull” (1980) og selvfølgelig ”The Last Temptation of Christ” (1988).

Hvad der især optager Scorsese er den stedfortrædende lidelse. Dette at Jesus som Guds søn har taget al menneskelig lidelse på sig for at bære den og genløse den. Og at det menneske, der tror på Jesus Kristus, kan bære mere lidelse end de fleste. Scorseses film er gennemsyret af bods- og blodskristendom.

Det gælder også ”Silence”, hvis 161 lange minutter tager sig ud som en kristen meditation over lidelsens væsen. Filmen følger de to unge jesuitter Rodrigues’ (Andrew Garfield) og Garupes (Adam Driver) færd mod selve frafaldets onde forræderiske hjerte i skikkelse af Ferreira (Liam Neeson) og den japanske inkvisitor Inoue (Issey Ogata).

Deres vejviser over havet og ind i landet, Kichijiro, (Yosuke Kubozuka) viser sig at være en slags Judas-skikkelse, der er splittet mellem sin kristne tro og sit japanske ophav. En ejendommelig tragisk nar på kanten af troens allermest smertefulde fordringer.

”Silence” er længe om at komme i gang eller rettere finde sin egen suveræne meditative modus. De historiske kendsgerninger skal på plads via en temmelig didaktisk fortællerstemme, de to jesuitter skal finde frem til de skjulte kristne menigheder, og de japanske herskere skal træde i karakter i deres fuldkommen skarpslebne kompromisløshed.

Men da først filmen fortætter sig om den unge Kristus-lignende Rodrigues, den ældre resignerede Ferreira og den vise bøddel Inoue i en både konfrontatorisk og gensidigt spejlende triangel, bliver den for alvor fascinerende. Understøttet af de visuelt overdådige billeder af det japanske landskab med lavaklipper, tidevand, grønne bjerge og tung regn – og endelig den æstetiske renfærdige japanske arkitektur, der hos Scorsese kontrasterer de blodige torturscener. Som billedmager viser Scorsese, om ikke en skønhed som forbilledet Akira Kurosawa, så dog glimtvis gennemgribende styrke.

Netop billedet, og hvad det repræsenterer, er helt afgørende i ”Silence”. Japanerne ønskede at afkristne med tvang, ikke alene deres egen befolkning, men også de europæiske missionærer. Deres konsekvens i dette forehavende var grusom.

Centralt i denne proces er riten, hvor de kristne skal træde på billedet af Kristus. De skal træde Jesus ned i støv og mudder med deres beskidte fødder. Riten står umådeligt stærkt i filmen og får en ekstra styrke i Scorseses kristent visuelle sprog, fordi Jesus-billedet – med Paulus’ 1. Korintherbrev in mente – er det billede, hvorved den enkelte forklares og frelses. Det er, når mennesket står ansigt til ansigt, at det erkender fuldt ud og selv bliver kendt fuldt ud.

Vanhelligelsen af det kristne billede eller ødelæggelsen af det – med et belastet ord: ikonoklasmen – er for billedmageren Scorsese det essentielle i forfølgelsen af de kristne.

Ødelægger man billedet, ødelægger man sig selv og sin tro, fordi det ansigt, mennesket skal spejle sig i, identificerer sig med og frelses ved, taber sin magt. Det vidste japanerne i 1600-tallet, og det har mange andre vidst op igennem historien. Smadrer man kristendommens imago dei, smadrer man troen.

Med sin film spørger Scorsese, hvor den rådvilde kristne så skal finde trøst. For Gud er tavs. Deraf titlen på både roman og film.

Gud er tavst vidne til al den smerte og alle de grusomheder, mennesker udsættes for. Men hvordan kan man (blive ved med at) tro på en Gud, der er så hårdnakket tavs? Hvordan kan man tro på en Gud, der tillader så meget ondskab, svig og fornedrelse at finde sted?

Det problem – med et fint ord: teodicé – har kristendommen martret sig med i århundreder.

Scorsese kender ikke svaret. Men han antyder det. Det ligger i det budskab, der ses i denne film, og som har kunnet ses i adskillige af hans øvrige i en lang karriere. Nemlig at Jesus kan tåle al fornedrelse, alle tæsk – al hån, spot og latterliggørelse. Og det menneske, der, i bare tilnærmelsesvis samme grad som han, tåler lidelsen, kan bære billedet af Jesus Kristus med sig. Måske ikke åbent og frit, måske ikke ansigt til ansigt, måske ikke som spejl i det klare vand, men så skjult i den knyttede hånd som en stærk indre overbevisning, hinsides al magt og undertrykkelse.

Som det forhåbentlig skulle fremgå, har Scorseses film ”Silence” med sin længde, lødighed og nærmest metafysiske tematik statuskarakter, ja, testamentarisk karakter i instruktørens rejse mod det sande billede. Den er ikke fuldkommen, den er stedvis uegal, men den åbner op til et hidtil uset visuelt rum, og den dykker ned i menneskets selv med en ambition om at forstå selv det mest uoverkommelige.