Prøv avisen

”Amadeus” er landet på Gamle Scene i al sin pragt

6 stjerner
Skuespil, musik og ballet går op i en højere enhed i Det Kongelige Teaters ”Amadeus”. Her er det Simon Bennebjerg som Mozart. – Foto: Camilla Winther

”Amadeus” er en forrygende triumf for Kasper Holten og Det Kongelige Teater

Sjældent har fænomenet totalteater haft så god mening som i sidste uge, hvor Det Kongelige Teater søsatte sæsonens store satsning, Peter Shaffers teaterstykke ”Amadeus” fra 1979. Her går skuespil, musik og ballet op i en højere enhed, og det er opløftende, hvordan de tre kunstarter, der har haft ry for at bekrige hinanden i den gamle bygning på Kongens Nytorv, spiller mirakuløst og dybt musikalsk sammen i en forestilling, der allerede nu står gny om. Rygtet har jo længe verseret, og det har talt sandt. ”Amadeus” er landet på Gamle Scene i al sin pragt.

Mange kender handlingen fra Milos Formans succesfilm af samme navn fra 1984. Den italienske komponist Antonio Salieri møder i 1781 Wolfgang Amadeus Mozart, der netop har slået sig ned i Wien. Det bliver ifølge Shaffer et skæbnesvangert møde. Den kynisk beregnende Salieri er ganske vist socialt set langt højere på strå end den spontant-barnlige Mozart, men italieneren er musikalsk nok til at indse, at han med Mozart som målestok er middelmådig, at Gud har skænket knægten fra Salzburg det talent, han selv så inderligt havde bedt om at måtte besidde, man uanset sin flid og alle sine ambitioner aldrig vil kunne få. Historien om, hvordan Salieri indirekte eller direkte tager livet af Mozart, er en skrøne, men en sejlivet en af slagsen: Rimskij-Korsakov skrev en opera over temaet – ”Mozart og Salieri”. Den havde premiere i Moskva tilbage i 1898 og byggede på en langt ældre fortælling af Ruslands nationaldigter Aleksandr Pusjkin.

Teaterchef Kasper Holten har selv iscenesat stykket – og desuden oversat Shaffers tekst til et smidigt og velfungerende dansk, mens Maja Ravn har stået for den overdådige scenografi. Her er et veritabelt nodebjerg omdrejningspunktet, også i bogstavelig forstand, for drejescenen sørger for, at vi får set det fra forskellige vinkler, ligesom den bringer de medvirkende frem foran rampen og tilbage i baggrundens mørke. De mange musikere fra Det Kongelige Kapel er iført nutidstøj og spiller oppe på scenen, ledet af Mikkel Futtrup, den musik, der ikke bare vækker Salieris professionelle beundring, men også bliver brændstof for hans had og misundelse. Guddommelig musik strømmer ud over os, lige fra den himmelske adagio fra ”Gran Partita”-serenaden (som Mozart i virkelighedens verden skal have givet sin Constanze i morgengave) til den afsluttende ”Lacrimosa”-sats fra hans ufuldendte requiem, som han ikke nåede at færdiggøre inden sin død i en alder af blot 35 år. Salieri blev næsten 75.

Ligesom nodebjerget er det sceniske omdrejningspunkt, er Salieri den dramatiske nøglefigur. Det er ham, der trækker linjerne i fortællingen op og præsenterer en række af de medvirkende for os, heriblandt de mange hofsnoge omkring den just ikke kløgtige kejser, Joseph II, prægnant fremstillet af Kristian Halken. Det er også Salieri-skikkelsen, der tolket af Søren Sætter-Lassen bliver en af forestillingens mange uforglemmelige oplevelser. Sætter-Lassen gør det anderledes end den oscarvindende F. Murray Abraham i filmen ”Amadeus”, men er så indtrængende og glødende i sin skizofrene blanding af fascination af Mozart og morderisk misundelse, at hans intensitet holder hele vejen igennem. Netop i et sådant stykke er en skuespiller med et så sikkert kunstnerisk gehør et uvurderligt plus.

Simon Bennebjerg er egentlig et hoved for høj til umiddelbart at virke troværdig som det lille fjollehoved fra Salzburg. Og rollen er utaknemmelig i den forstand, at man gang på gang må spørge sig selv, om det måske største geni i musikhistorien virkelig kan have gebærdet sig på den måde. Vi kender jo Mozarts forkærlighed for fækale udtryk fra hans samlede breve, der udkom på dansk i 2005, men går de platte påfund, når man oplever dem på en scene, ikke over gevind? Simon Bennebjerg gik planken ud, han fik hold på figuren, og i anden akt, hvor Mozarts livsgnist er ved at blive slukket, gav han os gribende øjeblikke, da han begravet eller fastspændt i nodebjerget kæmpede fortvivlet med den dødsmesse, han i sine hallucinationer mente at komponere til sig selv. I rollen som Constanze var Rosalinde Mynster både jordnær og slagfærdig, en kvinde af folket med velgørende åbenhed i kontrast til hyklerne ved hoffet, slesk og sikkert fremstillet af Morten Hauch-Fausbøll, Henrik Koefoed og Michael Moritzen. Og som de to ”Venticelli”-figurer, den tids rygtesmede og sladderhanke i Wien, optrådte Martin Bo Lindsten og Sigurd Holmen le Dous med overbevisende smidighed i hele teaterrummet.

En særlig præstation stod sopranen Clara Cecilie Thomsen for, da hun højt svævende over scenegulvet manifesterede sig som Nattens Dronning i ”Tryllefløjten”. Majestætisk vuggende sang hun arien ”Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen” med alle dens hårrejsende koloraturer. Den scene kunne man opfatte som en tankevækkende illustration af Salieris dilemma og hans forbandelse af Gud over at skulle være ”skytsengel for alle middelmådigheder” – også i hans hjerte kogte helvedes hævn. Scenen blev et af mange højdepunkter i en forestilling, man ikke må snyde sig selv for.