Med ”Kunstnerkolonien” har DR omsider fundet den rette balance mellem form og indhold

Anden sæson af DR 2’s ”Kunstnerkolonien” er vitaminrigt og vedkommende fjernsyn om inspiration og nænsomt samvær

I den nye sæson af ”Kunstnerkolonien” er der lykkeligvis skruet helt ned for konkurrenceaspektet blandt de medvirkende kunstnere.
I den nye sæson af ”Kunstnerkolonien” er der lykkeligvis skruet helt ned for konkurrenceaspektet blandt de medvirkende kunstnere. Foto: Eddy Media.

Kunstnere er gode på tv. Deres engagement og indimellem excentriske adfærd gør sig simpelthen godt på skærmen.

Derfor kan det også undre, at DR har haft så umådelig svært ved at producere seværdige programmer om kunstnere og dét at skabe kunst. Men ofte har det sådan set heller ikke være kunstnernes skyld, men en insisteren på stramme koncepter og et element af konkurrence. Nogen skal kunne vinde noget. For ikke at kede seerne, velsagtens.

”Kunstnerkolonien” er også båret af et koncept, men der er lykkeligvis skruet helt ned for konkurrenceaspektet. I den nye sæson er der således tale om seks danske kunstnere i forskellige aldre og med vidt forskellige kunstneriske udtryk, der samles et sted, som spiller en rolle i dansk kunsthistorie. Og over de næste 14 dage lærer de hinanden at kende og skaber med inspiration fra stedet værker, som så udstilles i sidste program.

Konceptet fungerede fint i første sæson, men den anden tegner faktisk endnu bedre. Her er kunstnerne taget til Bornholm, hvor de indlogeres på Melsted Badehotel, og én efter én ser vi dem ankomme: Michael Kvium, Ursula Reuter Christiansen, Kaspar Kaum Bonnén, Julie Nord, Sif Itona Westerberg og Kim Richard Adler Mejdahl.

De er tydeligvis udvalgt efter samme kriterier som i første sæson, og denne gang er Kvium den kunstner, der for længst er slået igennem, mens Mejdahl er opkomlingen, der ikke arbejder med pensel og lærred, men med video og kitsch.

Hvor Kvium har haft et maleri af Oluf Høst hængende derhjemme og nu vil give det til Oluf Høst Museet i Gudhjem, har Mejdahl aldrig hørt om ham. Han er ikke inspireret af klassisk dannelse og dansk maleri, men af spøgelseshistorier og æstetikken i BonBon-Land.

Mellem de to yderpoler er Bonnén, Nord og Westerberg, der på stilfærdig facon søger efter inspiration i Bornholms folketro, kunsthåndværk og natur. Undervejs taler de sammen og til kameraet, og særligt Westerbergs arbejde med relieffer og Bonnéns ”uperfekte” lertallerkener med påmalede ord om svigt og forladthed – han har tidligere skrevet bøger om sine forældre – fascinerer.

Noget skal brænde på, forklarer han, og brænder det en dag ud, så pyt. Så kan man holde op med at skabe og lave noget helt andet. Det er ikke sådan, kunstnere normalt forholder sig til egen kunst, og det er uventet og friskt.

Men til at levere det virkelig overraskende og excentriske er Reuter Christiansen tydeligvis castet. En ældre kunstner og kunstprofessor, der ikke er bange for at dele ud af sine meninger og ankommer med assistent og en kraftig, rusten stemme med tysk brydning. Et virkelig herligt bekendtskab, og til middagene om aftenen, hvor de seks taler dagen igennem og taler om kunsten og ensomheden som kunstner foran den svimlende havudsigt, ja, så er det hende, man venter på skal agere eller reagere.

Med ”Kunstnerkolonien” har DR fundet en afspændt og samtidig saftspændt form, hvor kunstnerne ikke – som for eksempel i DR-serien ”Danmarks bedste portrætmaler” – skal konkurrere, men arbejde i hinandens nænsomme nærhed, og hvor tillid og eftertænksomhed blander sig på måder, det er værd at overvære. Som når de taler om at skabe kunst. Hvordan man hver gang potentielt set kan gøre lige, hvad man vil. Hvordan man, som Kvium formulerer det, står i det enorme spændingsfelt mellem alt og ingenting.

Sådan er ”Kunstnerkolonien” så vitaminrig og vedkommende. Og kan sagtens tåle en sæson til.