Fotograferingen er ypperlig, da den udflydende spindoktorpræst Monica bliver bispeviet foran alverden og Thorvaldsens Jesus-figur i Vor Frue Kirke. Johannes mønstrer al sin værdighed, men står magtesløs over for en kirke, hvor management-tanker styrer stifterne, og platte jokes fylder prædikenerne.
Overgivelsen til alkoholen er mere afdæmpet, men mindst lige så galsindet her i andet afsnit af ”Herrens Veje”, der lever op til den kloge og modige premiere.
Der er ingen tabuer, ingen angst for ondskab, tvivl og tro. ”Herrens Veje” trodser tidsånden. For i familien Krogh er der ingen letkøbte læs selv-løsninger. Hovedforfatter Adam Price er ikke kun inspireret af Bibelens fantastiske fortællinger. Bibelens sprog, kirkens sprog, der ikke viger tilbage for højstemthed, inderlighed og åndelighed, befrugter dramaet.
”Jeg vil gerne have, at vi beder for August. Lige nu,” siger Ann Eleonora Jørgensen i rollen som Elisabeth.
Dette forenende fadervor på tværs af landegrænser, der har været helt uhørt i dansk populærkultur de seneste mange år, er hverken kuriøst eller komisk fremstillet. Bønnens lavmælte intensitet præger andet afsnits overvældende gode skuespil. Især Morten Hee Andersen som August betager med sit fluorescerende nærvær, der ikke kan dølges af hans på overfladen vage og midtsøgende natur.
Fra den første naive skrivebordsprædiken i sandet til det afsluttende indesluttede sammenbrud underlægger Morten Hee Andersen sig Augusts særegne blanding af kontrol og overgivelse.
Teodicé-problemet er ikke længere kun teologisk, og da August misbruger Herrens navn, trodser han faderen og begiver sig ud på sin første ensomme ørkenvandring.
Det er fuldt forståeligt, at kameraet konstant søger Morten Hee Andersens ansigt midt i krigens intense skudvekslinger, for her forenes liv og død. Ligesom Lars Mikkelsen, hvor en udvisket krusning omkring øjnene afslører indre storme, formår Hee Andersen at bevare afdæmpetheden midt i ragnarok. Det gør overskridelsen af den populære præsts polerede og perfekte image umådeligt troværdig.
Afsnittet trækker uden skånsel krigen helt ind omkring kaffebordet. Åbner for en følelsesmæssig forståelse af, at vi er en krigsførende nation.
En dreng i uniform jamrer ”mor”, inden døden æder hans ungdom op. Kampscenerne er voldsomme, men ikke voldslystne, berettigede for at vise Augusts udvikling og soldaternes virkelighed.
Fotograferingen er igen mesterlig, men det er nu især kompositionerne, der tiltrækker sig opmærksomheden i dette afsnit. Små stød af dissonans i underlægningsmusikken varsler dødens komme og den skurrende tvivl midt i Augusts godhjertede gudsforhold. Samklangen mellem musik, billeder og tematik er blændende.
Andet afsnit af ”Herrens Veje” fastholder en eksistentiel dybde med en menneskelighed og et mod, som ikke bare samler os foran fjernsynet, men samler os om noget, der er større end os selv.