Det ældste af de fire evangelier er Markusevangeliet. Men som skuespilleren Caspar Koch skriver i sin debutroman ”Træløven”, vidste man oprindelig ikke, hvem der var ophavsmand til dette evangelium.
Den frygiske biskop Papias tilkendegav imidlertid i en optegnelse, at ”Markus” var identisk med apostlen Peters tolk og sekretær. Og med afsæt i den oplysning har Koch gjort Markus til hovedperson i sin lille ungdomsroman.
Er man til bøger med høje lixtal, knudrede sætninger og et svært begribeligt indhold, bør man lade ”Træløven” ligge. Kan man derimod lide en fortælling, hvor handlingen bevæger sig gesvindt og uden vaklen, er ”Træløven” en fin ungdomsroman, der følger Markus fra barndomsårene og frem til martyriet.
Romanens styrke er den menneskelige vinkel på det guddommelige og en handling med træk af rustik folkelighed.
Man fornemmer, at Koch har opført denne fortælling mange gange for konfirmander (forfatteren udbyder stykket på sin hjemmeside), for han har et udsøgt gehør for gemyt og tonefald. Faren består derfor i, at forfatteren forfalder til en gemytliggørelse af urkristendommen. Det er dog ikke tilfældet. Der er masser af dramatik undervejs og på side 122 sågar et makabert billede af Paulus’ afhuggede hoved som et slags symbol på troens pris.
Da Markus tilslutter sig de første kristne, møder han også disciple, der genkalder sig Jesu ord og gerning, og han føjer det hele sammen til Markusevangeliet. Og så gør det jo ikke noget, at vi får lidt bonusinformation om eksempelvis helbredelsen af den besatte i gerasenernes land.
Her sender Jesus den urene ånd i svinene, hvilket ikke vækker udelt begejstring lokalt: ”…da de hørte, at Jesus havde fået alle svinene til at smide sig i søen, så sagde de til ham, at han skulle skrubbe af, han skulle ikke blive her mere. Og det var der jo egentligt ikke noget mærkeligt i, de havde fået repareret en tosse, men havde mistet 2000 svin, så…”
Det udbyttegivende ved selve ”Træløven” er fortællingens dobbelte spor. På den ene side følger vi Markus, der netop ikke befinder sig på en tidløs observationspost hævet over tid og sted. Tværtimod. Således er privatlivet muntert turneret, som da Markus’ elskede Claudia fisker et vissent blad op fra Markus’ kjortel, og evangelisten er ved at knække sammen af grin. Det er det ene spor.
Det andet spor er det, hvor Markus kommer til at virke som en slags spindoktor for de første kristne:
”Nu så han en opgave i at skrive for de andre. Og som tiden gik, blev det Johannes og Peter, der prædikede, og Markus, der skrev deres taler. Sådan fik de opbygget syv store menigheder i byerne, og sådan gik årene”. ”Træløven” er let og instruktiv, sagligheden er i orden, og Kochs hengivenhed for stoffet er ikke til at tage fejl af.