Det er de færreste kunstnere forundt at fejre deres 50-års-fødselsdag med en stor Louisiana-udstilling, og der må være mange, der gerne ville have været i maleren Tal R’s fødselarsko. For 15 år siden besluttede man på Louisiana, at Tal R var en kunstner, man ville samle på, og det har ikke gjort malerens ry ude i verden dårligere.
Det er ikke svært at se Tal R som en af arvtagerne i den store maskuline malerrække fra Asger Jorn over Per Kirkeby. Tal R havde sin første soloudstilling på museet i 2007 og med ”Academy of Tal R” er tiden kommet til en større rundvisning i malerens oeuvre.
Tal R er født i Israel i 1967 som Tal Rosenzweig, men opvokset i Danmark. Som han selv fortæller det, var hans vej ind på Kunstakademiet ikke lige, men krøllet og tilsyneladende planløs. Han tog den tid, der skulle til, og i dag er han en af Danmarks mest kendte og allerbedst sælgende malere. Når Louisiana har kaldt deres store udstilling for ”Academy of Tal R”, ser jeg det som et venligt hint til den mere og mere forkrampede måde, vi tænker uddannelse uden svinkeærinder på i dag. Tal R’s vej frem til Louisiana er også svinkeærinderne. Den erfaring ligger i hans maleri, den tænketid kunne ikke være rationaliseret væk. Et akademi er akkumuleret erfaring.
Den første oplevelse af Tal R-udstillingen er en følelse af frisættelse. Som hvis man havde gået med korset altid og pludselig forstår, at man kan trække vejret helt ned i lungerne. Sådan er det også med den måde, Tal R arbejder på i sine farverige, men også ret tørre fladeorienterede og maskeagtige malerier, hvor der ikke lefles med lækre overblændinger mellem farverne. Hans maleriske tilgang og valg virker lystbetonet og intuitiv, som om han ikke har angsten for at fejle, men derimod kan omfavne fejlen og klichéen i kraft af en sjælden åbenhed til et i ordets bedste forstand uspoleret kreativt center. Det kan nemt lyde som en fejring af noget lallende og naivt, men Tal R er ikke nogen naiv maler, og han ved godt, hvad han gør.
En af de ting, han gør, og som udstillingen i introtekster og katalog sjovt nok prøver at underspille, er, at han citerer og jonglerer med en kongerække af fortidens malerikoner. Ikke mindst genfinder man Edvard Munch både i farveholdning og tematikker. Munch gengav ofte månen som et omvendt udråbstegn, Tal R har valgt at bruge kolon. En måne, der spejler sig, eller to prikker, der antyder, at der er gået noget forud, og at der kommer noget efter, men også kønnets huller og uendelighedstegnet.
Munchs sene værk ”Mellem uret og sengen” (fra 1940-1942), hvor den gamle mand konfronterer os mellem tiden, der tikker ned, og sengens (evige) hvile, ser man genklang af i flere af Tal R’s værker. Ikke mindst er også Tal R blevet optaget af Munchs for den tid ekstremt friskt malede skråskraverede sengetæppe. Det konkrete tæppe kunne man sidste sommer se udstillet på Munch-museet i Oslo, hvor det, sammen med Munchs billeder, fik selskab af værker af den amerikanske maler Jasper Johns, som også har lånt netop det sengetæppes mønster og taget det videre i sine arbejder.
Der er kurator Anders Kold, der har valgt ud og hængt op. Men i den buede gang har Tal R selv været cirkusdirektør og nærmest bevidst antimusealt placeret sine skulpturer; de står på række og drejer og byder sig til. Allerede inden man går ind i den halvmørke gang, kan man høre, hvordan det knirker og knager og klirrer. Skulpturerne står tæt, dramatisk belyst med spot, så de også tegner store skygger på væggene. De kommer i alle udformninger, materialer og farver. Stof, garn, ler, gips, mange bemalede i kraftige farver. Ingen af dem kunne måske holde som enkeltværk, men sammen laver de en frydefuld bølge af overflod.
Et af udstillingens fineste steder er imidlertid langt mere lavmælt. I en montre ligger en række af de kunstnerbøger, som Tal R har skabt gennem årene, og som for nylig kunne ses på Den Sorte diamants fremragende udstilling af kunstnerbøger. I en lille video over montren ser man Tal R’s hænder, der peger og bladrer i en af dem, ”Garbage Man” fra 2014, mens man hører ham fortælle. Den måde han læser på, i kryds over siderne, og en konstant egensindigt springende historiefortælling minder mig om en primær fortællemåde, som børn ret tidligt aflærer sig, men hvor man simpelthen går efter det, der har fænget en, uanset hvad det er.
Det er helt uforudsigeligt, hvad kunstneren peger på i sin fortælling. Det kan være en dragt, et stof, et hjørne, en figur, noget alment, noget privat. Det er en lille video, men den gør noget ved din måde at gå til billederne på, og den er god at have med sig, når man går ind i udstillingens mest magiske rum, en labyrint, hvor serien ”Døveinstituttet”, som udgøres af 99 arbejder på papir, er hængt op, så man kommer tæt på. Det er ord og tegn i en overvældende mængde.
I museets store, dybe sal hænger Tal R’s seneste billeder. Otte 3 gange 5 meter store malerier, hvor lærredet erlagt på som lameller, så man kan se, at der er lag på lag bagved.
Malerierne er mere enstonede end udstillingens øvrige værker. Mest minder de om klavertangenter. Motivet, som er svært at se, når man står så tæt på, er togvogne. Henover alle står med stor børneskole-tegnet formskrift: ”Habakuk”, et kælenavn, kunstneren og hans søskende gav deres far på grund af hans cirkusdansk, men jo også en jødisk profet fra Det Gamle Testamente.
I denne henvisning og med motivet togvogn og en ny form for malerisk alvor peger billederne mod en tung historie, som det tydeligvis er svært at nærme sig, men som det måske netop som 50-årig kunstner er tiden til at gå ind i.