Prøv avisen

Med musik keder man sig aldrig

”Musik er vigtig for livskvaliteten,” mener Eric Beselin. – Foto: Aarhus Symfoniorkester

Den 49-årige solofagottist Eric Beselin fra Aarhus Symfoniorkester modtager i morgen Sydbanks nationale musikpris på 100.000 kroner

Hvilken sang vil du gerne vågne til om morgenen?

Et lidt glemt og specielt musikstykke af Johann Sebastian Bach er hans Kantata BWV 118. Den hedder O Jesu Christ, meins Lebens Licht, og det er ikke, fordi jeg er religiøs, men det er et utrolig smukt stykke, der får en til at tro på hvad som helst, når man hører det. Det er med kor og orkester og lyder, som når Bach er bedst. Det er smukt og eftertænksomt. Det er ikke så kendt, hvilket er lidt mærkeligt, når det sådan set kan spilles hvor som helst og også til koncerter med større korværker. Det er nok forsvundet i mængden.

LÆS OGSÅ: Jeg er vendt tilbage til Løgneren mange gange

Hvad skal musik gøre godt for?

Det er et godt spørgsmål. Musik hjælper mod en masse ting. For eksempel kan man ikke kede sig, når man spiller musik. Keder man sig, bør man dyrke musik. Der er så mange spændende udfordringer, og det giver en ekstra dimension til livet. Det lyder måske lidt svulstigt, men musik er en vigtig forbedring af livskvaliteten. Og derfor bør små børn have mere musik i skolen, gerne så tidligt som muligt helt fra 1. klasse. De skal selv sidde med rigtige instrumenter. Det er enormt vigtigt.

Hvilke tre musikstykker vil du anbefale andre?

Der er jo Bachs Kantata, som jeg har nævnt. Og hundredvis af andre fra middelalderen til i dag, hvis jeg måtte vælge så mange. Men jeg vil især pege på Den kongelige koncert nummer 4 af François Couperin, der er skrevet til solkongen Ludvig den 14. Det er fransk barokmusik og vanvittigt smukt, enkelt og samtidig raffineret. En god kombination.

Som det tredje vælger jeg et jazznummer, da jeg favner ret bredt i min smag, synes jeg. Jeg kan dog ikke fordrage rock, da trommen bliver alt for udpenslet. I jazz kan man mærke pulsen, uden at den bliver insisterende. Det gælder som eksempel cool jazz som Chet Baker. Det er easy going uden at være dumt.