Med titlen »Alle tiders Sfinx« viser forfatterne ikke blot deres glæde ved sfinkser, men også meget præcist bogens indhold. De følger løvekroppen med vinger og menneskehoved gennem tiderne.
Halvdyret opstår i Mesopotamien og Egypten, og efter lidt uklarhed om formen fremstår det ret entydigt i den klassiske oldtid som uhyggeligt, noget fremmed og til sidst i Romerriget med et skær af østlig Isis-religion over sig.
Nu må man jo indrømme, at et sådant dyr er ret åbent for fortolkninger, og det lykkes da også for kristendommen at tage det til sig uanset duften af Isis-religion. Sfinkser taler til fantasien, og de er så flotte, at nogle store kunstnere ikke ville undvære dem. De vogtede de hellige genstande og mindede i kirkerne om Egyptens visdom.
I barokken og rokokoen blev sfinksen mere verdslig. Den kunne ligefrem få dødelige kvinders ansigtstræk, men formen lå så fast, at efter klassicismen kunne Franz von Stuck i 1904 få en kvinde til at ligne en uhyggelig sfinks ved blot at male hende liggende i en speciel stilling, uden hverken løvekrop eller vinger.
Carsten Bach-Nielsens og Bo Dahl Hermansens fremstilling viser fint, hvor dynamisk formsproget er i den østlige og europæiske kultur, og det er spændende at følge udviklingen ved at læse deres tolkninger og se billederne, der desværre i nogle tilfælde er for små. Bogen skæmmes dog af sjusk med navne og latinske citater og af en misforståelse af Ødipus-tragedien. Det påstås, at sfinksens gåde skulle være nogle ret enkle spørgsmål, men Sofokles' tragedie siger klart, at Ødipus var ganske særligt klog, fordi han kunne besvare dem.
Carsten Bach-Nielsen og Bo Dahl Hermansen. Alle tiders Sfinx, 152 sider. 175 kr. Tidsskriftet SFINX.