Udstilling: Med korssting i krig mod udkantsmyten

På Stiftsmuseet i Maribo på Lolland kan man i øjeblikket se syrede korsstingsbroderier af huse, erhverv og traditioner i forfald. Men burde de ikke dyrke det modsatte for at holde gang i butikken, dernede på Lolland? Forfaldet levner også rum til håb, mener museets kulturvejleder

Skulpturparret ”Thyholm hus” viser et forladt hus, der er revet midt over. Her ses den ene del. –
Skulpturparret ”Thyholm hus” viser et forladt hus, der er revet midt over. Her ses den ene del. – . Foto: Lise Kabell Søgaard.

Klos op af stationen i Maribo ligger Stiftsmuseet. Den 120 år gamle bygning er placeret så tæt ved banen, at man skulle tro, stationen var lavet for museets skyld. Men stationen er selvfølgelig til for de knap 6000 mennesker, der bor i den gamle købstad.

Geografisk skulle det her være ”Udkantsdanmark”, men her er umiddelbart masser af liv: En flok skoledrenge pjatter ved et busstoppested og skubber skiftevis hinanden ud i regnen. En kvinde løber over parkeringspladsen på høje hæle for at komme i læ i sin bil. Går man i gågaden er der stille, men butikker nok. På byens bibliotek og borgerservice er der kø til skrankerne her onsdag over middag.

Modsat resten af Lolland Kommune har befolkningstallet i Maribo været stabilt de seneste år, og Stiftsmuseet er her for at vise de 14.000 års kulturhistorie, der gør sig gældende for byen og egnen. Museet insisterer stædigt på sin rolle som kulturhistorisk museum, måske fordi historien er rig, men kun lidt eksponeret.

Indenfor kan man både se trækrucifikser fra 1300-tallet, landets allerførste folkebibliotek og en større samling af særlige lokale urværker. Mest iøjenfaldende er det dog lige nu, at væggene i flere af museets højloftede rum er dækket af farve- og detaljerige korsstingsbroderier. Det kunne være hyggeligt, men motiverne er næsten skræmmende: En nedbrændt mølle. En kollapset lade. Et køleskab, der er smidt i haven foran et hus. Udbrændte biler og et forladt mejeri.

Det er udstillingen ”Fra kant til kant”, en rejseudstilling med såkaldte ”udkantsmotiver” af kunstneren Thomas Wolsing. Korsstingsbroderierne er i Maribo her i efteråret og kan ses frem til den 26. november, og de er anderledes end noget broderi, man før har set. Det er broderier af forfald, forklarer Anne Elmer, der er kultur- og naturvejleder ved Stiftsmuseet i Maribo, og som venligt lukker Kristeligt Dagblad ind i varmen uden for officiel åbningstid.

Men hvorfor viser et museum i en landsdel, hvor fraflytningen er stor, den slags? Hvorfor ikke vælge noget mere opbyggeligt?

Anne Elmer forklarer, at Museum Lolland-Falster er med i en sammenslutning af syv kulturhistoriske museer i den såkaldte udkant, som tilbage i 2011 inviterede Thomas Wolsing til at lave en rejseudstilling, som skulle vise forandringerne i hver af museernes område. Museerne taler løbende sammen om, hvordan de skal forholde sig til den virkelighed, de står i, og den måde, resten af landet ser på deres opland.

”Vi er en række museer, som er gået sammen om at diskutere, hvordan vi skal behandle det her modbydelige ord ’Udkantsdanmark’. Den her udstilling er en måde at vise, at der kan være forfald, det anerkender vi fuldt ud. Men der kan bestemt også være liv i forfaldet”, siger Anne Elmer og tænder lys på Stiftsmuseets førstesal.

Siden 2011 har udstillingen rejst landet rundt, og hvert sted føjes nye værker til. I Maribo har udstillingen fået tre nye værker og undertitlen ”Der, hvor sukkeret gror”, en reference til Lollands historiske produktion af sukkerroer og sukker. Et af korsstingsbroderierne viser en række bondepiger med bøjet nakke, som venter på deres løn. Bag dem er et gulmalet hus.

Pigerne skal forestille polske roepiger, som kom til Lolland under industrialiseringen. I 1893 kom de første 400 roepiger til Lolland, i 1914 var antallet oppe på 13.000.

Roepigerne var sæsonarbejdere, men mange blev gift og slog sig ned. De stiftede polske foreninger og menigheder, men her 100 år efter er det polske kulturfællesskab på Lolland stort set forsvundet – den sidste af foreningerne lukkede for aktiviteterne i maj i år. Det gule hus på broderiet er Det polske hus i Museumsgade i Maribo, et hus, der nu er sat på kommunens liste over bygninger, der påtænkes nedrevet.

Vi bevæger os videre gennem udstillingen, forbi en stoflig skulptur af et hus, der er revet midt over og et fotografi fra et forladt hus, hvor noget graffiti er fremhævet med pink og lilla broderi. På et af broderierne hænger snorene ufærdigt ud på gulvet:

”Det kan være forfaldet eller det, der aldrig blev til noget. Jeg synes, det her viser godt, at der også er et potentiale, som kan findes igen”, siger Anne Elmer.

Hun fremhæver igen og igen vigtigheden af, at der er indvævet liv og dermed håb i forfaldsfortællingerne: En gammel arbejdshest har på magisk vis fundet vej til et broderi af Landbrugsskolen i Aars. På loftet af et hus kan man ane en stol med farve på betrækket. Og det andet værk, der er fremstillet særligt til udstillingen her i Maribo, en installation, er også livsbekræftende på sin egen måde, mener hun.

Vi går ind i et rum fuld af tikkende ure, som egentlig er en fast udstilling her på Stiftsmuseet. Men Thomas Wolsing har gjort rummet til sit eget ved at spænde grå broderitråd ud over alle urene og fæstne dem i broderier på væggen.

”Umiddelbart er det jo spindelvæv og symboliserer det, der sker, når tiden går. Men det kan også være tankespind, der, hvor der opstår noget nyt”, siger hun og smiler skævt.

Sidste sommer opstod en slags vækkelse på Lolland. #lovestormlollandfalster hed den og bestod i en viral kærlighedsbølge udsendt af alle med et nært forhold til Lolland-Falster. Bølgen kom efter at TV 2 havde vist dokumentarserien ”På røven i Nakskov”, der følger en række personer i deres problemer med at få tilværelsen til at hænge sammen.

”Serien viste et meget stereotypt billede af Lolland, og det fik folk til at lægge en masse positive historier om egnen op på nettet”, forklarer Anne Elmer.

Det bringer os ned af trappen til cafeen, hvor det sidste af de tre værker, som er fremstillet særligt til lollænderne, hænger: Det er ikke et færdigt broderi, men et mønster, de besøgende selv kan købe hjem og brodere. Motivet er et på Lolland berømt fotografi af badebroen ved Hestehovedet i Nakskov, som sidste år fik en andenplads i en verdensomspændende fotokonkurrence og er taget af amatørfotografen Threin Ottossen. Badebroen står smukt og grafisk frem på en blå og lyserød himmel, der spejler sig i Nakskov Fjord.

”Billedet er blevet synonymt med ’lovestorm’-bevægelsen og et symbol på lokal stolthed”, forklarer Anne Elmer.

Efterkommerne af de polske roepiger, bor der, stadig i dag, masser af på Lolland. Det kan godt være, de ikke identificerer sig særligt med noget polsk, men de er stadig stolte af deres historie, mener Anne Elmer, og vender igen tilbage til broderiet af roepigerne foran det polske hus:

”Det polske hus kan godt vise forfald, men det viser jo også tilhørsforhold, som er ændret. De polske pigers efterkommere vil måske hellere hedde Jørgensen end deres polske familienavn i dag. Og måske går de ikke ret meget op i at bevare de fysiske tegn, men så går de til gengæld op i ’lovestorm’-bevægelsen. De er stolte af deres arv og herkomst og deres identitet, den forsvinder ikke.”8

Forfaldsbroderiet ”The one who gets first to the mill is him who gets first painted” (først til mølle bliver først malet) stramajbroderi. Tilhører Skive Kunst-museum. – Privatfoto.
Forfaldsbroderiet ”The one who gets first to the mill is him who gets first painted” (først til mølle bliver først malet) stramajbroderi. Tilhører Skive Kunst-museum. – Privatfoto.
De polske roepiger, der kom til Lolland fra 1870’erne og frem, er en del af Lollands kulturarv, men kulturforeningerne er stort set forsvundet i dag. Her ses værket ”Der, hvor sukkeret gror” af Thomas Wolsing, korsstingsbroderi. –
De polske roepiger, der kom til Lolland fra 1870’erne og frem, er en del af Lollands kulturarv, men kulturforeningerne er stort set forsvundet i dag. Her ses værket ”Der, hvor sukkeret gror” af Thomas Wolsing, korsstingsbroderi. – Foto: Lise Kabell Søgaard